Single Daily
af

Peter Gram

Statskup i Tyskland gjorde Flensborg dansk for en stund

Dagen før afstemningen i Mellemslesvig i 1920 gennemførte monarkister og konservative et statskup i Tyskland. Danske agitatorer udnytte det til at vinde byens arbejdere for Danmark.
Dagen før afstemningen i Mellemslesvig i 1920 gennemførte monarkister og konservative et statskup i Tyskland. Danske agitatorer udnytte det til at vinde byens arbejdere for Danmark.

En opdigtet fortælling

Denne artikel er kontrafaktisk – altså delvist opdigtet.

Forløbet op til afstemningen er i vidt omfang korrekt beskrevet. Det samme er resultatet af afstemningen i zone 1.
Kapp-kuppet fandt sted, men blev aldrig en del af den danske propaganda.
Naturligvis var der aldrig dansk flertal i Flensborg.
Påskekrisen er beskrevet nogenlunde korrekt, men naturligvis var udgangspunktet et ganske andet.
Flensborgs indlemmelse i Danmark er det rene digt.
Den tilfangetagne officers ord faldt også i virkeligheden, men blev udtalt af en tidligere tysk officer, der i 1939 kæmpede for Polen.

Flensborg. Den 24. juli var der glæde i et hjem i New York, hvor en ny verdensborger havde meldt sin ankomst. Purken var søn af tyske indvandrere og fik navnet Wolfgang. Mange år senere og uden hverken at ville eller vide det, skulle han blive en af den danske Flensborg-bevægelses vigtigste hjælpere. Vi vender tilbage til Wolfgang senere.

Den 10. februar havde befolkningen i det nordlige Slesvig med et overvældende flertal på 75 procent og en valgdeltagelse på 91,5 procent valgt Danmark som deres fædreland. Dermed blev udfaldet som håbet og forventet.

Ved afstemningen i zone to, Mellemslesvig, den 14. marts var der på forhånd nogenlunde de samme udsigter – omend med modsat fortegn. Her regnede alle bortset fra de mest nationalromatiske, danske kredse med et ligeså klart tysk flertal.

Dog var der en væsentlig forskel. Hvor der i Nordslesvig blev stemt samlet, skulle afgørelsen i Mellemslesvig træffes i hvert enkelt valgdistrikt. Var der dansk flertal i en kreds, ville området blive afstået til Danmark.

Fra dansk side rettede håbet sig især mod Flensborg. Naturligvis var det helt store flertal af fjordbyens borgere borgere tyske af nationalitet og sprog. Men mennesker var de jo også. Og mennesker sætter nu engang deres egne interesser i centrum. Det forhold spekulerede den danske valgpropaganda i.

Selvfølgelig var der masser af højstemt romantik i valgkampen. I 1000 år var du Danmarks By. Du Danmarks Barn blive dansk på ny, lød således teksten på en af de mest berømte afstemningsplakater, hvor Flensborgs Nørreport ses under et hav af danske faner.

Fordelene ved den danske velfærdsstat

Men denne og lignende plakater var kun budskaber til de i forvejen overbeviste. Når der skulle vindes tyske sjæle var taktikken en anden. Her blev der – på tysk – slået til lyd for fordelene ved den spirende, danske velfærdsstat. Forholdene blev sammenlignet med det tunge lod, som borgerne i det reelt ruinerede Tyskland kunne forvente.

Lige lidt hjalp det dog. Udsigten til et knusende, dansk nederlag var fortsat det samme.

Og så er det, at Wolfgang fra artiklens begyndelse træder ind på den tyske, nationale scene. Familien Kapp var vendt retur til Tyskland, hvor Wolfgang Kapp var blevet preussisk embedsmand. Han både konservativ og monarkist. Derfor kunne han heller ikke affinde sig med den tyske republik.

Wolfgang Kapp organiserede sammen med den ligesindede general Walther von Lüttwitz et statskup, hvis bevæbnede arm var den såkaldte Marinebrigade Ehrhard. Også souschefen i den tidligere, kejserlige hær generalstab, Erich Ludendorff, støttede kupmagerne.

