Single Daily
af

redaktionen

Hjemmetyskerne ville have en anden grænse

Det nye tyske mindretal i Danmark ville ikke stiltiende finde sig i, at deres hjemstavn blev dansk for 100 år siden
Det nye tyske mindretal i Danmark ville ikke stiltiende finde sig i, at deres hjemstavn blev dansk for 100 år siden

Volker Heesch

Aabenraa. »Nu har afstemningen fundet sted, og det nationale sindelag i Nordslesvig kan klart aflæses – såvidt det er muligt i forhold til bestemmelserne i fredsaftalen. Det er dette, som nu med hensyn til almindelig ret og fornuft skal danne grundlaget for, hvad der skal ske.«

Sådan lød det kort efter afstemningen i Zone 1 den 10. februar 1920 fra den ledende person i den protyske lejr, Johannes Schmidt-Wodder, i en første kommentar til valgresultatet.

Det viste sig, at 74,9 procent i Zone 1 havde stemt for, at området skulle genforenes med Danmark, mens 25,1 procent havde stemt for, at Nordslesvig skulle forblive tysk.

Det var ikke noget, som de tysksindede i Nordslesvig bare ville sige ja til.

Allerede den 10. februar om aftenen forelagde en hjemmehørende ekspert fra det tyske udenrigsministerium, Johannes Tiedje, et forslag til en grænsedragning, der blandt andet ville give Tyskland byerne Tønder og Højer. Begge steder havde omkring 75 procent stemt tysk

Det var også et fremstød, som man brugte i den tyske agitation forud for afstemningen i Zone 2. Men hverken hos sejrsmagterne eller på den danske side var der lydhørhed over for forslaget.

Tiedje havde før Første Verdenskrig været talsmand for en mere liberal tysk holdning over for danskerne i det gamle hertugdømme Slesvig. Han fremhævede også som en anden konsekvens af sit forslag, at der på den måde ville opstå lige store mindretal på begge sider.

Det sidste tyske lokomotiv forlader Tønder. Arkivfoto.

Retmæssigheden

Efter afstemningerne blev der fra tysk side sået tvivl om retmæssigheden ved den måde, som afstemningerne var blevet arrangeret på – selv om man under afstemningen i Zone 2 blandt andet kunne fejre, at 51.724 havde stemt tysk og 12.800 dansk i Flensborg. Dermed forblev byen i Tyskland

Mens der nemlig i den nordlige zone var blevet stemt en bloc, var det sådan i Zone 2, at hver enkelt by eller kommune med dansk flertal kunne være gået til Danmark. Men danske flertal var der slet ikke nogen af under afstemningen i marts 1920

I flere årtier efter afstemningerne var der en fast agitation fra især højreorienterede partier syd for den nye grænse – blandt andet det meget tidligt stærke NSDAP – om, at det dansk-tyske spørgsmål slet ikke burde have været på dagsordenen under fredskonferencen i Versailles.

Det slesvigske spørgsmål berørte nemlig Danmark, der fra 1914-18 ikke havde været en af de krigsførende stater. Derfor burde dette spørgsmål slet ikke have været et tema i Versailles. Det var også noget, som der havde været enighed om i en forløber for fredsaftalen fra den 5. november 1918.

Aabenraa var en af de byer, der havde tysk flertal. Bemærk, at det er slesvig-holstenske faner, der bruges. Arkivfoto.

Ville være selvstændig

Kort tid før afstemningen i 2. Zone var der en ny politisk udvikling – nemlig en bevægelse, der gik ind for et selvstændigt Slesvig-Holsten. Den 1. marts 1920 mødtes 200 repræsentanter fra landdagen, parlamentet og fra det kommunalpolitiske område i Rendsborg. De var alle enige om, at de gerne ville have en »så vidtgående som mulig selvforvaltning med tilslutning fra delstaten og forankret i demokratiske love«.

Det kom der ikke noget ud af. Selv om man gjorde opmærksom på, at det skete under protest, så underskrev den tyske regering den 15. juni fredsaftalen fra Versailles.

Den 16. juni vendte de tyske forvaltninger og det tyske militær tilbage til Zone 2, og allerede inden Sønderjylland officielt blev dansk, rykkede dansk militær ind i området den 15. juni, og den danske krone blev indført som officiel valuta.

I Nordslesvig var der mange tyskere inden for eksempelvis det offentlige, der enten ikke blev overtaget af de indrykkende danskere eller ikke ønskede at blive og derfor forlod området

Fra Tønder blev tyske damplokomotiver slæbt sydpå over grænsen – ledsaget af en pibekoncert fra andre lokomotiver.

Det tyske mindretal i Sønderjylland anerkendte først i 1945, efter afslutningen på den tyske besættelse af Danmark, grænsen fra 1920.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar