Dronning Elizabeth er død - 96 år

Det britiske kongehus bekræfter, at dronning Elizabeth er død. Hun blev meldt syg tidligere torsdag.

Dronning Elizabeth nåede at være britisk dronning i 70 år.  Foto:
Dronning Elizabeth nåede at være britisk dronning i 70 år. Foto: Jane Barlow/Pool PA/AP/dpa

ritzau/Reuters


torsdag d. 8. september 2022, kl. 19:48

Den britiske dronning Elizabeth er død - 96 år.

Det oplyser det britiske kongehus på sin hjemmeside tidligt torsdag aften.

- Dronningen sov stille ind på Balmoral denne eftermiddag, lyder det.

En egentlig dødsårsag er ikke oplyst af kongehuset.

Det blev tidligere torsdag meddelt, at dronningen var syg og under lægers observation. Umiddelbart efter hastede hele dronningens familie til slottet Balmoral, der ligger i det østlige Skotland.

Hun nåede at være britisk dronning i 70 år - siden 1952. Hun var den længst siddende monark i Storbritanniens historie.

I løbet af sin regeringstid var hun ikke kun Storbritanniens dronning.

I alt har hun i løbet af sine syv årtier på tronen været statsoverhoved for 32 lande. Hun var på et tidspunkt dronning for 18 lande på samme tid.

Dronningens ældste søn, Charles, bliver med øjeblikkeligt virkning konge og er dermed Storbritanniens nye statsoverhoved.

Kongehusets residens i London, Buckingham Palace, flager torsdag aften på halvt. Samtidig er flere mennesker samlet foran slottet.

Alle dronningens fire børn har været til stede på slottet Balmoral.

Det er - fra ældste til yngste - den nye kong Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward. Også prins William og prins Harry er til stede.

Den 96-årige dronning var det seneste år syg flere gange.

I oktober sidste år blev dronningen rådet af læger til at holde sig i ro, efter at hun havde tilbragt en nat på hospitalet.

Det blev ikke meldt ud, hvad årsagen til hospitalsopholdet var.

Det er kun to dage siden, at dronning Elizabeth mødtes med den nye britiske premierminister, Liz Truss. Her blev den nye premierminister anmodet om at danne regering ved et 30 minutter langt ceremonielt møde.

Dronningen havde kort forinden accepteret Boris Johnsons afskedsbegæring.