Fra mandag skal hele Tyskland skrives i mandtal efter 11 år uden folketælling
Mandag begynder den første, omfattende folketælling i forbundsrepublikken i 11 år. Svarer man ikke inden for de fastlagte tidsfrister, vanker der bøder.

Berlin. Kort før folketællingen i Tyskland starter, henviser det statistiske institut, Statistisches Bundesamt, endnu engang til, at de adspurgte borgere er forpligtet til at svare.
- Alle skal svare sandt, fyldestgørende og inden for de fastlagte tidsfrister, understreger instituttet i Wiesbaden.
Fra mandag begynder den første folketælling i Tyskland i 11 år. Flere end 30 millioner borgere i hele forbundsrepublikken er udtaget til at deltage.
Svarer man ikke, modtager man flere påmindelser. Bliver de ikke efterkommet, risikerer de adspurgte bøder.
Kun en mindre del af indbyggerne bliver opsøgt personligt. Langt de fleste kan udfylde spørgsmålene på nettet. Dog er der også spørgeskemaer på papir.
Alle svar bliver bearbejdet anonymt. Folketællingen skal være afsluttet midt i august.
Undersøgelsen er delt i to og handler om henholdsvis personlige data samt bygninger. Således skal omkring 10,3 millioner tilfældigt udvalgte personer for eksempel oplyse navn, køn, familieforhold og nationalitet. Cirka tre fjerdedele af de pågældende får yderligere spørgsmål om blandt andet uddannelse og erhverv.
Desuden skal 23 millioner ejere af fast ejendom afgive oplysninger. Det gælder såvel private som boligselskaber.
For første gang skal boligejere også oplyse netto-huslejen og hvor længe, de selv eller eventuelle lejere har boet på stedet.
pg/dpa
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce