Single Daily
af

Jens Nygaard

De var ikke glade i 1920

En del steder i Sydslesvig var der stor skuffelse efter afstemningen den 14. marts 1920 - for 100 år siden. Det var blandt andet tilfældet hos familien Andresen i Agtrup, som havde levet i hundreder af år i området - men var forblevet danske. Og nu ikke kom med hjem til Danmark.
En del steder i Sydslesvig var der stor skuffelse efter afstemningen den 14. marts 1920 - for 100 år siden. Det var blandt andet tilfældet hos familien Andresen i Agtrup, som havde levet i hundreder af år i området - men var forblevet danske. Og nu ikke kom med hjem til Danmark.

Agtrup. I de første måneder af 1920 var der stor glæde mange steder i Sønderjylland, der i februar med stort flertal stemte sig hjem til Danmark.

Og efter afstemningen i den såkaldte zone 2 i Sydslesvig den 14. marts 1920 var der tilsvarende glæde i mange tyske hjem, fordi man kunne forblive en del af Tyskland.

Men der var mange hjem – både nord for og syd for grænsen – hvor der ikke var glæde over resultatet. Et af disse hjem tilhørte familien Andresen i Agtrup, en lille landsby et godt stykke ude vestpå i Sydslesvig.

– Det var meget skuffende for min farfar og min farmor. Men de har sikkert haft en klar fornemmelse allerede tidligere af, hvor det bar hen, fortæller Jens Andresen, hvis verden går fra den lille by.

Han bor nu i Løgumkloster og er pensionist efter et aktivt liv inden for landbruget. Og desuden er han formand for Grænseforeningen. For nylig blev han og familien portrætteret i udsendelsesrækken »Skæbner langs grænsen«, der løbende i hele 2020 vil blive vist i den danske kanal DK4. I programmet medvirker foruden Jens Andresen også hans fætter, Jørn Andresen.

– Familien kom oprindeligt fra Himmerland, men flyttede sydpå helt tilbage i 1700-tallet, fortæller de to fætre.

Flytningen skete dengang fra kongeriget Danmark til et af hertugdømmerne, der hørte med til det, som man kaldte den danske helstat. Dengang spekulerede indbyggerne i Agtrup ikke så meget over, om de var danskere eller tyskere. De kom simpelthen fra Agtrup, og en eller anden konge var uendeligt langt væk.

Det var først senere, i midten af 1800-tallet, at man begyndte at tænke nærmere over, om man var dansk eller tysk. Og uanfægtet af dette fortsatte det fremherskende sprog i landsbyen med at være sønderjysk. Man giftede sig også med hinanden. Farfar Jens Andresen så sig selv som dansk, men farmor Frida kom fra en tysk familie.

Den første krig

Den tabte krig i 1864 fik som konsekvens for Jens Andresen, at han måtte ind som tysk soldat. Han kom til marinen i 1912, men blev på grund af en lungelidelse hjemsendt i 1914.

– Men der var en ældre bror, der blev dræbt ved Verdun. Han lå på et feltlazaret, der blev ramt af en granat. Resterne af ham blev aldrig fundet, fortæller Jens Andresen i tv-udsendelsen og tilføjer, at en yngre bror kom i engelsk krigsfangenskab efter krigen.

Ligesom mange i Sønderjylland havde brødrene Andresen ikke nogen lyst til at udkæmpe tyskernes krig.

– Men de gjorde det blandt andet for at bevare tilknytningen til egnen. Alternativt var de måske blevet udvist, fortæller Jens Andresen.

For ikke at provokere naboerne blev de rød-hvide farver på slægtsgården i Agtrup ændret efter 1920, fortæller Jens Andresen om farfar og farmor i Agtrup.

Ny maling

Efter afstemningerne i 1920 blev familien Andresen boende i Agtrup, hvor man – blandt andet takket være oldefars succes som kreaturhandler – havde en god eksistens. Men langt den overvejende del af landsbyens beboere havde stemt tysk, og afstemningen fik en umiddelbar konsekvens:

– Familiegården havde tidligere været hvidkalket med røde vinduesrammer og hængsler. Nu blev vinduerne malet gule – den slesvig-holstenske farve – og rammerne sorte, fortæller Jens Andresen.

Hans farfar med det samme navn havde en meget simpel forklaring på ændringen:

– Vi skulle jo være der, sagde han og tilføjede, at »der kommer ikke noget godt ud af at blive ved med at provokere«.

