De Grønne vil helst regere Slesvig-Holsten alene sammen med CDU

For De Grønne er en regeringskoalition sammen med CDU at foretrække. Partiet er dog parat til at lytte til Daniel Günthers visioner om også fortsat at inddrage FDP.

Som spidskandidat for De Grønne sammen med finansminister Monika Heinold vil Aminata Touré i den kommende uge mødes med ministerpræsident Daniel Günther og andre repræsentanter for CDU. Foto:
Som spidskandidat for De Grønne sammen med finansminister Monika Heinold vil Aminata Touré i den kommende uge mødes med ministerpræsident Daniel Günther og andre repræsentanter for CDU. Foto: Frank Molter/dpa
lørdag d. 14. maj 2022 kl. 11.08

Forhandlinger

pg/dpa

Kiel. Godt en uge efter valget til landdagen i Slesvig-Holsten vil ministerpræsident Daniel Günther (CDU) sætte kurs mod en ny regeringsdannelse. I forlængelse af den kommende søndags valg i Nordrhein-Westfalen vil Günther tirsdag føre indledende forhandlinger med sine hidtidige koalitionspartnere - først med de styrkede grønne, der opnåede 18,3 procent og derefter med FDP, der røg ned på 6,4 procent.

Ministerpræsidenten vil sondere muligheden for at fortsætte den koalition mellem CDU, De Grønne og FDP, der har styret Slesvig-Holsten siden 2017, selv om CDU med 43 procent af stemmerne ved landdagsvalget nemt kunne regere sammen med blot en enkelt af disse partnere.

Foruden med De Grønne eller FDP kunne CDU også teoretisk set samle flertal sammen med SSW, der fik 5,7 procent eller med SPD, der styrtdykkede til 16,0 procent. Men den socialdemokratiske spidskandidat, Thomas Losse-Müller, og SPDs partiformand i Slesvig-Holsten, Serpil Midyatli, har helt andre problemer end overvejelser om at gå i regering.

Daniel Günthers begrundelse for at fortsætte den nuværende koalition er de foregående fem års succesfulde regeringsarbejde, samt den store opbakning blandt vælgerne, der har koalitionen som deres favoritregering. Hertil kommer omfanget af de kommende opgaver.

Ønsket om at fortsætte et godt regeringsarbejde kan vi godt forstå. Men ud fra vores opfattelse af demokrati er en så bred koalition vanskelig.

Aminata Touré (De Grønne)

- Ønsket om at fortsætte et godt regeringsarbejde kan vi godt forstå. Men ud fra vores opfattelse af demokrati er en så bred koalition vanskelig, mener landdagens næstformand, Aminata Touré, der stod i spidsen for De Grønnes valgkamp sammen med finansminister Monika Heinold.

Touré påpeger, at en regeringskoalition med 53 mandater i givet fald ville stå overfor blot 16 repræsentanter for SPD og SSW. Samtidig er De Grønne dog ifølge Touré parat til at lytte til Günthers visioner.

- CDU og De Grønne sammen er vores foretrukne valg. Her kan vi også få øje på vigtige, politiske overenstemmelser med CDU på flere punkter. Men tirsdag må vi se, om vi også kan blive enige om detaljerne, påpeger Touré.

FDP er parat

Skulle en fortsættelse af den nuværende koalition virkelig være Daniel Günthers mål, vil han i givet fald nok først være nødt til at gennemføre trepartsforhandlinger med De Grønne og FDP. Sidstnævntes næstformand på nationalt plan, Wolfgang Kubicki, har i mellemtiden klart anbefalet, at koalitionen skal fortsætte.

FDP vil dog formentlig blive klemt. Hidtil har De Grønne stået i spidsen for to ministerier, mens CDU leder tre fagministerier og stiller ministerpræsidenten. De Grønne kan derfor i lyset af deres styrkede mandat have en berettiget forventning, at deres indflydelse skal øges og FDPs svækkes, når posterne skal fordeles.

Både De Grønne og FDP afviste i første omgang Daniel Günthers tilbud om at fortsætte samarbejdet. Senere kom der mere bevægelse i tingene.

I forhandlingerne kommer ikke blot valgmatematikken til at spille en rolle. I forhold til landbrugspolitik og spørgsmål om naturbeskyttelse og trafik eller en udbygning af vindkraften er der betydelige forskelle på holdningerne mellem på den ene side De Grønne og på den anden CDU og FDP. De Grønne vil også indføre et huslejeloft og krav om, at offentlige arbejder skal gå til virksomheder, der aflønner efter overenskomsterne. Begge dele har de hidtil været nødt til at afskaffe for at holde sammen på koalitionen, ligesom de måtte medvirke til etableringen af et fængsel for afviste asylansøgere.

Ganske ofte har De Grønne i de forløbne fem år imidlertid været mere enige med CDU end med FDP.

Lidenskabelig appel

I en lidenskabelig appel om at fortsætte koalitionen, slog Daniel Günther på en partikongres hos CDU to ting fast med syvtommersøm:
- Klimamålene er ikke til forhandling i en koalition. Det samme er tilfældet i forhold til at få bygget motorvej A20 færdig.

Efter at være dømt til at indtage rollen som opposition for anden gang bliver SPD i første omgang nødt til at komme sig over nederlaget. SPD-gruppen skrumpede ved valget fra 21 til 12 medlemmer. Nu gælder det om at organisere gruppen på ny samt afklare ledelsesstrukturen. Allerede mandag bebudede spidskandidat Losse-Müller, at han vil foreslå genvalg af Midyatli som SPDs gruppeformand i landdagen. Men efterfølgende foreslog partifæller, at Losse-Müller selv burde tage over, hvorefter tirsdagens planlagte valg blev aflyst. Nu skal sagen afklares på et arbejdsmøde, der bliver gennemført onsdag og torsdag. På forhånd har både Thomas Losse-Müller og Serpil Midyatly dog fastslået, at der ikke bliver tale om kampvalg.