FDP fastholder håbet om at komme i regering i Kiel
Hvis CDU virkelig vil opfylde løftet om at fastholde den nuværende kurs, kan det bedst lade sig gøre sammen med FDP, lød budskabet fra et partimøde søndag i Neumünster.

Markus Scholz/dpa
Neumünster. Efter den nuværende regeringskoalition mellem CDU, De Grønne og FDP har vist sig hurtigt at blive fortid, har FDP på ny indtrængende anbefalet sig selv som koalitionspartner for CDU.
- Jeg har foreslået vores hovedudvalg i Slesvig-Holsten, at vi tilbyder CDU at gå i koalitionsforhandlinger, fortalte FDPs delstatsformand Heiner Garg, efter udvalget søndag holdt møde i Neumünster.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
- Hvis ministerpræsidenten virkelig vil indfri sit centrale løfte om at fastholde den nuværende kurs, er det efter min opfattelse muligt med en koalition mellem CDU og FDP, der ville have et solidt flertal, Nu er det helt op til CDU at beslutte, hvilken retning det skal gå, sagde Garg med adresse til regeringschef Daniel Günther (CDU).
det er jo ikke sådan, at et parti ikke kan komme i betragtning til en regering, fordi det taber et par procentpoint.
Også erhvervsminister Bernd Buchholz (FDP) anbefalede igen en sådan koalition.
- CDU har nu muligheden for at fortsætte de seneste års succesrige politik eller gå i en helt anden retning sammen med De Grønne. FDP er fast besluttet på at ville træde ind i en slesvig-holstensk regering, understregede Bernd Buchholz.
Som det eneste parti i den hidtidige regering mistede FDP stemmer ved landdagsvalget den 8. maj.
- Men det er jo ikke sådan, at et parti ikke kan komme i betragtning til en regering, fordi det taber et par procentpoint. Så havde mange regeringer tidligere ikke været mulige at danne, mente Bernd Buchholz.
FDPs næstformand i hele Tyskland, Wolfgang Kubicki, betonede, at den hidtidige regerings succeser handlede om erhverv, sundhedspolitik og kampen mod coronaepidemien.
Afgøres mandag
- Alt dette har FDP bevirket. Men jeg behøver ikke at mase mig på. CDU må selv overveje, hvordan de forventer at få succes ved det næste valg, lød det fra Kubicki.
På et bestyrelsesmøde mandag vil CDU afgøre, om de vil invitere enten De Grønne eller FDP til yderligere drøftelser. En af parterne er tilstrækkelig til at kunne danne regering. Alligevel forsøgte Daniel Günther i første omgang at fortsætte samarbejdet med både De Grønne og FDP.
Efter timelange samtaler torsdag erkendte de involverede imidlertid torsdag, at forsøget var mislykkedes.
pg/dpa
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce