Videnskabsmand: Krav om at åbne Nord Stream 2 er billig populisme

Når blandt andre lokalpolitikere fra Mecklenburg-Vorpommern kræver Nord Stream 2 sat i drift, er det uden hold i virkeligheden, mener politologen Wolfgang Muno. 

Tilhængere af AfD har stået bag demonstrationer med krav om at åbne Nord Stream 2. Foto:
Tilhængere af AfD har stået bag demonstrationer med krav om at åbne Nord Stream 2. Foto: Martin Schutt/dpa


pg/dpa

lørdag d. 24. september 2022, kl. 12:52

Rostock. Politologen Wolfgang Muno fra Rostoch afviser krav om at åbne den tysk-russiske gasledning Nord Stream 2 som populistiske.

- Med den slags urealistiske krav fisker man blot i højrefløjens grumsede vande. I grunden er det blot billig populisme, siger videnskabsmanden til dpa.

Kravet om at åbne Nord Stream 2 er blandt andet blevet fremsat af kommunalpolitikere i det nordøstlige Tyskland, hvor pipelinen når i land.

- Hvorfor skulle der nu pludselig flyde gas gennem Nord Stream 2. Under forskellige påskud leverer Rusland i forvejen ingen gas gennem Nord Stream 1. Rusland drejer aktuelt gashanen i og beviser, at landet simpelthen overhovedet ikke er en pålidelig samhandelspartner, mener Wolfgang Muno.

Efter hans opfattelse er der intet alternativ til at frigøre sig fra afhængigheden af Rusland.

Baggrunden for de tiltagende protester under den aktuelle energikrise er berettiget nervøsitet fra blandt andre virksomheder, der frygter for deres eksistens. Protesterne bliver blandet sammen med krav, der efter Munos mening er umulige at indfri som for eksempel om at indstille sanktionerne mod Rusland.

Om protesterne så bliver en massiv, folkelig bevægelse stiller han sig tvivlende over for.

- Det er vanskeligt at forudsige. Men for øjeblikket ser jeg ingen tegn på, at det skulle ske, forklarer Wolfgang Muno.