Den formodede gerningsmand til et tredobbelt mord kan være islamist

Efter en ransagning af den formodede gerningsmands bolig , taler Bayerns indenrigsminister, Joachim Herrmann, om tyngende indicier for et islamistisk motiv til knivstikkeriet i Würzburg.

Borgere har i stort tal stillet lys og lagt blomster ved gerningsstedet i Würzburg. Foto:
Borgere har i stort tal stillet lys og lagt blomster ved gerningsstedet i Würzburg. Foto: Nicolas Armer/dpa

Blodbad

pg/dpa

Würzburg. Ifølge den bayerske indenrigsminister, Joachim Herrmann (CSU), er der tyngende indicier for, at knivstikkeriet i Würzburg havde en islamistisk baggrund. Det siger ministeren til Bild, efter den 24-årige formodede gerningsmands bolig er blevet ransaget. Her stødte man på materiale, der kan være islamistisk propaganda. Desuden skulle den somaliske mand have kaldt angrebet for et bidrag til hellig krig.

- Nu må vi afvente den fortsatte efterforskning og især indholdet af mandens to mobiltelefoner, forklarer Joachim Herrmann.

Han understreger, at det endnu ikke med sikkerhed er påvist, at angriberen var terrorist. Den 24-årige har tidligere forbigående været i psykiatrisk behandling.

Tre kvinder på henholdsvis 24, 49 og 82 år blev dræbt ved angrebet fredag. Åbenbart kendte den formodede gerningsmand ikke ofrene.

Yderligere tre kvinder mellem 39 og 73 år blev livsfarligt kvæstet. Det samme blev en 11-årig pige samt en 16-årig dreng. Den 11-årige var den dræbte 49-åriges datter.

En 57-årig mand og en 26-årig kvinde kom lettere til skade.

Bayerns ministerpræsident, Markus Söder (CSU), advarer mod forhastede konklusioner.

Den 24-årige er varetægtsfængslet sigtet for tredobbelt mord, mordforsøg samt seks tilfælde af grov vold.

Siden sin indrejse til Tyskland i maj 2015 har manden flere gange været i myndighedernes søgelys på grund af vold og påfaldende opførsel.

28 jun 2021, 16:51