Halvdelen af gravearbejdet til Femern-tunnel er afsluttet

I alt otte millioner ton havbund er gravet op mellem Lolland  og Femern. Hermed er cirka halvdelen af opgaven udført.

Den opgravede havbund bliver brugt til anlægsarbejder i begge ender af tunnellen. Foto:
Den opgravede havbund bliver brugt til anlægsarbejder i begge ender af tunnellen. Foto: Frank Molter/dpa
onsdag d. 25. maj 2022 kl. 13.34

pg/dpa

Femern. I forbindelse med byggeriet af tunnellen under Femern Bælt er et nyt delmål nu indfriet. Halvdelen af gravearbejderne på den 18 kilometer lange forbindelse mellem Femern og Lolland er afsluttet. Det bekræfter bygherren, Femern A/S, efter Lübecker Nachrichten har skrevet om udviklingen.

Hidtil er rundt regnet otte millioner kubikmeter havbund gravet op. I alt bliver det formentlig til cirka 19 millioner kubikmeter under byggeprojektet.

Størstedelen af materialet bliver anvendt til landindvinding ved Rødbyhavn. Andet bruges til at bygge overførsler, ramper og dæmninger ved byggerierne på Femern.

Gravearbejdet begyndte i sommeren 2021. Ifølge Femern A/S bliver tunnellens 89 elementer formentlig sænket ned på havbunden i 2024.

Den omkring syv milliarder euro dyre, firesporede vej- og jernbanetunnel skal efter planen åbnes i 2029. Tunnellen forkorter togturen mellem København og Hamborg til cirka to timer og 30 minutter.