Single Daily
af

Peter Gram

Af og til går der skår i grænselandets idyl

Tyske byskilte og tyske flag i Sønderjylland kan få bølgerne til at gå højt i den danske debat. Syd for grænsen er forholdene noget mere afslappede.
Tyske byskilte og tyske flag i Sønderjylland kan få bølgerne til at gå højt i den danske debat. Syd for grænsen er forholdene noget mere afslappede.

Flensborg. Ved skåltalerne bliver forholdene i det dansk-tyske grænseland altid prist som en model for hele Europa. Og sandt er det, at man i det dansk-tyske naboskab ikke kender til fjendtligheder endsige vold, som det desværre historisk ofte er set i andre egne med en blandet befolkning, hvor det tidligere Jugoslavien blot er et enkelt eksempel på, hvor galt det kan gå.

Men kradser man lidt i overfladen, er alt ikke lige harmonisk. Det mærker ikke mindst det tyske mindretal i Sønderjylland. Her kan forslag om lempeligere flagregler eller tyske byskilte sætte sindet i kog hos mange i flertalsbefolkningen. Ja, endog sprogbruget kan vække ophidselse, når de tysksindede taler om grænsedragningen i stedet for Genforeningen.

Mange misforståelser kan også bunde i manglende historisk viden. Det tror Hinrich Jürgensen, der er formand for det tyske mindretals hovedorganisation, Bund Deutscher Nordschleswiger, BDN.

– For os giver det jo ingen mening at tale om en Genforening. Vi anerkender, at der i 1920 fandt en folkelig genforening sted af dansksindede på begge sider af den tidligere grænse. Som tysk mindretal stod vi bare i en anden situation. Det samme gør sig jo gældende for det danske mindretal på den anden side af grænsen, forklarer han.

Forholdet mellem flertal og mindretal i Sønderjylland er naturligvis langt fra så anspændt som efter besættelsen, hvor det nationale opgør var præget af voldsom vrede. Danskerne kunne bestemt ikke tilgive de mange medlemmer af mindretallet, der havde gået besættelsesmagtens ærinde. Disse minder er fortsat levende, når der for eksempel skal argumenteres mod tyske skilte, ligesom også de danske sønderjyders forhold som undertrykte tyske borgere inden 1920 bliver bragt i spil.

To kulturer

Paradoksalt nok er hverken debatten om byskilte eller flag groet i mindretallets have. Flagreglerne kom i spil efter en debat, hvor blandt andre danske politikere og Grænseforeningen deltog, mens tosprogede skilte i regioner med to befolkningsgrupper er en del af EUs rammekonvention, som Danmark altså ikke overholder.

Naturligt nok har mindretallet intet imod for eksempel tysksprogede byskilte. Men opbakningen skyldes snarere symbolske end nationale forhold.

– Sønderjylland er noget helt enestående. Det vil vi gerne være med til at markedsføre og synliggøre. Her kunne byskilte med de tyske navne vise, at vi er en egn med to kulturer, understreger, Hinrich Jürgensen.

For ham handler det også om synlighed.

Det tyske mindretal i Sønderjylland omfatter omkring 15.000 medlemmer, mens der er cirka 50.000 dansksindede syd for grænsen.

– Og det er da en fantastik ting, at vi har to kulturer, der i århundrede har levet side om side i samme område. Det må man da også gerne kunne se, mener Hinrich Jürgensen.

I Sydslesvig

Syd for grænsen er situationen markant anderledes. Her er der byskilte med danske navne i for eksempel Flensborg og Glücksburg (Lyksborg). Disse skilte tager ingen tilsyneladende anstød af.

 

I Flensborg er byskiltene allerede tosprogede, uden nogen tager anstød af det. Foto: SchuelerDE/Wikimedia Commons

 

Af historiske grunde er det naturligvis bare nemmere at være dansk mindretal i Tyskland end tysk mindretal i Danmark. Ser man bort fra vildsvinehegn og grænsekontrol, har Danmark et ekstremt godt omdømme hos de sydlige naboer.

Tingene er dog også lettere på grund af helt banale omstændigheder.

– Mange stednavne i Sydslesvig er jo af dansk oprindelse. Husum hedder Husum på begge sprog. Det samme gælder for eksempel for Tönning/Tønning, siger Jens A. Christiansen, der er generalsekretær for det danske mindretals kulturelle hovedorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF).

Heller ikke hos det danske mindretal står tosprogede byskilte øverst på den politiske agenda. Kan det lade sig gøre, glæder man sig. Men presse på gør mindretallet ikke.

– Det er noget, der skal afgøres i enighed med vores tyske partnere, forklarer Jens A. Christiansen.

Frihedsgraderne syd for grænsen er særdeles synlige ved festlige lejligheder. Her bliver det danske flag dominerende i gadebilledet, når deltagerne i de danske årsmøder marcherer gennem byerne med masser af Dannebrog. Men der bliver også privat flaget med de danske farver hos mange af de mennesker, der bekender sig til mindretallet. Den tyske stat blander sig nemlig ikke i, hvordan borgerne flager.

– Danmark er en homogen nationalstat, mens Tyskland ikke er det. Derfor er følelserne vidt forskellige i de to lande, mener Jens A. Christiansen.

