Meningsmåling: Tyske unge ser lyst på fremtiden

Langt de fleste unge i Tyskland tror på en god fremtid for sig selv, men giver ligheden i uddannelsessystemet dumpekarakter. 

Unge mener ikke, at alle børn i Tyskland har samme chancer.  Foto:
Unge mener ikke, at alle børn i Tyskland har samme chancer. Foto: Uli Deck/dpa


pg/dpa

torsdag d. 1. december 2022 kl. 12:47

Berlin. Det store flertal blandt Tysklands unge ser optimistisk på deres egen fremtid, viser en rundspørge. 70 procent af de 14- til 21-årige er enten helt eller delvist enige i, at de forventer en god fremtid. Kun syv procent er helt eller delvist uenige, viser en meningsmåling foretaget af instituttet Forsa.

23 procent tager dog ikke stilling.

Forsa har i oktober og november spurgt godt 1000 repræsentativt udvalgte unge om deres forventninger. Den uddannelsespolitiske interesseorganisation Stifterverband, SOS Børnebyerne samt den tyske stiftelse for børne- og unge, Deutsche Kinder- und Jugendstiftung, offentliggjorde i fællesskab resultaterne torsdag en uge inden deres årlige ”Uddannelsens Dag” den 8. december.

Den dårlige nyhed er dog, at 64 procent af de unge ikke mener, alle børn i Tyskland har de samme chancer for at få en god uddannelse uanset deres sociale eller kulturelle baggrund. Hermed er troen på lighed i det tyske uddannelsessystem den ringeste, siden disse undersøgelser begyndte i 2015.