Slesvig-Holsten dropper mundbind til fordel for 3G-regel
Med delstatens nye corona-regler skal vaccinerede, raskmeldte og testede ikke længere bære mundbind ved arrangementer, i restauranter og til sport.

Arkivfoto: Christian Charisius/dpa
RESÜMEE
Am 20. September will Schleswig-Holstein die Maskenpflicht bei Veranstaltungen, beim Sport und in der Gastronomie abschaffen. Dort greift die sogenannte 3G-Regel, wonach nur Geimpfte, Genesene oder Getestete Zugang erhalten. »Überall da, wo 3G in Schleswig-Holstein eingehalten werden kann, gelten in Zukunft keinerlei Beschränkungen mehr«, sagte Ministerpräsident Daniel Günther (CDU) am Dienstag in Kiel. Außerdem gelten dort keine Kapazitätsbeschränkungen mehr. Überall dort, wo die 3G-Regel nicht praktikabel sei wie im Einzelhandel oder im öffentlichen Nahverkehr bleibe es bei den bestehenden Regeln, sagte Günther.
Kiel. Fra den 20. september gælder der ikke længere corona-restriktioner i Slesvig-Holsten der, hvor den såkaldte 3G-regel gælder. Det betyder, at færdigvaccinerede, personer, der har overstået en corona-infektion eller har en aktuel negativ coronatest, ikke længere skal bære mundbind ved arrangementer, i biografer og restauranter eller til sport. Desuden vil der ikke være forsamlingsforbud eller andre restriktioner for disse personer.
- Overalt, hvor 3G er muligt, vil der ikke være nogen restriktioner mere, sagde ministerpræsident Daniel Günther tirsdag eftermiddag på et pressemøde.
Der, hvor det ikke kan lade sig gøre, f.eks. i supermarkeder og offentlig transport, vil der dog stadig være krav om mundbind og eventuelt regler om et begrænset antal mennesker. Også på skolerne holder delstaten fast i mundbindkravet. Det gælder i første omgang til efter efterårsferien.
Ny model for restriktioner
Slesvig-Holsten vil fremover fastlægge corona-reglerne efter en ny model med tre forskellige niveauer: et grønt, et gult og et rødt. For tiden befinder delstaten sig på det gule niveau. Det grønne niveau ville betyde, at der ikke længere var nogen corona-restriktioner i delstaten. Delstaten vil kunne gå over til det grønne niveau, hvis situationen udvikler sig positivt. I den forbindelse ses der ikke længere kun på incidenstallet, men også på, hvordan situationen er på hospitalerne, hvor alvorlige sygdomsforløbene er, og hvor mange der er vaccineret.
Skulle situationen udvikle sig negativt, går man over til den røde model. Her vil man i stedet for 3G-reglen følge den såkaldte 2G-regel, hvilket vil sige, at kun færdigvaccinerede og raskmeldte borgere kan komme ind på institutioner eller deltage i arrangementer uden at overholde de corona-restriktioner, der gælder indtil nu. En negativ corona-test vil således ikke være nok.
- Men for tiden er vi langt fra den røde model, og selv hvis den indtræder, vil den heller ikke gøre en så dramatisk forskel, sagde Daniel Günther.
- Vi har for tiden 67 personer, der er indlagt med corona. 19 af dem på intensivafdelinger, og 16 af dem får kunstigt åndedræt. Kun 2,2 procent af sengene på intensivafdelingerne er optaget. Anderledes end i mange andre delstater har antallet af indlagte aldrig været truende i Slesvig-Holsten og er det langt fra nu, sagde han.
Nelle Margrethe Hardt
nh@fla.de
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce