Single Daily
af

Peter Gram

Rejsen mod venskab har været lang

Fra had over accept til forsoning og venskab. Det har været stationerne på den fælles dansk-tyske rejse mod et forhold, der nu tjener som en model for hele Europa.
Fra had over accept til forsoning og venskab. Det har været stationerne på den fælles dansk-tyske rejse mod et forhold, der nu tjener som en model for hele Europa.

Flensborg. Efter katastrofen skulle både danskere og tyskere efter Anden Verdenskrigs afslutning først lige begribe samt erkende, hvad der var sket. Særligt syd for grænsen var den erkendelse vanskelig. Mens samfundet stort set var brudt sammen, skulle tyskerne også forholde sig til, at deres land havde været involveret i ufattelige forbrydelser som folkemord og overtrædelse af samtlige krigens skrevne og uskrevne regler. Ikke alle ville erkende disse kendsgerninger.

To mindretal

I Sydslesvig og Sønderjylland var situationen speciel. Syd for grænsen strømmede flygtninge fra de tidligere tyske områder mod øst ind i landsdelen. I Sønderjylland ventede retsopgøret, der ikke mindst kom til at berøre det tyske mindretal.

Mindst 1000 dansksindede sydslesvigere blev indkaldt til det tyske militær under Anden Verdenskrig, der kostede cirka en fjerdedel af de pågældende livet. Samtidig var mindretallet efter nazisternes magtovertagelse på grund af pres og forfølgelse fra specielt de lokale myndigheder skrumpet fra omkring 8000 i 1923 til kun cirka 3000 ved den sidste opgørelse i 1939 før krigens udbrud.

I Sønderjylland var det tyske mindretal i 30erne og under krigen gennemsyret af nazismen. Mindst 2000 medlemmer af det tyske mindretal havde deltaget i krigen på tysk side. Hertil kom medlemmer af forskellige korps som »Zeitfrivillige«, der var en slags tysk hjemmeværn, der ofte stod for bevogtning.

 

Det tyske mindretal var frem til 1945 dybt nazistisk. Her marcherer mindretallet i Gråsten. Foto: M. Kamphøvener. Museum Sønderjylland.

3500 fængslet

Så mens danskerne syd for grænsen trods sult og social nød trods alt kunne se frem til en ny start, var situationen nord for grænsen en ganske anden. Her blev det tyske nederlag begyndelsen på en lang og smertefuld proces.

Cirka 3500 medlemmer af mindretallet blev fængslet i Frøslevlejren, der ved samme lejlighed blev omdøbt til Fårhuslejren. De tyske internerede skulle skal ikke kunne lune sig ved at være interneret i samme lejr som de danskere, der under krigen blev spærret inde af besættelsesmagten.

Omkring 3000 blev idømt fængselsstraf. Typisk blev de pågældende straffet for at have været regulære, tyske soldater eller »Zeitfreiwillig«. Til mindretallets ros skal det siges, at de nok havde været illoyale over for den stat, de var borgere i. Til gengæld var der kun få domme for vold eller terror mod dansksindede.

De tyske skoler blev lukket med tvang efter krigen. Bygningerne blev inddraget.

 

Cirka 3500 medlemmer af det tyske mindretal blev interneret i Frøslevlejren, der i den anledning blev omdøbt til Fårhuslejren. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv, Nationalmuseet.

Voksende mindretal

I Sydslesvig var udviklingen den stik modsatte. Mindretallets opbakning nærmest eksploderede. Ved det første frie kommunalvalg i 1946 fik det danske parti 8,3 procent af samtlige stemmer i Slesvig-Holsten. Lokalt i Sydslesvig betød det, at omkring halvdelen af den oprindelige befolkning stemte dansk.

Disse stemmetal var naturligvis ikke udtryk for mindretallets faktiske størrelse. Mange lod sig besnære af udsigten til at få del i fødevarehjælpen fra Danmark og blev til gengæld hånet som »Speckdänen« – flæskedanskere. Andre så en mulig indlemmelse af Sydslesvig i Danmark som en kærkommen mulighed for at komme bort fra det smadrede og moralsk ruinerede Tyskland.

Efterhånden som situationen langsomt blev normal i Tyskland, faldt en stor del af disse nytilkomne fra. Men mange holdt fast, og krigsafslutningen blev en helt ny begyndelse for det mindretal, der på grund af denne udvikling den dag i dag kan mønstre omkring 50.000 mennesker – et omfang der paradoksalt nok ikke havde været muligt uden nazismen og det tyske nederlag.

Mindretal skrumpede

Før og under krigen havde det tyske mindretal med 25.000 til 30.000 mennesker været langt større end det danske modstykke mod syd. Nu vendte en del tyskheden ryggen af både bekvemmelighed og i lede over de rædsler, den tyske nation havde påført verden. I dag skønnes mindretallet at kunne mønstre cirka 15.000 personer.

I mindretallets rester trivedes bitterheden. Man følte sig uretfærdigt behandlet af den danske stat, fordi de hjemmetyske mænd »blot havde gjort deres pligt« som tyske soldater. Det udløste den såkaldte Fårhusmentalitet, hvor man i fællesskab dyrkede oplevelsen af at være ofre.

Grænsen lå fast

Imens fortsatte det politiske spil på nationalt plan. Danmark blev trods den noget spegede adfærd under besættelsen anerkendt som en af de allierede nationer. Mange af de gamle politikere genindtog atter magtfulde poster.

Spørgsmålet om Sydslesvigs fremtid udløste dog voldsomme konflikter i dansk indenrigspolitik. Statsminister Knud Kristensen, Venstre, afsluttede således i 1946 en grundlovstale med ordene: – Sydslesvig genvundet, det er kampens mål.

Dette kombineret med folkestemningen for en forening med Sydslesvig fik briterne til at sende en officiel note. Her blev den danske regering spurgt, om man ønskede en grænseflytning. Svaret blev nej. Allerede i 1945 havde Vilhelm Buhl som leder af befrielsesregeringen da også erklæret, at den danske grænse lå fast.

For Knud Kristensen betød striden om Sydslesvig afslutningen på den politiske karriere. Folketingets flertal bakkede op om den eksisterende grænse og væltede i 1947 statsministeren med et mistillidsvotum. I 1949 forlod han Folketinget og kom efterfølgende aldrig for alvor til at spille en politisk rolle.

Tyskland

I Tyskland bestemte besættelsesmagterne alt efter krigens afslutning. Men lidt efter lidt opstod der atter politiske strukturer. De var imidlertid vidt forskellige i den sovjetisk besatte østzone og det, der senere skulle blive Vesttyskland – eller Bundesrepublik Deutschland.

I 1949 opstod således to tyske stater. Mod øst det kommunistiske DDR og i vest Forbundsrepublikken. I Vesttysklands nye hovedstad, Bonn, indtog den aldrende kristendemokrat Konrad Adenauer posten som forbundskansler og dermed et overordentligt vanskeligt job.

Adenauers hovedopgave var at genskabe omgivelsernes tillid til Tyskland. I lyset af de ekstreme tyske forbrydelser var det en svær opgave. Nemmere blev den ikke af, at Adenauer i vidt omfang måtte betjene sig af de gamle eliter inden for forvaltningen og efter oprettelsen af Forbundsværnet i 1955 også på de højere poster i forsvaret.

For tyskerne vest for zonegrænsen betød den kolde krig imidlertid bedre tider. De vestlige magter havde brug for Tyskland som allieret. Samtidig blev Vesttyskland med imponerende hast en enorm industrimagt, man ikke kunne ignorere.

I 1955 blev Vesttyskland og dermed også det nyoprettede Forbundsværn en del af Nato. Dette fik også betydning i grænselandet.

1955-erklæringerne

Den danske regering skulle nemlig også godkende Tyskland som ny allieret i Nato. Her kom Sydslesvig til at spille en rolle i forhandlingerne. Den danske regering krævede blandt andet, at det danske mindretal skulle fritages for spærregrænsen på fem procent, så SSW kunne blive repræsenteret i landdagen i Kiel.

Dette spørgsmål var af absolut underordnet betydning for Konrad Adenauer, der gik ind på den danske betingelse for et Nato-medlemskab.

Ud af dette voksede i 1955 Bonn-København Erklæringerne om rettighederne for henholdsvis det danske og det tyske mindretal.

Alle aftaler til trods var det dansk-tyske forhold i begyndelsen ganske køligt. Danskerne huskede kun alt for godt besættelsen og havde bestemt ikke følelsen af, at landet mellem 1940 og 1945 havde været »Hitlers kanariefugl«, som omgivelserne spottende sagde om Danmark på grund af den danske eftergivenhed og tyskernes trods alt lempelige fremfærd.

Syd for grænsen var der specielt i Slesvig-Holsten betydelig modvilje mod et stort, dansk mindretal, der efterhånden også med betydelig støtte fra Danmark blev en etableret samfundsgruppe med masser af egne institutioner samt politisk og kulturel indflydelse – også langt uden for mindretallets egne rækker.

Dødstrusler

I 1987 modtog det danske landdagsmedlem Karl Otto Meyer (SSW) dødstrusler, da han blev tungen på vægtskålen og kunne afgøre, hvem der skulle regere Slesvig-Holsten.

Den belastede stemning syd for grænsen fortsatte reelt til efter årtusindeskiftet. Den slesvig-holstenske regering under Peter Harry Carstensen fra CDU satte således delstatens tilskud til de danske skoler ned fra 100 til 85 procent. I den forbindelse blev der fra borgerlig side også fremført lidet flatterende bemærkninger om mindretallet.

Beslutningen eksploderede dog mere eller mindre mellem ministerpræsidentens hænder. Der blev gennemført omfattende demonstrationer, og i Sydslesvig havde også mange medlemmer af flertalsbefolkningen overordentligt svært ved at acceptere, at der skulle gennemføres besparelser på de skoler, der blev frekventeret af deres naboers og venners børn. Til sidst måtte forbundsregeringen træde til og supplere tilskuddet.

 

Karl Otto Meyer måtte stå model til dødstrusler, da han blev tungen på vægtskålen og kunne bestemme, hvem der skulle regere delstaten. Den danske politikers standhaftighed vakte dog også beundring i det tyske samfund. Foto: Lars Salomonsen.

Fryd og gammen

Siden har ganske meget været fryd og gammen. Et konservativt forslag om atter at indføre spærregrænsen for SSW blev lynhurtigt skudt ned af CDU. Situationen er dog ikke bedre, end at der fortsat finder forskelsbehandling sted. Slesvig-Flensborg Amt afviser således at betale transporten for eleverne på de danske skoler, selv om de tyske skolers elever kan køre gratis.

Nord for grænsen er den store stridsøkse også begravet – men dog ikke dybere, end at forslag om tysksprogede byskilte og lempeligere flagregler udløser rasende danske protester.

Så vi er i fællesskab nået meget langt. Men i mål er vi fortsat ikke.

 

Endnu en knast i et ellers velfungerende dansk-tysk forhold: Der rejser sig et dansk ramaskrig, da det tyske mindretal vil have danske byskilte forsynet med de tyske navne også. Arkivfoto

kommentar
deling del

Skriv et svar