Berlin. Efter en lidenskabelig diskussion mellem regeringskoalitionen og CDU/CSU vedtog Forbundsdagen fredag nye regler for opholdstilladelser til personer på tålt ophold. De nye regler skal tilbyde perspektiver til godt integrerede udlændinge, der har boet mange år i Tyskland uden opholdstilladelse. Hvis de med den 31. oktober 2022 som skæringsdato har levet fem år i forbundsrepublikken uden at være blevet straffet, får de en frist på 18 måneder til at skaffe det fornødne grundlag for en opholdstilladelse. De pågældende skal have gode tyskkundskaber og være selvforsørgende.
Forbundsregeringen vil belønne udlændinge på tålt ophold, selvom de i årevis ikke har bidraget til at afklare deres identitet. Sådan lød budskabet fra CDU/CSU under debatten.
- Det ville være bedre at fokusere på dem, der virkelig har behov for beskyttelse. I forvejen er der tilstrækkelige mange undtagelser og pragmatiske løsninger for godt integrerede personer efter mange års tålt ophold, forklarede den stedfortrædende, konservative gruppeformand, Andrea Lindholz (CSU).
I forvejen er der tilstrækkelige mange undtagelser og pragmatiske løsninger for godt integrerede personer.
De Grønnes integrationspolitiske ordfører, Filiz Polat, påpegede, at der også i unionspolitikeres valgkredse er mange virksomheder med ansatte, som vil nye godt af de nye regler.
- For Tyskland er det en kompliment, at så mange mennesker vil slå sig ned her og lader sig integrere, mente Helge Lindh, der er indenrigspolitiker hos SPD.
Svær opgave
Lovforslaget fastholder, at der kun gives opholdstilladelser til personer, hvis identitet er dokumenteret. Muligheden for lovligt ophold gælder dog også for udlændinge, der har har gjort de nødvendige, ihærdige anstrengelser for at fastslå, hvem de er.
- Der findes lande og ambassader, der ikke udsteder disse papirer, konstaterede Clara Bünger (Die Linke).
371 parlamentsmedlemmer stemte for lovforslaget, 226 imod, mens 57 undlod at tage stilling.
