Udenlandsk arbejdskraft skal lette pres på lufthavnene

Lang kø ved tjek-ind, forsinkelser og aflyste fly: Midt i højsæsonen er det blevet til en tålmodighedsprøve at komme ud at flyve. Staten vil nu gøre det lettere at hyre flere medarbejdere ind. 

Rejsende må for tiden indstille sig på lange ventetider i lufthavnen. Foto:
Rejsende må for tiden indstille sig på lange ventetider i lufthavnen. Foto: Thomas Banneyer/dpa



onsdag d. 29. juni 2022 kl. 19:38

Ferie

mab, dpa

Berlin. Forbundsregeringen vil gøre det lettere at hyre udenlandsk arbejdskraft med kort varsel for at lette presset på Tysklands lufthavne. 

 - Vi gør det muligt, at virksomhederne kan ansatte hjælpepersonale fra udlandet, primært Tyrkiet, sagde indenrigsminister Nancy Faeser (SPD) onsdag i Berlin, efter regeringen havde stemt forslaget igennem. 

Manglen på medarbejdere især til bagagehåndtering og sikkerhedskontrol har allerede nu i starten af sommeren ført til kaotiske tilstande i lufthavnene. 

Trafikminister Volker Wissing (FDP) sagde onsdag, at personalemangel aktuelt er et problem i hele Europa. Mange ansatte har skiftet branche i løbet af coronapandemien. 

Arbejdsminister Hubertus Heil (SPD) tilføjede, at der ifølge brancheorganisationerne er flere tusinde medarbejdere, der ikke bliver brugt ved lufthavnene i Tyrkiet. Men det er selskaberne selv, der er ansvarlige for at ansætte dem. For at de kan blive ansat i Tyskland, vil staten sørge for, at de hurtigt kan få opholds- og arbejdstilladelse. 

Hubertus Heil understregede, at betingelserne skal være i orden for at undgå social dumping. Blandt andet skal det ikke være muligt at ansætte personalet som vikarer (Leiharbeit). I stedet skal de få en ansættelse, der sikrer løn efter overenskomst og helst skal der også sikres gode boligforhold for dem. 

Faeser understregede desuden, at krav om sikkerhed og pålidelighed hos medarbejderne ikke vil komme til kort.