Single Daily
af

Jens Nygaard

En kold og trøstesløs dag bragte varme og glæde i mange hjem

I dag er det 100 år siden, at sønderjyderne besluttede, at de ville være en del af Danmark. Det var en bevæget dag i hele landsdelen.
I dag er det 100 år siden, at sønderjyderne besluttede, at de ville være en del af Danmark. Det var en bevæget dag i hele landsdelen.

Aabenraa. Juledag 1919 viste der sig pludselig en komet på himlen, og den var synlig i en hel time.

I gamle dage blev sådan noget ofte udlagt som et tegn på voldsomme omskiftelser, og for mange af menneskene i Sønderjylland blev det set som et fingerpeg om, at den længe ventede forening med Danmark var lige om hjørnet. Der var på det tidspunkt gået lidt over et år, siden våbenstilstanden efter Første Verdenskrig blev underskrevet, og hele det gamle hertugdømme Slesvig havde i 53 år været en del af først Preussen og siden af Tyskland.

Det var ikke lette tider. Efter krigen havde Den spanske Syge draget hærgende gennem hele verden og havde også i Sønderjylland kostet mange mennesker livet.

Mad var der heller ikke ret meget af. Området helt op til Kongeåen var en del af det nødlidende Tyskland, hvor der blandt andet ikke kunne opdrættes grise, fordi foderet til dem blev brugt til mennesker.

»Nøden øgedes fra uge til uge«, skrev en samtidig iagttager, journalisten Nicolai Svendsen.

Han samlede senere sine indtryk fra denne periode i bogen »Tiende Februar«.

Det var endnu livsfarligt uden rejsehjemmel at overskride grænsen og tage til Kolding eller Ribe for at købe mad for de tyske mark, som blev mindre og mindre værd. Hvis man havde denne hjemmel, tog befolkningen omkring Haderslev også båden fra Årøsund til Assens for at forsøge at få fat på noget mad.

I slutningen af året kunne alle de cirka 20 møller i Tønder Amt ikke længere male korn til brød, fordi de simpelthen ikke havde noget korn mere. Og i Aabenraa var der mangel på kartofler af den simple grund, at bønderne nægtede at levere til de meget lave, statsligt fastsatte priser.

Oven i det kom, at der i lang tid ikke havde været råd til belysning, så alt henlå i mørke fra hen sidst på eftermiddagen. Der forværrede den i forvejen dystre stemning.

Hjælp fra Danmark lindrede ofte den værste nød, og mange så med længsel frem til afstemningen den 10. februar. For endelig at komme fri fra det tyske åg. Og for endelig igen at kunne få det daglige brød.

Dagen efter afstemningen bevægede et stort dansk optog sig gennem Haderslev. Foto: Arkivfoto

Dårligt vejr

Der var ikke den store tvivl om, at den såkaldte Zone 1, der omfattede det nuværende Sønderjylland, nok skulle stemme sig hjem til Danmark. Der var godt nok en del tysksindede i byerne, men de blev mere end opvejet af, at langt de fleste ude på landet følte sig som danskere. Der var lagt op til en festdag den 10. februar for 100 år siden. Så der blev håbet på godt vejr.

Men da dagen så endelig oprandt, viste det sig, at den var kold, regnfuld og med kraftig blæst. For første gang var det nu tilladt at flage med Dannebrog, og blæsten hev og sled i snore og stænger, mens folk begav sig til afstemningslokalerne.

– Man kunne ikke undgå at lægge mærke til, at mange var stærkt grebne af situationens alvor, af denne lille handling, som to slægtled havde drømt om, skrev Nicolai Svendsen, der selv afgav sin stemme i Haderslev.

Her som i hele afstemningsområdet havde Den internationale Kommission forbudt udskænkning af alkohol på dagen for afstemningen – for ikke at få iltre gemytter til at blive endnu mere iltre.

»Skønt denne dags begivenhed har været den største historiske tildragelse i vor landsdel efter 1864, forløb den forholdsvis jævnt og stilfærdigt«, skrev Nicolai Svendsen.

Han havde noteret sig, at danskere og tyskere de fleste steder stort set havde opgivet at få modparten over på deres egen side. I stedet blev der satset på at få alle af huse og stemme og sørge for, at de tilrejsende også afgav deres stemme.

Redaktør Nicolai Svendsen samlede efter afstemningstiden mange forskellige beretninger om de bevægede dage. Foto: Arkivfoto

Den gamle mand

I et sogn lige syd for Haderslev sad en mand »nær støvets år« ved et afstemningssted og fortalte jævnt sin historie, så tilhørerne ifølge Nicolai Svendsen blev »underligt betagne deraf«.

Han stammede fra den lille landsby og havde for præcis 56 år siden set de første prøjsiske soldater komme. Da grænsen blev lagt ved Kongeåen, rykkede han fra den fædrene gård til Danmark og »fraskrev sig dermed sin førstefødselsret til stavn og sted hernede«.

Han troede, at han hurtigt kunne komme tilbage – men det skete ikke. Det blev ham forbudt at »gense sit hjem og alt det, han havde fattet kærlighed til i sin barndom«.

Kun to gange i de 56 år vendte han tilbage til sin fædrene gård, med tilladelse til at blive »fra sol gik op til sol gik ned«. Det var første gang for at bære sin far og anden gang sin mor til graven.