Kuppet fandt sted den natten til den 13. marts dagen før folkeafstemningen i Mellemslesvig. I første omgang lignede oprøret mod den demokratisk valgte regering en succes. Regeringen flygtede til Dresden, mens nuværende og specielt tidligere soldater i stort omfang sluttede sig til oprørerne.

I Flensborg var rygterne mangfoldige. Til gengæld var uvisheden enorm. Datidens kommunikationsformer betød, at fakta var længe om at nå frem.

Fakta så de danske agitatorer stort på. Trykpresser blev sat på overarbejde, og Flensborgs borgere vågnede på afstemningsdagen op til en by overplastret med den berømt/berygtede plakat:

Arbeiter Flensburgs:

Wollt Ihr den Kaiser wieder haben?

Die deutsche Regierung ist von Monarchisten gestürzt.

Wilhelm unterwegs aus Holland.

Plakaten var i skærende modstrid mod de spilleregler, den internationale kommission for afstemningsområdet havde udstedt. Men alt efter synsvinkel var skaden sket, eller succesen sikret.

De tæller stadig, Deres majestæt. Det budskab måtte den danske konge Christian den tiende dag efter dag lægge ører til efter afstemningen i Mellemslesvig. Allerede umiddelbart efter den 14. marts stod det klart, at næsten hele Mellemslesvig bortset fra enkelte sogne på øen Før havde valgt side til fordel for Tyskland. Eneste anden undtagelse var Flensborg. Her måtte der bestandigt gennemføres omtællinger, fordi antallet af danske og tyske stemmer var nærmest lige stort.

Naturligvis var der masser af nationalromantik i den danske propaganda. Men på tysk handlede afstemningsplakaterne også om økonomi. Her forklares det, hvordan en ludfattig tysker må afbetale på krigsgælden, mens en velklædt dansker betaler skat til gavn for børn og ældre.

Modvilje hos den danske regering

Den 19. marts var den sidste optælling dog overstået. 107 stemmers overtal afgjorde grænsens forløb. Og de stemmer var danske.

Den udadtil så bryske Christian den tiende var faktisk et følsomt gemyt. Da han fik beskeden, faldt en grædende konge på knæ, foldede hænderne og takkede sin gud.

Majestætens trængsler var dog langtfra forbi. En ting var rasende, tyske protester. Noget helt andet og værre var modviljen hos den danske regering. Statsminister Carl Theodor Zahle fra Det radikale Venstre nægtede simpelthen at anerkende afstemningens udfald. Ganske som den tyske side mente han, at udfaldet udelukkende skyldtes et ufint, dansk trick.

Kongen var rasende. Under påvirkning af sin rådgiver, etatsråd H.N. Andersen tog han den 29. marts det fatale skridt at afskedige regeringen. I stedet blev der udnævnt et forretningsministerium.

Reaktionen fra de radikale samt ikke mindst Socialdemokratiet og fagbevægelsen fulgte prompte. Kongen begår statskup, tordnede avisen Socialdemokraten. Fagforeningerne bebudede generalstrejke. De såkaldte påskekrise var brudt ud – også med krav om en republikansk statsform.

Efter kun fem dage bøjede kongen og forretningsministeriet sig, og vandt alligevel i sidste ende. For i samråd med den socialdemokratiske leder Thorvald Stauning valgte kongen at opfordre embedsmanden M.P. Friis til at danne en upolitisk regering, der straks skulle udskrive nyvalg.

Ved valget den 26. april vandt Venstre, Det Konservative Folkeparti og Erhvervspartiet en jordskredssejr med 60,6 procent af stemmerne. Den nye regering valgte ikke overraskende, at indlemme Flensborg i det danske kongerige. Allerede under påskekrisen havde Venstres leder, I.C. Christensen, jo opfordret kongen til at holde ud.

I Flensborg var stemningen afventende. En del var ganske vist rasende over at være blevet snydt af det fordømte Dänenpack, da Kapp-kuppet hurtigt brød sammen. Det store flertal havde dog nok at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen. Den hverdag kunne måske blive nemmere og tryggere i Danmark, end i det fortsat urohærgede og ludfattige Tyskland, hvor tidligere kejserlige officerer endte som invalide tiggere på storbyernes gader.

