Single Daily
af

Jens Nygaard

100 på efterskole fra Sydslesvig hvert år

21 danske efterskoler præsenterede sig selv på Gustav Johannsen-Skolen lørdag. Flere og flere tager en periode på en dansk efterskole - men det er dyrt for forældrene.
21 danske efterskoler præsenterede sig selv på Gustav Johannsen-Skolen lørdag. Flere og flere tager en periode på en dansk efterskole - men det er dyrt for forældrene.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig har i en del år haft det som et erklæret mål, at flere af eleverne skulle tage en periode på en dansk efterskole. Det giver nemlig et boost både i forhold til det danske sprog, i forhold til den danske ungdomskultur og i forhold til at udvikle modenhed.

Lørdag præsenterede 21 danske efterskoler sig selv under et arrangement på Gustav Johannsen-Skolen, og i forbindelse hermed kunne det konstateres, at Skoleforeningen i høj grad har nået sit mål.

– For tiden er der i snit omkring 100 fra de danske skoler, der hvert år tager en periode på en dansk efterskole, og tendensen er fortsat stigende, fortæller Sally Flindt-Hansen fra Skoleforeningen, som var en af arrangørerne lørdag.

Hun plejer sammen med me­d­arrangør Stephanie Schönbeck-Graf at holde til på Duborg-Skolen med Efterskoledagen, men i år var residensen blevet forlagt til Gustav Johannsen-Skolen, hvor både skolen og ungdomskollegiet var gode til at give en hånd med. Det var blandt andet skolens Sydslesvig-Crew og køkkenfolkene fra kollegiet.

Der var et stort besøg til Efterskoledagen, og de 21 deltagende skoler var da også for det meste tilfredse. De kan notere sig, at der nu ikke længere er problemer med at få anerkendt eksaminerne fra Sydslesvig.

– Der bliver i det hele taget gjort god reklame for danske efterskoleophold. I 7. klasse er der for alle i de danske skoler i Sydslesvig et ophold på 24 timer på en dansk efterskole, og i 8. klasse besøges en lang række efterskoler, fortæller Stephanie Schönbeck-Graf.

Der var 21 efterskoler repræsenteret, og en del af dem tilbød også eleverne nye færdigheder. Foto: Lars Salomonsen

Der var 21 efterskoler repræsenteret, og en del af dem tilbød også eleverne nye færdigheder. Foto: Lars Salomonsen

De længere ophold kan være i både 9. og 10. årgang, og eleverne her får et løft, som »vi ikke kan give dem«, som Stephanie Schönbeck-Graf udtrykker det.

Det er imidlertid ikke en billig fornøjelse, og mange forældre syd for grænsen bliver da også forundrede over, hvor dyrt det er.

100.000 kroner for et år

– Et skoleårs ophold koster i snit omkring 100.000 kroner, og så kan der fås støtte på mellem 81 og 168 euro pr. uge, alt afhængig af forældrenes indtægt, fortæller Sally Flindt-Hansen.

Det vil sige, at forældrene selv med den højeste tilskudssats skal udrede omkring 50.000 kroner – og det er en meget stor udskrivning i mange familier.

Der er en del legater, som man kan søge om støtte fra, og efterskolerne har også selv en støttepulje med penge fra den danske regering, som skal bruges til at støtte efterskoleophold. Desuden er der en søskenderabat.

– Mange af de interesserede, der har problemer med at betale den store regning – blandt andet enlige mødre – hjælper vi meget, fortæller Stephanie Schönbeck-Graf.

De mange efterskoler var godt tilfredse med tilstrømningen og interessen fra de sydslesvigske elever - som havde mange tilbud at vælge imellem. Foto: Lars Salomonsen.

De mange efterskoler var godt tilfredse med tilstrømningen og interessen fra de sydslesvigske elever – som havde mange tilbud at vælge imellem. Foto: Lars Salomonsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar