Liveblog-arkiv: 25.11.2020
Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og i Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.
Daniel Günther langer ud efter forbundsregeringen
25.11.2020 23:23
Berlin/Kiel: Slesvig-Holstens ministerpræsident, Daniel Günther (CDU), kritiserer forbundsregeringen for i første omgang at have forhindret en mere tilfredsstillende finansiering af intensive sengepladser til coronapatienter. Alle 16 forbundslande støttede kravet.
- Men forbundsregeringen ville ikke medvirke. Diskussionen om forbundsregeringens bidrag til friholdte sengepladser var en af årsagerne til, at forhandlingerne trak så længe ud, siger Daniel Günther efter onsdagens møde mellem kansler Angela Merkel og delstaternes regeringschefer.
Hidtil yder forbundsregeringen først tilskud til friholdte, intensive sengepladser, hvis der er flere end 70 nye smittede pr. 100.000 indbyggere i en region i løbet af syv døgn. Ifølge Daniel Günther vil forbundsstaterne have værdien sænket til 50.
Mange steder i Slesvig-Holsten er der færre end 70 nye smittede pr. 100.000 indbyggere i løbet af syv dage. Derfor får delstatens sygehuse heller ingen kompensation.
- Det er ikke fair, siger Daniel Günther.
Fem nye smittede i Nordfrisland Amt
25.11.2020 16:41
Husum. Der er registreret fem nye coronasmittede i Nordfrisland Amt. Desuden er der 12 nye raskmeldte.
Aktuelt er der 83 smittede i amtet. Ingen af dem er indlagt.
Siden epidemiens udbrud har der været 659 smittede i Nordfrisland Amt. 572 af dem er raske igen, og fire har mistet livet.
320 personer i amtet er aktuelt i karantæne. Det er 36 færre end i går.
Grafik: Nordfrisland Amt
Brostrøm fanget på billede uden mundbind i togkupe
25.11.2020 16:20
København. Et billede af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, siddende i en togkupe uden et mundbind florerer på de sociale medier.
Sundhedsstyrelsen oplyser i et skriftligt svar til Ekstra–Bladet, at Søren Brostrøm godt kan huske episoden.
Han havde kort taget mundbindet af for at drikke en slurk kaffe. Han glemte dog at tage det på igen, lyder forklaringen.
– Kort tid efter kom togkontrolløren heldigvis forbi og mindede ham om at have mundbindet på, som han selvfølgelig tog på igen, skriver styrelsen.
Mediet har talt med fotografen, som ønsker at være anonym. Han fortæller, at billedet er taget 11. november i et tog i retning mod København.
/ritzau/
Smittetilfælde hjemsender én 3. klasse og 12 søskende på Tinglev Skole
25.11.2020 15:51
Tinglev. Én 3. klasse på Tinglev Skole hjemsendes efter et smittetilfælde. Styrelsen for Patientsikkerhed har samtidig meddelt Aabenraa Kommune, at også søskende til hjemsendte elever i den 3. klasse bør screenes hurtigst muligt for covid-19.
- Vi har en tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og relevante sundhedsmyndigheder. De har orienteret os om, at vi bør hjemsende én 3. klasse samt søskende til eleverne i den klasse på Tinglev Skole efter et smittetilfælde.
Sådan lyder det fra skolechef Rasmus Andreassen, efter han i dag har været i kontakt med sundhedsmyndighederne.
- Konkret betyder en hjemsendelse og screening af de 12 søskende, at de bør testes hurtigst muligt. Når der foreligger et negativt testsvar kan de møde fysisk i skole igen. Eleverne i 3. klasse bør følge den normale procedure ved nær kontakt med en smittet, siger Rasmus Andreassen.
57-årig mand får hårdeste dom til dato for coronasvindel
25.11.2020 15:34
Brønshøj. En 57-årig mand fra Brønshøj er blevet dømt ubetinget fængsel i tre år og seks måneder for at have forsøgt at svindle med statens coronahjælpepakker.
Derudover er manden blev tildelt en tillægsbøde på 2,85 millioner kroner, selv om han aldrig nåede at få noget udbetalt.
Det har Københavns Byret onsdag besluttet, skriver TV2.
/ritzau/
Mette F.: - Jeg har ikke noget at skjule
25.11.2020 15:33
København. Under en doorstep med statsminister Mette Frederiksen (S) efter hasteforespørgsel i Folketingssalen bliver der spurgt til, hvad argumentet er for ikke at lave en kommissionsundersøgelse.
Mette Frederiksen svarer et andet sted, nemlig at hun er "oprigtig ked af, at der er blevet begået fejl".
Frederiksen henviser til, at hun har respekt for det arbejde, der foregår i Folketinget med at finde ud af, hvilken undersøgelse der skal til.
Mette Frederiksen siger, at hun har erkendt, at der er blevet begået fejl, og at hun vil lade Folketinget om at beslutte, hvordan det skal undersøges.
Hun vil ikke udtale sig om, hvilken type undersøgelse der skal laves "i respekt for Folketinget".
– Jeg har ikke noget at skjule, understreger Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen afslutter doorstep, efter hun i over to timer har været til hasteforespørgsel i Folketingssalen, hvor hun har svaret på spørgsmål om håndteringen aflivningen af alle mink i Danmark.
/ritzau/
Danmark tiltræder femte forhåndsaftale om køb af vaccinedoser
25.11.2020 14:47
Vaccinenyhed: DK er tiltrådt EU’s femte forhåndsaftale med CureVac om indkøb af vacciner. Aftalen med CureVac betyder for Danmark, at ca. 2.6 mio personer vil kunne blive vaccineret, hvis vaccinen godkendes efter grundig dokumentation for sikkerhed og effekt #COVID19dk #sundpol
— Magnus Heunicke (@Heunicke) November 25, 2020
Yderligere 1183 nye coronatilfælde i Danmark
25.11.2020 14:12
København. Det seneste døgn er der registreret yderligere 1183 coronatilfælde i Danmark, viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut.
Antallet af indlagte falder med fire til i alt 251. Heraf er 42 personer indlagt på intensiv, 21 af dem er i respirator.
Der er fem nye dødsfald.
/ritzau/
To nye smittede i Flensborg Kommune
25.11.2020 14:03
Flensborg. Der er inden for de seneste 24 timer blevet registreret yderligere to coronasmittede i Flensborg Kommune (begge i går eftermiddags).
Aktuelt er der 56 smittede kommunen.
Der har siden epidemiens udbrud været 308 smittede i Flensborg Kommune. 249 af dem er raske igen, og tre er døde.
På nuværende tidspunkt er 221 personer i karantæne. Det er fire færre end i går.
Der har været 29 nye smittede per 100.000 indbyggere indenfor syv dage.
Blå partier stiller forslag om undersøgelseskommission af minksagen
25.11.2020 13:59
København. Dansk Folkeparti vil have udarbejdet en undersøgelseskommission af hele forløbet. Det forslag stiller Kristian Thulesen–Dahl på vegne af alle de blå partier, siger han i Folketingssalen.
– Den her sag har en karakter, hvor en undersøgelseskommission er på sin plads. Så alle danskere får syn for sagen af, hvad der er sket, siger han.
/ritzau/
Enhedslisten og SF går sammen om krav til undersøgelse af minksag
25.11.2020 13:54
København. For at afdække hvad der er op og ned i minkskandalen, har SF og Enhedslisten slået sig sammen om at kræve en ny, parlamentarisk undersøgelsesform.
Partierne har ellers haft den holdning, at en advokatundersøgelse var nok til at afdække forløbet – i hvert fald til at starte med.
Men den nye form for undersøgelse skal være en mellemting mellem en advokatundersøgelse, som udelukkende baserer sig på skriftlige kilder, og en kommissionsundersøgelse, som typisk tager mange år, lyder det nu.
/ritzau/
Justitsminister: Det er forkert at omtale udmeldingen som en ulovlig ordre
25.11.2020 13:35 - opdateret 13:53
København. Justitsminister Nick Hækkerup (S) har ordet under hasteforespørgslen. Han siger, at der er en række ting, der er gået galt i håndteringen af sagen.
Men han mener ikke, det er rigtigt, at der er givet en ulovlig ordre.
– Det er fair, vi har en debat om sagens forløb. Men det er et problem, når der bliver råbt Grundlovsbrud og ulovlig ordre i flæng, siger han.
Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, spørger til, hvorfor det ikke må kaldes en "ordre", som Nick Hækkerup har sagt, at det ikke er.
Nick Hækkerup mener, det er en "vejledning", der er givet.
– Justitsministeriets vurdering er, at der er tale om en vejledning. Men det er selvfølgelig en forkert vejledning, der er givet, siger Hækkerup.
/ritzau/
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette F.: Manglende lovhjemmel, men ikke lovbrud
25.11.2020 13:21
København. Formand for Venstre Jakob Ellemann–Jensen har ordet.
Han spørger:
– Hvorfor gjorde statsministeren ikke noget, da statsministeren fandt ud af, at man reagerede bundhamrende ulovligt? spørger Ellemann-Jensen.
Mette Frederiksen mener "simpelthen ikke, det er rigtigt, at statsministeren ikke gjorde noget".
– Der er en manglende lovhjemmel, men ikke et lovbrud, siger Mette Frederiksen om minksagen.
/ritzau/
Statsministeren: Det er simpelthen ikke rigtigt, at jeg har brudt Grundloven
25.11.2020 13:12
København. – De påstande om, at jeg har brudt loven. Det er simpelthen forkert, siger Mette Frederiksen. Hun henviser til, at justitsminister Nick Hækkerup (S), der også er med på hasteforespørgslen, kan svare nærmere på det juridiske.
/ritzau/
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette F. beklager minksituationen igen
25.11.2020 13:11
København. Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl er den første til at have ordet på hasteforespørgslen:
– Vi er meget glade for, det har kunnet lade sig gøre. Vi er en stor del af Folketinget, og jeg tror også en stor del af befolkningen, som betegner det her som en skandale.
– Vi taler om en situation, hvor et erhverv er ved at blive udslettet i Danmark på baggrund af en ulovlig ageren fra regeringen. Det bliver vi nødt til at undersøge til bund og de ansvarlige stillet til ansvar, siger han.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har ordet. Hun understreger igen, at det ville være uansvarligt ikke at aflive alle danske mink. Hun beklager endnu engang forløbet.
– Det ændrer ikke på, at der er blevet begået fejl i den her sag. Og det er lagt åbent frem.
– Der var lovhjemmel til at aflive smittede mink og mink inden for smittezonerne, men ikke til de andre mink, siger hun.
Mette Frederiksen (S) understreger og gentager flere pointer, som hun allerede tidligere i forløbet har sagt.
-Der er ikke et motiv, siger Mette Frederiksen og spørger retorisk, hvorfor regeringen skulle have fortiet, at der ikke var lovhjemmel for at lægge det åbent frem nogle dage efter.
/ritzau/
Statsministeren svarer på spørgsmål om minksagen
25.11.2020 13:03
København. Statsminister Mette Frederiksen (S) er blevet kaldt i hasteforespørgsel onsdag klokken 13 af de blå partier.
Her ventes hun at svare på en lang række spørgsmål om håndteringen af minksagen, hvor alle danske mink i Danmark blev beordret aflivet.
Frederiksen (S) har selv bedt om at have justitsminister Nick Hækkerup (S) med også, så han kan hjælpe hende undervejs.
/ritzau/
Syv nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt
25.11.2020 12:59
Rendsborg. Siden i går eftermiddags er der registreret syv nye coronasmittede i Rendsborg-Egernførde Amt. Desuden er der registreret 11 nye raskmeldte.
Aktuelt er der 89 smittede i amtet.
Siden epidemiens udbrud har der været 892 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. 786 af dem er raske igen, og 17 har mistet livet.
Dansk Folkeparti kræver fortsat statsministerens afgang efter minksag
25.11.2020 12:53
Brandvæsenet forbyder traktordemo gennem Hjørring centrum
25.11.2020 12:52
Hjørring. Den planlagte traktordemonstration "for folkestyret og Grundloven" i Hjørring lørdag har fået nej til at køre gennem midtbyen af brandvæsenet, skriver Nordjyske.
Det skyldes, at de mange traktorer vil blokere gaden i tilfælde af brand, lyder det.
I sidste weekend kørte flere hundrede traktorer ind i Aarhus og København i demonstration, der udløber af regeringen beslutning om at aflive alle danske mink.
/ritzau/
Statsministeren svarer på spørgsmål fra danskerne
25.11.2020 12:51
Rejsebureau fyrer alle medarbejdere
25.11.2020 12:23
Ringkøbing. Rejsebureauet Højmark Rejser regner ikke med at kunne sende nogen kunder på skiferie denne vinter.
Derfor er alle medarbejdere blevet fyret, fortæller koncerndirektør Majbritt Jensen til Dagbladet Ringkøbing–Skjern.
De 14 medarbejdere, der er blevet fyret, håber an dog at kunne genansætte, før deres opsigelsesperiode udløber, lyder det.
/ritzau/
Flere brancher efterspørger et coronapas
25.11.2020 12:02
København/Skanderborg. Flere brancher ønsker sig et corona-pas, der kan dokumentere, at kunder for nylig er testet negative for covid-19 og – når en vaccine bliver godkendt – er vaccineret.
Ønsket kommer blandt andet fra Michael Svane, der er branchedirektør for luftfart i organisationen Dansk Industri. Han mener, det kan bidrage til, at samfundet hurtigere bliver åbnet igen.
- Vi foreslår et covid-pas – i virksomhederne, til vands, i luften og i den kollektive trafik – for det kan bruges alle steder.
- På den måde kan vi komme væk fra et system med restriktioner og få genåbnet samfundet, siger han til Jyllands-Posten.
Også landets festivaler er blevet aflyst på grund af pandemien. Her bliver idéen om et coronapas også godt modtaget hos Smukfest.
Festivalen i Skanderborg kan godt forestille sig, at et sådant pas potentielt kan blive et krav for at deltage på festivalen.
/ritzau/
Tre nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt
25.11.2020 11:52
Slesvig. Siden i går formiddag er der registreret tre nye coronasmittede i Slesvig-Flensborg Amt. Desuden er der fem nye raskmeldte.
Aktuelt er der 30 smittede i amtet.
Siden epidemiens udbrud har der været 509 smittede i Slesvig-Flensborg Amt. 472 af dem er raske igen, og syv har mistet livet.
297 personer i amtet er aktuelt i karantæne. Det er 92 færre end i går.
Der har været 7,0 smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage.
Borehuller skal afklare mulig forurening fra døde mink
25.11.2020 11:18
Holstebro/Karup. Tirsdag kom det frem, at en grav med døde mink er etableret for tæt på Boutrup Sø ved Holstebro.
Nogle af minkgravene ligger blot 200 meter fra søen, selv om gravene ud fra et forsigtighedsprincip skulle etableres 300 meter fra søen.
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) beklagede situationen og bebudede en nærmere undersøgelse.
Miljøstyrelsen oplyser på den baggrund, at man nu sætter gang i en undersøgelse af minkgravene både ved Holstebro og Karup.
/ritzau/
300 mink-ansatte står til hurtig hjemsendelse
25.11.2020 10:25
Aalborg. Med minkbranchens nedlukning står flere end 300 udlændinge til at blive sendt hjem, fordi de har mistet deres job i minkbranchen, skriver Nordjyske.
Fordi de er borgere fra et land uden for EU, er deres opholdstilladelse afhængig af, at de har et job. I det øjeblik jobbet forsvinder, har de maksimalt en uge til at rejse hjem. Det er i særlig grad personer fra Ukraine, der er berørt.
/ritzau/
Mette F. indkaldt til hasteforespørgsel
25.11.2020 10:03
København. Onsdag klokken 13 skal statsminister Mette Frederiksen (S) svare på spørgsmål om beslutningen om at aflive alle danske mink.
Det er blå blok, der har indkaldt til en hasteforespørgsel. Den er sat til at vare to timer.
/ritzau/
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Feriepenge giver næststørste hop i detailsalget nogensinde
25.11.2020 09:46
København. En pæn del af de mange indefrosne feriepenge er blev brugt i Danmarks butikker i oktober, hvor særligt salget af tøj og sko er gået i vejret.
Det samlede tal fra de danske detailbutikker steg med 8,2 procent i oktober sammenlignet med september, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er den næststørste stigning, der nogensinde er målt – kun overgået af maj i år.
Ud over tøj har der også være en markant stigning i salget af varer som elektronik og møbler.
/ritzau/
Nyt UV-våben skal beskytte mod corona i juletrafikken på Kattegat
25.11.2020 09:31
Aarhus. Molslinjen sætter fire hurtigfærger ind mellem Jylland og Sjælland i juletrafikken.
De skal sikre en tryg julerejse, hvor der er plads til at holde afstand.
Alle fire hurtigfærger vil være udstyret med helt ny corona-afskærmning mellem sæderne samt UV-bestråling af luften i ventilationen.
Mink begravet for tæt på sø – minister varsler hurtig løsning
25.11.2020 09:14
Holstebro. I et militært øvelsesterræn i Holstebro er en del af de mink, der den seneste tid er aflivet, blevet begravet.
Nu viser det sig dog, at de er blevet begravet for tæt på den nærliggende Boutrup Sø. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Det skal løses hurtigt muligt, og derfor handles der straks på det. Det siger fødevareminister Rasmus Prehn (S),
- Det er en meget beklagelig situation, og det er vigtigt, at der findes den bedst mulige løsning hurtigt, så borgerne i området trygt kan regne med, at vandet i søen er rent, lyder det i meddelelsen.
Det har dog skabt logistiske udfordringer, og derfor blev det besluttet, at nogle af dem skulle graves ned. Men det er altså ikke gået gnidningsfrit ved Boutrup Sø.
Ud fra et forsigtighedsprincip skal nedgravninger i området ske 300 meter fra søen. Dele af minkene er dog begravet under 200 meter fra Boutrup Sø.
Fødevarestyrelsen arbejder på opgaven under rådgivning fra Miljøstyrelsen. Der ses blandt andet på, om der skal etableres drænrør.
Det kan være med til at sikre, at den forurenede væske opsamles og renses, så den ikke kommer i nærheden af søen.
Fødevarestyrelsens direktør, Nikolaj Veje, understreger, at problemet ikke spreder corona-smitte.
- Det, vi skal sikre, er, at søen ikke bliver forurenet med blandt andet kvælstof og fosfor, og det er der en række forskellige løsninger på.
De døde mink volder også andre problemer ved Boutrup Sø. Her presses døde mink op mod jordoverfladen, hvilket dog vurderes at være et midlertidigt problem.
Det vurderes at være knyttet til forrådnelsesprocessen, oplyses det. Indtil der er opsat hegn om arealet, vil det være bemandet 24 timer i døgnet.
/ritzau/
17 børn fra Børnehaven Sønderskov i Tinglev hjemsendes
25.11.2020 09:05
Tinglev. En medarbejder i Børnehaven Sønderskov i Tinglev er konstateret smittet med covid-19. Derfor har børnehaven efter dialog med sundhedsmyndighederne hjemsendt 17 børn fra børnehaven. De 17 børn er alle defineret som nære kontakter.
- Der er blevet ringet rundt til de relevante forældre til børnene i Børnehaven Sønderskov. Vi har haft en tæt dialog med sundhedsmyndighederne, og vi følger som altid deres anbefalinger. Det opfordrer jeg til, at alle gør, så vi på den bedste måde kan inddæmme og begrænse smitten, siger dagtilbudschef i Aabenraa Kommune, Jacob Svarre Winther.
Ved positive tilfælde af covid-19 i Aabenraa Kommunes skoler og dagtilbud gælder, at barnet igen må komme i skole eller institution efter en negativ test foretaget tidligst fire dage efter smittetilfældet. Herefter gentages testen, efter barnet er tilbage i skolen eller institutionen.
Ønskes der ikke test, skal barnet være isoleret i hjemmet i syv sammenhængende dage uden symptomer, før barnet igen kan komme i skole eller institution.
Antallet af dødsfald sætter rekord i Tyskland
25.11.2020 07:41
Berlin. I løbet af 24 timer er der registreret 410 nye dødsfald blandt coronapatienter i Tyskland. Antallet er det højeste under coronaepidemien. Det oplyser Robert Koch Instituttet onsdag morgen. Hidtil har 14.771 smittede mistet livet.
På et døgn er der opdaget 18.633 nye smittede. Det er godt 1000 flere end for en uge siden. Sidste onsdag var der 17.561 nye tilfælde.
Fredag satte epidemien rekord med 23.648 smittede.
Siden foråret er 961.320 testet positive. Robert Koch Instituttet skønner, at omkring 656.400 smittede er raske igen.
Kontakttallet ligger på 0,97, så hver smittet i gennemsnit giver virussen videre til 0,97 andre. Epidemien ebber ud, hvis værdien i længere tid er lavere end 1,0.
(dpa)
Fire smittede er døde i Slesvig-Holsten
25.11.2020 07:23
Kiel. På 24 timer er der opdaget 251 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser regeringen i Kiel onsdag morgen.
I Flensborg er der fire nye smittede og i Slesvig-Flensborg Amt to. Både i Nordfrisland og Rendsborg-Egernførde amter er der opdaget yderligere seks inficerede.
Fire smittede har mistet livet. I Slesvig-Flensborg Amt har der været et enkelt dødsfald, mens henholdsvis to og en er døde i Stormarn Amt og Lübeck. Hidtil er 241 smittede døde i delstaten siden epidemiens begyndelse.
13.304 er efterhånden testet positive. Omkring 9900 menes at være raske igen.
Smitten stiger stadig voldsomt i det sydlige og centrale Slesvig-Holsten, hvor der for eksempel er 50 nye smittede i Pinneberg ved Hamborg og 36 i Kiel.
Aktuelt er 142 indlagt. 19 er i intensiv behandling.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce