Single Daily
af

redaktionen

Efter 1920 blev hertugdømmet Slesvig delt økonomisk, politisk og kulturelt

Efter grænsedragningen for 100 år siden satsede det tyske mindretal på en revision af den grænse, der i lang tid var svær at passere. Det danske mindretal syd for grænsen blev iagttaget med mistænksomhed.
Efter grænsedragningen for 100 år siden satsede det tyske mindretal på en revision af den grænse, der i lang tid var svær at passere. Det danske mindretal syd for grænsen blev iagttaget med mistænksomhed.

Volker Heesch
Der Nordschleswiger

Aabenraa. Danskerne fejrede og fejrer Genforeningen, hvor Nordslesvig som afstemningszone 1 i overensstemmelse med udfaldet af afstemningen den 10. februar 1920 blev indlemmet i Danmark – så der opstod det grænseland, vi kender i dag. Men på den tyske side så man helt anderledes på situationen. I de følgende årtier blev der mest talt om en afståelse af et område, der var tæt forbundet med den hovedpart af hertugdømmerne, der forblev tysk.

Såvel nord som syd for grænsen skulle erhvervsmæssige udfordringer overvindes, fordi traditionelle markeder forsvandt. Mens Danmark bestræbte sig på at skabe en fysisk virkningsfuld og synlig grænse samt hurtigst muligt at integrere Sønderjylland i den danske stat, arbejdede den tyske side for størst mulig trafik på tværs af grænsen for at undgå en økonomisk svækkelse af specielt Flensborg.

I Danmark blev kun udstedt særlige grænsepas til landmænd, hvis marker lå på begge sider af grænsen. For flertallet var der både pas- og visumpligt for at komme over til den anden del af hertugdømmet Slesvig, der hidtil havde været udelt. Alligevel rejste mange mennesker fra Sønderjylland specielt i inflationsårene frem til 1923 til Flensborg for at købe billigt ind med den stærke krone.

Det svækkede den danske økonomi og førte ikke kun til protester fra regeringen i København, men var også baggrunden for den danske kurs med at besværliggøre trafikken hen over grænsen. Indtil åbningen af dæmningen til fastlandet i 1927 måtte rejsende til Sild således køre i plomberede »korridortog« fra Sønder Løgum til Højer Sluse for derfra at fortsætte rejsen i hjuldampere til øen, der som en del zone 2 efter afstemningen den 14. marts 1920 havde flertal for at forblive en del af Tyskland.

Under opholdet i den danske havneby blev de tyske rejsende bevogtet af militæret.

Først i 1926 blev der truffet aftaler mellem regeringerne i København og Berlin om at lempe på reglerne for at passere grænsen. Fra tysk side var modydelsen nedsættelse af toldsatserne for import af danske landbrugsprodukter.

Til glæde for grænselandets beboere blev den hidtidige visumpligt ophævet i maj 1926, og specielt familiebådene hen over grænsen blev meget populære.

Store forandringer

På mange områder var overgangen til at være en del af den danske stat forbundet med betydelige forandringer. Allerede den 20. maj 1920 blev den danske krone indført i Sønderjylland som erstatning for den tyske mark, der i de kommende år blev svækket af en galopperende inflation. Forud for pengeombytningen havde spekulanter satset på at profitere på situationen.

Størsteparten af personalet i den tyske administration blev ikke overtaget af det danske modstykke. Justitsvæsenet, den offentlige forvaltning samt postvæsnet og jernbanen oplevede en stor udskiftning af personale og systemer.

Men forandringerne ramte ikke kun de tyske embedsmænd, der under den prøjsiske tid ikke altid havde gjort sig lige populære hos de dansksindede sønderjyder.

For eksempel kunne den tyske presse i Aabenraa melde: Seks danske diakonisser bestemt for det lokale sygehus var ankommet. For de tyske diakonisser var det en hård oplevelse at blive fortrængt fra det sted, hvor de havde haft et så velsignet virke. Det gjaldt ikke mindst for dem, der var født i Nordslesvig. De havde nu forladt byen, og man tog kun nødig afsked med disse trofaste søstre, der blev ledsaget af en hjertelig tak for deres uselviske, opofrende indsats.