Og så var der en enkelt gang mere, da han drevet af hjemlængsel sneg sig over grænsen for at stå ved forældrenes grave og kaste et blik på gården med de mange minder.

»Ved fortællingen gik der gennem salen og forsamlingen som et pust af folkesjælen i det omstridte land. Da gamlingen sluttede, rejste hans bysbørn sig dybt bevægede til tak for denne oplevelse«, skrev Nicolai Svendsen.

Rømø og Haderslev

Til Rømø var der ved en fejl blevet sendt over 1000 tyske og næsten ingen danske stemmesedler, så der blev en hektisk aktivitet for at få fat i flere danske stemmesedler. De blev fremskaffet med en lille båd, der sejlede til Ballum. Det viste sig, at 514 stemte dansk og 92 tysk på øen.

I Haderslev var der, som den eneste af de større byer i Zone 1, dansk flertal. Og det blev flere steder fejret både ved, at beværtningerne ikke lukkede til tiden, og dels blev der nydt en øl eller en dram. Det var noget, som de franske alpejægere i byen ikke skred ind over for.

Da redaktør Svendsen sent hen på aftenen vendte hjem og fik samlet dagens mange indtryk, fik han en pludselig tanke:

– Nu er her Danmark, tænkte han, mens han drejede nøglen om til hjemmet.

I Haderslev var statuen med Bismarck blevet dækket til forud for afstemningen – angiveligt for at de franske alpejægere ikke skulle blive sure over at se deres betvinger fra 1870. Foto: Arkivfoto

I Rens

Længere sydpå var der flere tyske stemmer. I Rens var der i hele sognet kun ti danske flag, men en god dansk mand blev sendt afsted og vendte tilbage med 13 mere. Og så blev der ellers lavet flagstænger.

Her var der tvivl, om det ville lykkes at skaffe et dansk flertal, og det var blevet bestemt, at alle skulle mødes på kroen efter afstemningen for at høre resultatet.

»Al samtale førtes hviskende«, skrev en iagttager, Andreas Bach, senere. Selv nogle unge gutter, som havde sikret sig et bord at spille kort ved, lagde til sidst med spænding kortene.

Det viste sig, at 114 havde stemt dansk og 99 tysk, men da man bagefter gerne ville høre resultater fra andre steder, stødte man på et problem: Der var kun en enkelt telefonlinje til Rens, og betjeningen på centralen var tysk og ret modvillig til at give oplysninger.

»Så vi fik kun resultaterne fra de enkelte kommuner i Burkal Sogn, fra Højer og fra købstæderne, og disse resultater var jo ikke alle opmuntrende«, skrev Andreas Bach senere.

Det var først næste dag, at han og de andre i Rens fandt ud af, at Zone 1 havde haft et meget stort flertal for Danmark.

I Løgumkloster gav den danske malermester Jeppesen tydeligt udtryk for sin holdning. Foto: Arkivfoto

Gøtterup

I Gøtterup i nærheden af Toftlund var stort set alle danskere. Nogle dage før tidsfristens udløb lykkedes det tyskerne at få en enkelt person optaget på valglisten.

»Vi var klar over, at det ville blive den eneste tyske stemme«, skrev en iagttager, Mathias Damm, senere.

Det viste sig også at holde stik. Tyskeren kom tilrejsende helt fra Frankfurt an der Oder og var »vistnok en tidligere embedsmand«.

Uge

Helt anderledes stor spænding var der i Uge ved Kliplev – der tidligere havde været kendt som en tysk højborg.

»Til en begyndelse voksede de to bunker omtrent jævnsides«, skrev gårdejer H.P. Jørgensen, der var afstemningsleder, senere om forløbet.

Men så kom der mange tyske stemmer, noterede Jørgensen sig og fulgte samtidig med i minerne hos de to, som læste stemmerne op, en dansker og en tysker.

»Da den tyske bunke voksede, lå der et lunt smil over tyskerens ansigt, mens det danske kommissionsmedlem var blevet højrød«, bemærkede Jørgensen.

Men så kom der flere danske stemmer:

»Den tyske stemmetællers hænder rystede over listen, og en dyb rødme bredte sig over hans kinder. Danskeren var bedre tilpas«, noterede Jørgensen sig.

Der endte med at blive 127 danske stemmer og 109 tyske. Den tyske side havde på grund af den forventede sejr lejet krolokalet, men sejrsfesten blev opgivet, og danskerne holdt i stedet hof. Ved den ene endevæg hang et stort Dannebrog, og det havde den meget tyske krokone protesteret heftigt over.

»Nu råder vi her, sagde en af danskerne – og så gav krokonen fortabt«.

Føler os hjemme

Reglerne siger ellers, at flagene skal tages ned ved mørkets frembrud, men den 10. februar 1920 var der i Sønderjylland mange steder, hvor Dannebrog blev hængende indtil langt hen på aftenen.

– Lad dem kun slides op i dag. Vi har sparet dem i mange år, sagde en gårdmand i nærheden af Toftlund.

Og mange var sikkert enige med dagbladet Dannevirke, der dagen efter afstemningen, den 11. februar, skrev:

– Da vi i morges vågnede, var det med den mærkelige følelse, at nu er vi nord for grænsen. Vi føler os hjemme.

kommentar
deling del

Skriv et svar