I det hele taget forsøgte familien Andresen at have et godt forhold til naboerne, selv om bedstefar Jens var en stålsat dansker.

Sagde goddaw

Det blev i endnu højere grad et problem, efter at nazisterne var kommet til magten i Tyskland i 1933. Familien måtte igennem et slagsmål for at beholde den fædrene gård, efter at arvelovgivningen i Tyskland var blevet ændret for at hjælpe med til, at tysk jord skulle tilhøre tyskere. Men gården forblev på familiens hænder.

I Agtrup havde 87 procent stemt på nationalsocialisterne – selv om 25 procent gik for at være dansk indstillet. Det var et af de steder i Tyskland, hvor Hitler og hans tilhængere stod stærkest. Blandt andet på baggrund af, at mange bønder var blevet forarmede af krisen i 30erne.

– Men min farfar nægtede at bruge nazi-hilsenen, når han mødte andre i landsbyen. Han blev ved med at sige goddaw på sønderjysk, for han var inderligt imod nazisterne, fortæller Jens Andresen.

Det førte til, at man efterhånden ikke hilste på hinanden – og det gik jo ikke, tænkte bedstefaderen. Han fik udvirket et møde med nogle af naboerne, og her nåede man frem til et kompromis: Fremover skulle man blot hilse ved at konstatere, om det var godt eller dårligt vejr i dag.

Anden skole

Også på et andet område var der problemer. Der var ikke nogen dansk skole i Agtrup eller i nærheden dengang, og de fire sønner måtte alle gå i den tyske skole. Her fik de engang nogle tyske, det vil sige nazistiske, mærker med hjem, som de skulle sælge ligesom deres klassekammerater. Det nedlagde deres far et bestemt veto imod, og de måtte møde op i skolen og fortælle, hvorfor de ikke havde solgt noget.

Det fik læreren til at komme med en bemærkning om, at de fire drenge da vist ikke rigtig passede til skolen. Det var far Jens Andresen enig i, så derefter blev børnene ommeldt til en dansk skole i Flensborg – hvilket betød en lang skolevej.

Familiens afsky over for nazismen fik også en anden konsekvens. Der var hidtil blevet talt en blanding af tysk og dansk i hjemmet – det sidste med den lokale dialekt sønderjysk. Men fra midten af 1930erne definerede familien sig som udelukkende dansk. Og så blev der kun talt sønderjysk derhjemme.

Anden krig

Frida og Jens Andresens fire sønner blev alle indkaldt som tyske soldater. Og mirakuløst nok overlevede de alle – selv om den ene mistede både en arm og et ben og en anden efter begivenhederne blev ramt af en krigspsykose.

– Farfar fulgte dem alle til jernbanestationen, efterhånden som de blev indkaldt, fortæller Jørn Andresen.

Han har selv i bogform beskrevet blandt andet sin onkel, Hans Detlef Andresens oplevelser under krigen. Og han mener, at der var tale om tre pejlemærker:

– De håbede på, at tyskerne tabte, de brugte deres fornuft og gjorde deres pligt, og så havde bedstefar forsøgt at hærde dem allerede i barndommen, så de kunne klare strabadserne, fortæller Jørn Andresen.

Jørn Andresen har skrevet en bog om blandt andet onkel Hans Detlef Andresens oplevelser som tysk soldat under Anden Verdenskrig.

Hjemkomst

Da en af brødrene, Karl, vendte hjem fra krigen, tegnede han et smukt billede af faderen, her gengivet af tv-journalisten Søren Ryge Petersen, der selv voksede op i Agtrup efter krigen.

– Det var den 24. juli, at jeg kom hjem, fortalte Karl Andresen.

– Da jeg skulle gå det sidste stykke fra banegården og hjem til Kalleshave, kom der en mand kørende på sin cykel, og det var min far. Der var gået halvandet år, hvor vi ikke havde set hinanden, og så sagde han: »Dav, min dreng. Nå, så kunne du være her. Sæt dig op på stangen«.

– Og så satte jeg mig op på stangen og dinglede med benene som en lille dreng, og det er den bedste samtale, jeg har haft med min far nogensinde, hvor vi ingenting sagde.

– En gang imellem lagde han sit hoved ned mod min nakke, og jeg måtte have mit hoved op mod hans skulder, men vi sagde ikke noget. Det var så fint, skrev Karl Andresen.

kommentar
deling del

Skriv et svar