 

Jens A. Christiansen: Følelserne omkring det nationale er vidt forskellige. Danmark er en homogen nationalstat i modsætning til Tyskland. Arkivfoto

Økonomi

Naturligvis er ikke alt den rene harmoni mellem mindretal og flertal syd for grænsen. Blandt de dansksindede opstår der harme, når de offentlige myndigheder gør forskel på indbyggerne. Det sker blandt andet, når Slesvig-Flensborg Amt afviser at yde samme kørselstilskud til eleverne i de danske skoler som til deres jævnaldrende i det tyske skolesystem. Her er forklaringen dog snarere økonomi end nationale bevægegrunde.

Man skal nemlig årtier tilbage for at finde beslutninger, der bunder i tysk modvilje mod de dansksindede naboer.

Ja, faktisk kan man opleve bemærkelsesværdige eksempler på det stik modsatte, som når for eksempel en tysk borgmester sender vrede protester rettet mod Dansk Skoleforeningr i forbindelse med planer om nedlæggelsen af en lokal danske skole.

Flagregler

Mens Sydslesvig jævnligt er badet i rødt og hvidt, er en lignende synlighed umulig at forestille sig nord for grænsen. Her regulerer flagreglerne dog også meget klart, at det generelt ikke er tilladt at anvende »fremmede« flag uden særlig tilladelse. Dog må der også flages med fanerne fra Grønland, Færøerne, Sverige, Norge, Island og Finland, ligesom EU-flaget er tilladt. Det tyske nationalflag er derimod ikke omfattet af disse regler. Det samme gælder for den slesvig-holstenske fane.

Det tyske mindretal nærer ikke noget ønske om at ændre den tilstand. Når mindretallet godt kunne forestille sig mere lempelige regler, handler det udelukkende om at undgå unødigt bureaukrati. For øjeblikket skal der nemlig søges en skriftlig tilladelse hos politiet, hvis mindretallet ved særlige lejligheder – for eksempel i forbindelse med officielle besøg – vil hejse et tysk flag ved folkegruppens officielle bygninger. I praksis gives tilladelsen altid, og proceduren kan dermed forekomme overflødig. Samtidig tager sagsbehandlingen 20 dage.

– Tidligere kunne vi blot ringe til politiet, hvor vi så fik tilladelsen mundtligt. Her kunne vi af rent praktiske grunde godt forestille os en regel på linje med forholdene på hoteller, der må hejse gæsternes flag. Men det skal naturligvis ske under hensyn til de danske flagregler, hvor Dannebrog også altid skal hejses og hænge øverst, forklarer Hinrich Jürgensen.

 

 

Hinrich Jürgensen fra Bund Deutscher Nordschleswiger understreger, at hverken forslaget om tysksprogede byskilte eller lempede flagregler er udgået fra det tyske mindretal. Arkivfoto: Martin Ziemer

Istedløven

Et bogstavelig talt tungtvejende eksempel på dansk synlighed finder man på den gamle kirkegård i Flensborg. Her troner nemlig stolt Istedløven, der blev rejst af de sejrende danskere i 1862 til minde om slaget på Isted Hede i 1850.

Løvens egen historie er imidlertid i sig selv et eksempel på, hvor konfliktfyldt nationaliteternes forhold gennem tiderne har været i grænselandet. De tysksindedes vrede over monumentet kom tydeligt til udtryk i samtiden. Og knap havde de danske tropper måttet trække sig tilbage fra Flensborg i 1864, før lokale borgere tog fat på at pille løven ned.

Det mægtige dyr blev efterfølgende transporteret til Berlin og genopstillet som et symbol på det danske nederlag sammen med blandt andet nogle erobrede kanoner.

I Berlin stod løven så helt frem til den tyske kapitulation i 1945. Her fandt den danske journalist Henrik V. Ringsted nemlig H.W. Bissens statue og fik den på eventyrlig vis transporteret til Danmark.

I årevis stod løven derefter ved Tøjhusmuseet i København. Den danske holdning var ganske vist, at statuen fortsat hørte til i Flensborg. Men den skulle kun leveres retur, hvis et flertal i Flensborg selv ønskede det.

Før dette flertal faktisk kom i stand, gik der årtier. Men i 2009 besluttede et næsten enstemmigt flertal at spørge til muligheden for at få statuen udleveret. Det formelle ønske fremsatte byrådet året efter. Herefter blev Istedløven genindviet på kirkegården i Flensborg ved en fælles dansk-tysk og meget bevægende ceremoni den 10. september 2011.

Statuen af kejser Wilhelm får næppe samme skæbne som Istedløven og kommer retur til sin tidligere placering på torvet i Haderslev. Men i hverdagen er der reelt ingen konflikter mellem dansk og tysk i Sønderjylland.

– Jeg plejer at sige, at vi jamrer os på et meget højt niveau. Vi har jo faktisk rigtig gode forhold, synes Hinrich Jürgensen.

 

Efter en meget lang og omskiftelig skæbne troner Istedløven atter på den gamle kirkegård i Flensborg som et symbol på forsoning og venskab. Arkivfoto

kommentar
deling del

Skriv et svar