Politiet: Syrer stikker ansat på udlændingekontor ned i Nordrhein-Westfalen

En kvindelig medarbejder i udlændingeafdelingen blev torsdag stukket ned og hårdt såret i Wuppertal. Politiet har anholdt syrisk mand.

Politiet rykkede talstærkt ud til det såkaldte integrationshus i Wuppertal. Foto:
Politiet rykkede talstærkt ud til det såkaldte integrationshus i Wuppertal. Foto: Claudia Otte/dpa


pg/dpa

torsdag d. 11. august 2022, kl. 17:43

Wuppertal. En kvindelig medarbejder fra udlændingeafdelingen på det såkaldte integrationshus i Wuppertal i Nordrhein-Westfalen er torsdag blevet alvorligt såret i forbindelse med et knivangreb. Ifølge kommunen pågreb kolleger den formodede gerningsmand og holdt ham tilbage, indtil politiet ankom.

Motivet til forbrydelsen er ukendt, oplyser byen og henviser til politiets igangværende efterforskning.

Politiet fortæller, at betjente har anholdt en 20-årig mistænkt. Ifølge politiet er der tale om en syrisk mand. Foreløbig har politiet ikke givet yderligere oplysninger om personen og hændelsesforløbet.

Nordrhein-Westfalens indenrigsminister, Herbert Reul (CDU), er efter eget udsagn bestyrtet over det brutale angreb.

Den 25-årige kvinde blev alvorligt kvæstet, men er uden for livsfare. Ifølge kommunen blev integrationshuset i første omgang lukket torsdag. Heller ikke fredag bliver der arbejdet som ellers. pg/dpa