Skovbrand i Harzen er stadig ikke under kontrol efter tre dage

Brandfolkene kæmper på tredjedagen med at få kontrol over en brand i et svært tilgængeligt skovområde på Harzens højeste bjerg, Bloksbjerg (Brocken). 

Området er svært tilgængeligt for brandfolkene, der i stedet satser på at slukke branden fra luften. Foto:
Området er svært tilgængeligt for brandfolkene, der i stedet satser på at slukke branden fra luften. Foto: Matthias Bein/dpa

dpa, mab


mandag d. 5. september 2022 kl. 10:40

Werninerode. Siden lørdag eftermiddag har brandvæsenet arbejdet på at slukke en skovbrand midt i nationalparken Harzen. Branden blev opdaget lørdag omkring klokken 14.30 i nærheden af udsigtspunktet Goethebahnhof, der ligger på en af de mest populære vandrestier på Bloksbjerg (Brocken). Branden har i løbet af søndag bredt sig til et område på omkring 150 hektar, der især består af døde grantræer. 

Mandag formiddag fortsætter slukningsarbejdet, der især vil foregå fra luften, da området ellers er svært for brandfolkene at komme til med slukningskøretøjer. Ud over fem brandslukningshelikoptere er der blevet sendt to brandslukningsfly fra Italien til Harzen. 

Forvaltningen i Harzen Amt har udråbt katastrofetilstand. De regner med, at slukningsarbejdet kommer til at tage adskillige dage endnu. 

Hele området er blevet evakueret, deriblandt et hotel og en banegård, der ligger ved udsigtspunktet. Alle vandrestier i området er også blevet spærret.