Nürnberg. Normalt er foråret lig med økonomisk opsving. I år lader det vente på sig, og i marts er antallet af ledige i Tyskland derfor kun sunket svagt med cirka 26.000 til godt 2,59 millioner i forhold til den foregående måned. Sammenlignet med marts sidste år er 232.000 flere uden job, oplyser arbejdsmarkedsforvaltningen, Bundesagentur für Arbeit i Nürnberg.
I forhold til februar er ledighedsprocenten stabil og ligger på 5,7 procent, hvilket er 0,6 point højere end i marts 2022.
- Forårets opsving sætter kun langsomt ind. De svage konjunkturer sætter deres aftryk. Selv fraregnet de mange ukrainske flygtninge er ledigheden steget i det seneste år, forklarer arbejdsmarkedsforvaltningens administrerende direktør, Andrea Nahles.
Til gengæld er der ikke et stigende antal hjemsendte på lønkompensation (Kurzarbeit). Mellem den 1. og den 27. marts varslede virksomhederne hjemsendelser af 50.000 beskæftigede. Endnu er det uvist, hvor mange, der rent faktisk er blevet sendt hjem. De senest tilgængelige tal stammer fra januar, hvor 140.000 mennesker var berørt.
Beskæftigelsen er fortsat meget høj. I februar var der 45,6 millioner erhvervsaktive, hvilket var 423.000 flere end i februar 2022 og 31.000 flere end i januar i år.
Efterspørgslen på arbejdskraft er dog faldet noget på det seneste. I marts var der indberettet 777.000 ubesatte stillinger, hvilket var 62.000 færre end for et år siden.
