Sydslesviger skal tilføre leg til børnenes hverdag i Tanzania

Sydslesvigske Caroline Ditweiler og hendes veninde Johanna Festersen er som de første i Tanzania som frivillige for at vise, at læring og leg ikke er modsætninger.

Caroline Ditweiler og Johanna Festersen er som de første frivillige i Tanzania med organisationen “Education Development Tanzania”. De skal være afsted i fem måneder. Foto:
Caroline Ditweiler og Johanna Festersen er som de første frivillige i Tanzania med organisationen “Education Development Tanzania”. De skal være afsted i fem måneder. Foto: Privat

Ina Grønvig

ina@fla.de

18. apr 2022, 8:12 d. 18. apr 2022, 8:12 kl. 18. apr 2022, 8:12

Resümee

Som de første frivillige for organisationen “Education Development Tanzania” er sydslesvigeren Caroline Ditweiler og veninden Johanna Festersen i Tanzania i fem måneder. Her bor de hos lokale og arbejder på en skole for helt små børn. Tætheden med de lokale giver en autentisk oplevelse, fortæller de.

Flensborg. »Mambo«. Det er et af de ord, som sydslesvigeren Caroline Ditweiler og veninden Johanna Festersen bruger mest, når de er ude at gå.

De to kvinder er i Tanzania, og her er folk imødekommende.

- Man føler sig velkommen alle steder. Møder man nogle på gaden, så kommer de hen og taler, fortæller Caroline Ditweiler.

Hun og Johanna Festersen er i Tanzania i et halvt år som frivillige for organisationen »Education Development Tanzania«. De er de første frivillige, som organisationen sender afsted. Deres opgave er at inspirere til, hvordan man kan bruge leg i undervisningen.

Bor hos powerwoman

Caroline Ditweiler og Johanna Festersen har været i Tanzania siden slutningen af december. De er indkvarteret privat i det nordlige Dar es Salaam.

- Vi bor hos en powerdame med fem jobs. Hun ejer den skole, vi arbejder på, og er i gang med at åbne endnu en, fortæller Johanna Festersen.


Foto: Privat

NtuNtu Ace Daycare Center er navnet på skolen, de arbejder på. Egentlig ville de selv kalde det for en børnehave, for skolen er for børn mellem 1 og 5 år. Men den adskiller sig fra en børnehave ved, at der er meget fokus på læring.

- De er ret resultatsorienterede hernede og vil gerne se fremskridtene i et hæfte, som børnene får med hjem, fortæller Johanna Festersen.

Skeptiske over for leg

Inden Caroline Ditweiler og Johanna Festersen tog til Tanzania, var de på et introduktionskursus. Her fik de et indblik i sproget, kulturen, hvordan man omgås børn i den alder, og hvordan leg bliver en del af undervisningen.

Det sidste har vist sig at være udfordrende.

Det ligger til os, at man kan lære af at lege. Men forældrene hernede sætter spørgsmålstegn ved det. Mentaliteten er, at man ikke lærer noget af leg.


- Det ligger til os, at man kan lære af at lege. Men forældrene hernede sætter spørgsmålstegn ved det. Mentaliteten er, at man ikke lærer noget af leg, fortæller de to frivillige veninder.


Skolen, som Caroline og Johanna arbejder på, er for børn mellem 1 og 5 år. Venindernes opgave er at få mere leg ind i undervisningen. Foto: Privat

Caroline Ditweiler og Johanna Festersen har dog helt indtil starten af juni til at få sat deres aftryk og påvirket lærerne. Herefter går turen atter hjem.

En anderledes nytår

Caroline Ditweiler og Johanna Festersen ankom lige i tide til at fejre nytår. Her havde deres værtsmor planlagt en hel særlig oplevelse. De skulle nemlig på campingtur i en ananas plantage.

Det var primitivt og også en ny oplevelse for værtsmoren og de andre lokale. Med sig havde de geder, som skulle slagtes til mad. Og toilettet var naturen.

- Det var vildt fedt efterfølgende. Det gav bare så meget, fordi vi kunne sige, at nu havde vi også klaret det. Så var man ligesom i gang, fortæller de to frivillige.

Det var vildt fedt efterfølgende. Det gav bare så meget, fordi at vi kunne sige, at nu havde vi også klaret det. Så var man ligesom i gang.



Deltag i konkurrencen om en tablet af typen Samsung Galaxy Tab A8 og hjælp Flensborg Avis med at blive bedre som både papiravis og på nettet.

Begge dele kan du gøre ved at klikke på følgende link og udfylde spørgeskemaet.

Ind under huden

Havde Caroline Ditweiler og Johanna Festersen taget en rygsæk på og rejst rundt, så havde de oplevet meget mere forskelligt. Men på en overfladisk måde, er de enige om.

Det giver nemlig noget at bo og arbejde sammen med lokalbefolkningen i et område uden turister.

- Vi ser meget de samme ting hele tiden. Men det er også en helt anden gave, fordi man kommer under huden på folk og kulturen, fastslår Caroline Ditweiler.

Vi ser meget de samme ting hele tiden. Men det er også en helt anden gave, fordi man kommer under huden på folk og kulturen

Caroline Ditweiler

Generelt er de enige om, at de får meget ud af at være afsted på denne måde. På et personligt plan lærer de sig selv at kende, mens også venskabet bliver prøvet af og styrket, fordi de er sammen konstant og har de samme op- og nedture, forklarer de.

Langt bagud

På nogle måder minder livet i Tanzania om det, som de to veninder er vokset op i. På andre måder er de meget bagud, og det kan godt gøre ondt at være vidne til, fortæller Caroline Ditweiler.

- Mange ting kommer ind under huden på os. For eksempel når vi ser, hvordan mennesker med handicap bliver behandlet, og at det ikke er accepteret alle steder. Eller hvis vi ser børn blive slået. Det er hårdt, konstaterer hun.

Sammen med lokale

De to frivillige veninder sørger for at komme på eventyr, når de har fri fra arbejde. Som den dag de gik om bag det lokale marked og pludselig så sig selv male og snitte træfigurer.

- Bag markedet laver de tingene, som sælges. Caroline malede hele dagen, og jeg lærte at lave træfigurer. Der vil vi gerne hen igen, fortæller Johanna Festersen.

Bag markedet laver de tingene, som sælges. Caroline malede hele dagen, og jeg lærte at lave træfigurer. Der vil vi gerne hen igen.

Johanna Festersen.

Johanna Festersen og Caroline Ditweiler har fået sig et lille ordforråd. Det skyldes især de mange gentagelser, de oplever, når folk på gaden vil tale med dem.

- Det er de samme ting, vi bliver spurgt om. »Hvordan har du det, hvor er du fra«. Ordene har sat sig fast, fordi vi har sagt det så tit, konstaterer Caroline Ditweiler.

Helt ligesom »mambo«, der betyder hej.