Berlin. Kritikken mod klimaaktivister i organisationen Last Generation tiltager, efter et redningskøretøj mandag blev forsinket undervejs til et ulykkessted i Berlin, hvor en kvindelig cyklist var klemt fast under en betonkanon. Politiet efterforsker mod to mænd på henholdsvis 63 og 59 år, der angiveligt havde limet sig selv fast til vejbanen på en motorvejsbro og udløst en voldsom kø.
- Denne form for protester fører ind i en blindgyde, fordi man ikke længere diskuterer det egentlige problem, men kun om aktionen er legal. Efter min opfattelse giver det ikke mening, siger den grønne politiker Renate Künast til RBB.
Den 44-årige cyklist er fortsat i kritisk tilstand.
For godt en uge siden kastede andre klimaaktivister kartoffelmos mod et billede af maleren Claude Monet på et museum. Maleriet er vurderet til mere end 100 millioner euro.
Den tyske justitsminister, Marco Buschmann (FDP), mener, at klimaaktivister under visse omstændigheder kan fortjene en fængselsstraf.
- Man kan gøre sig skyldig i strafbart hærværk ved at kaste noget mod kunstværker. En vejblokade kan straffes som ulovlig tvang. Og en dom for forsætlig legemesbeskadigelse kan også komme i betragtning, hvis man forsinker et redningskøretøj, påpeger han.
