Fødeafdeling på sygehuset i Rendsborg lukket af omikron

En stor del af de ansatte på fødeafdelingen på Imland sygehuset i Rendsborg er sendt i karantæne. Derfor vil der i den kommende tid kun være åbent for nødstilfælde. 

I op til 14 dage regner Imland sygehuset med, at der kun vil være nødbemanding på fødeafdelingen. Foto:
I op til 14 dage regner Imland sygehuset med, at der kun vil være nødbemanding på fødeafdelingen. Foto: Martin Ziemer

Rendsborg. Efter flere ansatte på fødeklinikken på Imland sygehuset i Rendsborg er testet positive for omikron-varianten er stor del af de ansatte på afdelingen blevet sendt i karantæne.

Ingen patienter på afdelingen er blevet smittet. 

Det betyder, at fødeafdelingen må lukke ned for den normale drift i op til 14 dage, lyder det i en pressemeddelelse fra sygehuset. 

Der vil i den periode kun være åbent for nødstilfælde. Gravide, der i den kommende tid får veer eller hvor vandet er gået, bliver opfordret til at opsøge andre sygehuse. Det er de omkringliggende sygehuse såvel som redningscentralen informeret om. 

Imlands fødeafdeling i Egernførde er imidlertid også lukket på grund af en undersøgelse, efter et spædbarn mistede livet på afdelingen.  

Gravide, der skal have foretaget et planlagt kejsersnit i den første januaruge, bedes kontakte sygehuset telefonisk. Undersøgelser gennemføres kun efter aftale. 

Patienter, der har spørgsmål eller er usikre, kan til enhver tid kontakte fødeafdelingen på 04331-200-5020 

2 jan 2022, 9:51
mab