Sommerferien i Slesvig-Holsten startede roligt

Efter sommerferien i Slesvig-Holsten startede fredag, satte mange lørdag kurs mod kysterne og de nordfrisiske øer. Men kaos udeblev.

I Nibøl ventede bilister i stort tal på at komme med toget til Sild. Foto:
I Nibøl ventede bilister i stort tal på at komme med toget til Sild. Foto: Daniel Bockwoldt/dpa
lørdag d. 19. juni 2021 kl. 17.44

Rejser

pg/dpa

Nibøl. Med strålende solskin tog talrige slesvig-holstenere lørdag hul på sommerferien. Med bil, tog, færger og fly satte de kurs mod feriemålene ved kysterne og på de nordfrisiske øer. Men den helt store bølge af turister har dog ikke indfundet sig endnu.

Allerede om morgenen ventede mange bilister i Nibøl på at komme med biltoget til Sild. Til tider var der bilkøer.

- Der var mindre forsinkelser, men ventetiden var moderat, oplyser Deutsche Bahn.

Også privatbanen Railroad Development Corporation med de blå biltog var booket pænt ud.

Vi udnytter kapaciteten fuld ud. Men et overvældende antal rejsende er der dog ikke her ved feriens begyndelse.

Meike Quentin, Railroad Development Corporation. 

- Vi udnytter kapaciteten fuld ud. Men et overvældende antal rejsende er der dog ikke her ved feriens begyndelse, forklarer Meike Quentin, der er pressetalsmand for Railroad Development Corporation.

Mange kom med fly

Dagen igennem landede rutefly fra Zürich, München og Stuttgart samt enkelte privatfly i lufthavnen i Tinnum på Sild.

- Man kan godt mærke, at ferien er begyndt i Slesvig-Holsten. Sammenlignet med de foregående weekender er der mere gang i den, fortæller Tim Kunstmann, der er forretningsfører for FRS Syltfähre, der sejler mellem Rømø og Sild.

Færgen har dog stadig ledige pladser. Campister fra hele Tyskland tog afsted allerede fredag og tilbragte natten ved havnen på Rømø for at komme med den første færge om morgenen.

Færgerne til Før og Amrum havde også mange gæster.

Kø ved Hamborg

I Slesvig-Holsten var der ikke Større køer på motorvej A7 i nordgående retning. Til gengæld holdt bilisterne en overgang i en syv kilometer lang kø mod nord ved Elb-tunnellen, hvor der er vejarbejder på begge sider.

I denne weekend begyndte sommerferien i Slesvig-Holsten og Mecklenburg-Vorpommern. I næste uge følger så Hamborg, Berlin og Brandenburg.