Auschwitz-komiteen: Naziforbrydere slipper stadig alt for billigt i retssager

Kravet om fem års fængsel til en formodet tidligere SS-mand for medvirken til flere end 3500 mord i koncentrationslejren er helt utilstrækkelig, mener den internationale Auschwitz-komite.

Retssagen mod den 101-årige forventes at fortsætte mandag ved retten i Neuruppin. Foto:
Retssagen mod den 101-årige forventes at fortsætte mandag ved retten i Neuruppin. Foto: Fabian Sommer/dpa
søndag d. 22. maj 2022 kl. 14.35

Neuruppin. Den internationale Auschwitz-komite mener ikke, nationalsocialistiske forbrydelser bliver straffet tilstrækkeligt, selv om der aktuelt kører flere sager.

- Blandt de overlevende hersker der vrede og bitterhed på grund af det tyske retssystem i efterkrigstiden, hvor de allerfleste gerningsmænd slap for at blive retsforfulgt og kunne leve komplet uforstyrret, siger komiteens næstformand og forretningsfører, Christoph Heubner, til dpa.

Med henvisning til en en aktuel retssag mod en formodet, tidligere SS-vagt i koncentrationslejren Sachsenhausen roser han dog samtidig landsretten i Neuruppin i Brandenburg for viljen til at opklare forbrydelserne.

Den nu 101-årige daværende SS-vagt i Sachsenhausen er ifølge anklageskriftet skyldig i medvirken til mord på flere end 3500 fanger mellem 1942 og 1945. Hidtil har den tiltalte bestridt, at han overhovedet befandt sig i lejren. Efter eget udsagn var han landbrugsmedhjælper i Mecklenburg-Vorpommern i det pågældende tidsrum.

Manden blev i 1941 evakueret fra Litauen til Tyskland, fordi han tilhørte det tyske mindretal. Anklageren henviser til dokumenter, der har tilhørt en SS-mand med samme navn, fødselsdato og fødested som den tiltalte. I anklageskriftet bliver der nedlagt påstand om fem års fængsel.

- I lyset af anklagen om medvirken til mord på flere end 3500 fanger er straframmen uforholdsmæssig lav og smertelig for de overlevende samt deres pårørende, mener Christoph Heubner.