Dronning Elizabeth blev hyldet på tv og i sange

Både The Beatles, Netflix og tegneserier har lånt den britiske dronnings navn til både hyldest og morskab.

Ved åbningen af de olympiske lege i London i 2012 eskorterede skuespiller Daniel Craig i rollen som MI6-agenten James Bond den britiske dronning på Buckingham Palace. De havde optaget en videosekvens, hvor de letter i helikopter.
Ved åbningen af de olympiske lege i London i 2012 eskorterede skuespiller Daniel Craig i rollen som MI6-agenten James Bond den britiske dronning på Buckingham Palace. De havde optaget en videosekvens, hvor de letter i helikopter. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

ritzau


fredag d. 9. september 2022, kl. 10:33

Som britisk monark gennem næsten tre fjerdedele af et århundrede undgår man ikke at blive genstand for underholdning.

Den nu afdøde dronning Elizabeth har i løbet af sine 96 år været inspirationskilde for alt fra kærlig satire til fængende punkhits.

Her er seks gange, hvor dronningen var med til at forme popkulturen:

1969: The Beatles hylder hemmeligt dronningen

På et 23 sekunder langt nummer, som er det sidste på The Beatles-albummet »Abbey Road«, men som ikke fremgår af coveret, synger forsanger Paul McCartney om at være for beruset til at erklære sin kærlighed over for en gådefuld kvinde: dronning Elizabeth.

Om sangen har McCartney sagt, at sangen trods den mildt respektløse tone »nærmest er en kærlighedssang til dronningen«.

1977: Sex Pistols blev bandlyst for punksang

Sex Pistols udgiver sangen »God save the queen«, som låner titlen fra den britiske nationalsang, på samme tidspunkt, som dronning Elizabeth fejrer 25 år på tronen.

Sangen blev bandlyst fra radiostationerne på grund af de mange bandeord og den nedladende holdning til kongehuset, men endte samtidig på toppen af hitlisterne.

Ved et af dronningens senere jubilæer ændrede forsanger John Lydon dog teksten til »God bless the queen« og sagde i den forbindelse, at »hun har fundet sig i meget«.

1992-2015: Tegneserier adopterer dronningefiguren

Både animerede serier og tegnefilm som »The Simpsons«, »Family guy« og »Minions« har haft dronningens karakter som gæst.

Da den amerikanske familie Simpson med far Homer i spidsen besøger Storbritannien i det fjerde afsnit i sæson 15, får Homer ramt dronningens køretøj. Derefter får hun ham buret inde i Tower of London, hvor han skal henrettes.

Også i både »Family guy« og »Minions« er der karakterer, som i forskellige episoder ødelægger nogle af dronningens køretøjer.

2006: Helen Mirren vinder Oscar for sit portræt af dronning Elizabeth

I 2006 udkom den biografiske film »The queen« med den britiske skuespiller Helen Mirren i titelrollen som dronning Elizabeth II.

Mirrens overbevisende præstation indbragte både stor anmelderros og en teaftale med dronningen. Samt ikke mindst en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, som sparkede alle døre ind i Hollywood.

2012: Dronningen springer ud som Bond-babe

Dronning Elizabeth optrådte i en såkaldt cameo som sig selv i en videosekvens under åbningsceremonien til de olympiske lege i Englands hovedstad, London, i 2012.

Den dengang 86-årige regent åbnede OL med en filmsekvens sammen med James Bond, der blev spillet af Daniel Craig.

James Bond i Craigs skikkelse hentede således den britiske majestæt på Buckingham Palace, inden de lettede i en helikopter for at springe ud over det olympiske stadion - den del var optaget med en stuntmand.

Efterfølgende har Craig ifølge avisen The Independent fortalt, at dronningen ynder at fortælle vitser.

- Vi skulle have taget billeder, og så sagde hun bare: »Åh nej, det er ham der aldrig smiler,« sagde Daniel Craig ifølge The Independent.

2016-nu: Netflix-serie går tæt på de royale indercirkler

Det kongelige drama »The Crown« har portrætteret dronning Elizabeth og det britiske kongehus fra 1940’erne over hendes kroning i 1952 og helt op til prins Charles og prinsesse Dianas ægteskab.

Serien har været enormt populær, men umiddelbart efter dronningens død torsdag meddelte holdet bag, at de sætter optagelserne til den sjette sæson på pause af respekt for monarkens bortgang.

Kilder: Rolling Stone, Ritzau, Deadline.