Hest blev i stalden

Så stemningen var afmålt, kølig men korrekt, da Flensborgs overborgmester Hermann Bendix Todsen sammen med byens øvrige spidser tog imod Christian den tiende den 12. juli. Kongen ankom i bil. For ikke at spænde den nationale bue for vidt og ride sejrrigt ind i kongerigets sydligste by havde majestæten ladet den berømte hvide hest blive i stalden.

Kongen lagde vægt på, at han forventede loyalitet af Flensborgs embedsmænd og politikere. Todsen forsikrede, at denne forventning ville blive indfriet. Alt dette foregik naturligvis på tysk, som Christian den tiende beherskede perfekt.

I starten så det ud til, at Flensborgs optimister ville få ret. Meget lidt forandrede sig. Nok blev antallet af danske kommuneskoler fordoblet. Men det betød kun, at der nu var to i stedet for en enkelt. Ellers blandede den danske stat sig stort set ikke. Sproget var fortsat tysk, og der blev fundet nicher til de embedsmænd, der havde frygtet at blive erstattet med danskere, som det skete længere mod nord. I Flensborg blev der oprettet både en Bahn- og en Postdirektion Süd, hvor medarbejderne sammenlignet med deres kolleger syd for grænsen var ypperligt aflønnet.

Dansk militær rykkede ind på byens kaserne, men var meget lidt synligt i bybilledet. Samtidig var soldaterne stort set udelukkende sønderjyder med kendskab til tysk sprog og kultur. De var under kommando af tysktalende, danske officerer. Som de eneste statsborgere i kongeriget var Flensborgs unge mænd ikke underlagt værnepligt.

Langt de fleste tyske officerer og mange befalingsmænd flyttede syd for grænsen. Nogle valgte dog at søge ind i det danske militær og blev stort set uden undtagelse optaget.

Meget tydede således på et vellykket eksperiment. Måske ville Flensborg endda ad åre blive en »rigtig« dansk by. Samme frygt herskede tilsyneladende syd for grænsen. For med nazisternes magtovertagelse blev agitationen meget voldsom.

– Nordens Danzig var således den vending, Slesvig-Holstens, nazistiske enehersker Hinrich Lohse konsekvent brugte om Flensborg under henvisning til den ligeså omstridte, men internationalt administrerede by ved den polske korridor.

Ikke til at overse: Sociale forhold havde også en vis indflydelse på sindelaget. I denne meget ydmyge sidegade i Flensborg bliver der i altovervejende grad flaget med Dannebrog. Foto: Gyldendals Den store Danske

Tappert, men håbløst

Danzig og Flensborg fik samme skæbne. Tyskland udløste anden verdenskrig, da værnemagten den 1. september angreb Danzig og Polen. Ti dage senere var det Flensborgs tur. Danske tropper forsøgte et tappert, men håbløst modangreb. I den forbindelse blev en af tidligere tyske officerer taget til fange. Under forhøret bad han på meget gebrokkent dansk om at få en tolk.

– I morges glemte jeg desværre mit tysk, lød kaptajnens forklaring til den forbløffede forhørsofficer.

I resten af Danmark herskede der udbredt frygt for, at tyskerne ville indlemme Sønderjylland. Det skete ikke. Ikke med en millimeter overskred tyske tropper grænsen til den tidligere zone et. De nationale forhold forhold blev der heller ikke ændret ved, da hele Danmark blev besat den 9. april 1940.

I Flensborg blev de tyske tropper modtaget med jubel og hagekorsflag. Det havde indbyggerne glemt alt om den 8. maj 1945, hvor krigen sluttede med et katastrofalt og totalt, tysk nederlag. Nu erindrede man pludselig den herlige tid under dansk styre og ville hjertens gerne retur.

En mand huskede kun alt for godt.

– I 1939 valgte Flensborg Danmark fra. Det sker atter, når Tyskland igen bliver stærkt, advarede den fremtrædende, konservative politiker John Christmas Møller.

Denne gang lyttede de danske politikere til fornuftens stemme. Derfor kan vi ikke blot fejre 100 året for Genforeningen, men også den grænse, som til sidst blev lagt på rette sted nord for Flensborg og har sikret et stadig bedre dansk-tysk forhold.

kommentar
deling del

Skriv et svar