Brutalt pres præger Tyskland før VM-skæbnekamp

Tyskland smed sejren på gulvet i sin første kamp ved VM, og nu er tyskerne måske tvunget til at slå den hårdeste modstander i gruppen for at holde liv i håbet.

Ilkay Gündogan (til venstre) scorede 1-0-målet for Tyskland mod Japan, men kort efter blev jublen vekslet til fortvivlelse og skuffelse. Foto:
Ilkay Gündogan (til venstre) scorede 1-0-målet for Tyskland mod Japan, men kort efter blev jublen vekslet til fortvivlelse og skuffelse. Foto: Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix

Ritzau


lørdag d. 26. november 2022 kl. 15:20

Doha. - Tyskland er under et brutalt pres.

Den tidligere landsholdsanfører Philipp Lahm lægger ikke fingre imellem i sin analyse hos mediet RND efter Tysklands første VM-kamp, som endte i en monumental skuffelse.

Tyskerne smed en 1-0-føring og tabte 1-2 til et energisk japansk mandskab, og nu er de tvunget til at få et godt resultat mod Spanien.

Går det galt, gentager Tyskland med stor sandsynlighed bedriften fra VM i 2018, hvor det blev til exit efter gruppespillet. Det vil være helt uhørt for den stolte fodboldnation, der så sent som i 2014 løftede VM-trofæet.

Det tyske landsholds agtelse i befolkningen er da også dalende, fortæller journalist David Barnwell, der er bosiddende i München.

- Det er gået støt ned ad bakke siden VM i 2014, siger David Barnwell.

Skepsissen kan spores i seertallene på tv. I 2018 så næsten 26 millioner tyskere med til premierekampen mod Mexico. I år så blot 9 millioner med.

- Det har været enormt svingende, og den generelle indstilling er, at landsholdet leder efter kontinuitet og identitet. Der er masser af skepsis og kritik i befolkningen.

Tyskland møder nemlig ikke op til en slutrunde for at håbe på det bedste.

- Der er altid forventning om, at Tyskland kan blive verdensmester. Det er ikke bare et privilegium at være med. Realiteten er, at de seneste slutrunder slet ikke har hængt sammen, siger David Barnwell.

Landstræner Hansi Flick er helt med på, at presset på holdet er stort.

- Vi har ingen gratis chancer længere. Vi spildte den første. Nu skal vi arbejde på at forbedre os. Vi er nødt til at vise karakter for at have en chance i den sidste gruppekamp, siger Hansi Flick ifølge Reuters.

Landstræneren har haft sit job siden sommeren 2021. Han overtog det efter Joachim Löw, der efter 15 år trådte tilbage i kølvandet på en EM-slutrunde, hvor Tyskland blot nåede ottendedelsfinalen.

Efter skuffelsen mod Japan har Flick fået heftig kritik af fodboldeksperter. Især beslutningen om at tage vigtige spillere som Jamal Musiala, Thomas Müller og Ilkay Gündogan ud, inden kampen var afgjort, vakte forundring hos blandt andre Philipp Lahm.

- Det forstod jeg ikke. Vi havde kampen under kontrol i en time, og så ændrede kampen karakter, blandt andet på grund af udskiftningerne. Så det kunne jeg ærlig talt ikke forstå, siger Philipp Lahm.

Hansi Flick har selv erkendt, at der var fodboldtaktiske ting, der ikke blev udført tilfredsstillende, og han kan godt forstå kritikken.

- Kritikken er retfærdig, siger han.

I Tyskland og Danmark diskuteres nogle af de samme ting, fortæller David Barnwell.

Tyskerne var nemlig - ligesom Danmark - blandt de syv hold, der droppede det såkaldte One Love-anførerbind, fordi de blev truet med sportslige sanktioner. I stedet lavede tyskerne en gestus, hvor de på holdbilledet holdt sig for munden.

- Pressen har haft helt vildt meget opmærksomhed på emnet, og det er blevet diskuteret, om spillerne havde hovedet på det rette sted i forhold til at spille fodbold.

- Hvis de nu havde spillet helt fantastisk, var der nok ikke mange, der havde haft lyst til at tage den diskussion, men det gjorde de ikke, siger David Barnwell.

Spillerne har langt hen ad vejen medgivet, at præstationen mod Japan var alt andet end godkendt, men blandt andre Julian Brandt forsøger at lægge skuffelsen bag sig og fokusere på at få en sejr over Spanien.

- Det er en lortesituation, men vi kan vende humøret med en sejr søndag.