Lærere og pastorer blev afskediget i det danske Sønderjylland, hvor de pågældende så atter skulle ansøge om ansættelse. Konsekvensen var, at mange af de nyvalgte skolekommissioner og menighedsråd med dansk flertal ikke ansatte embedernes hidtidige indehavere. Tusinder af tyskere udvandrede fra Sønderjylland.

 

Midt i juni 1920 overtog de danske statsbaner jernbanerne i Sønderjylland. Her er de tidligere ansatte ved de tyske jernbaner fotograferet med de nyligt tilkomne danskere. Mange af de tyske ansatte mistede deres arbejde og rykkede ofte sydpå. Foto: Archiv DN

Hjemmmetyskerne

Danmark ville undgå, at Sønderjylland fik en særstatus inden for den danske stat. Derfor var man heller ikke parat til at give det tyske mindretal fastlagte særrettigheder. Imidlertid gjorde de relativt liberale danske love det muligt for de tyske nordslesvigere at etablere egne skoler, og de tyske menigheder kunne også agere selvstændigt på det kirkelige område.

Parallelt med dette indrettede kommunalbestyrelserne i byer og lokalområder med tysk flertal som for eksempel Højer tyske afdelinger på kommuneskolerne, ligesom der blev ansat tyske præster inden for rammerne af den danske folkekirke.

25.000 til 30.000 mennesker blev dengang skønnet til at være en del af det tyske mindretal. Dets politikere var ivrige efter at omgøre grænsedragningen fra 1920. Det gjaldt frem for alt Johannes Schmidt-Wodder, der sad i Folketinget for mindretallet. Begrundelsen var primært, at afstemningszonernes inddeling havde været uretfærdig.

Det danske mindretal syd for grænsen var markant mindre. Efter at op mod 80 procent i zone 2 havde stemt for at tilhøre Tyskland, muliggjorde reglerne først i slutningen af 1920erne mindretallet at oprette og drive egne skoler i større omfang.

Med stor mistænksomhed berettede den tyske presse i grænselandet om den finansielle støtte fra kongeriget til det danske mindretal. Politisk indflydelse havde det danske mindretal dengang stort set ikke.

Det hjemmetyske Slesvigsk Parti havde efter 1920 et sæde i det danske Folketing og accepterede aldrig den nye grænse. Valgplakaten her er fra 1932. Foto: Archiv DN

 

Dyr indlemmelse

For Danmark var indlemmelsen af Sønderjylland en dyr omgang. Det måtte investeres mange penge som for eksempel til byggeriet af en grænsebanegård i Padborg. Den danske stat måtte også overtage ansvaret for krigsinvalider og de efterladte til knap 5000, der faldt i tysk uniform under Første Verdenskrig.

I sin bog »Den følte grænse« fastslog den danske historiker Morten Andersen i 2009, at grænsen mellem Danmark og Tyskland var en markant skillelinje af økonomisk, politisk og kulturel karakter i det slesvigske landskab. Bemærkelsesværdigt var det, at de internationalistisk orienterede socialdemokratier med deres topfigurer Wels og Stauning ret hurtigt enedes om en anerkendelse af den grænse, der blev trukket efter folkeafstemningen.

 

Genforeningen blev dyr for Danmark. Blandt andet måtte den danske stat nu tage sig af de mange invaliderede og krigsenker fra Første Verdenskrig. Arkivfoto

Nazificeret

Allerede fra 1920 var der tegn på, at Slesvig-Holstens højreorienterede partier – og fra begyndelsen af 1930erne Hitlers nazister – ville udnytte kravet om en revision af den tysk-danske grænse i deres propaganda. Fra 1933 fik de tyske nordslesvigere nyt håb, efter de i årevis kun havde fået relativt ringe støtte fra »fædrelandet«, den kriseplagede Weimarrepublik.

Det tyske mindretal blev gennemsyret af nazismen, hvilket også blev forstærket af den økonomiske krise efter 1929 i et Sønderjylland, der var præget af landbrug. Naziorganisationernes provokerende optræden opildnede på den anden side de danske sønderjyder til at forsvare deres valg af Danmark i 1920.

Men selv under Anden Verdenskrig og besættelsen af Danmark mellem 1940 og 1945 holdt grænsen stand.

 

 

kommentar
deling del

Skriv et svar