Liveblog-arkiv: 11.-12.11.2020

Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og i Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.

Billede
Grafik: Kay Ohlsen

Smittespredning i Tyskland sætter ny rekord

12.11.2020 07:48

Berlin. På 24 timer er der indberettet 23.542 nye tilfælde af coronavirus i Tyskland. Det er knap 1700 flere end torsdag. Hermed sætter antallet af nye smittede fredag igen rekord, viser opgørelsen fra Robert Koch Instituttet fredag morgen.

Sidste lørdag blev der fundet 23.399 smittede, hvilket dengang var det hidtil højeste antal under epidemien.

Efterhånden er der registreret i alt 751.095 smittede. Omkring 481.700 skønnes at være raske igen.

I løbet af et døgn er der konstateret 218 dødsfald, så 12.200 smittede efterhånden har mistet livet siden foråret.

Kontakttallet er på 0,93, så hver smittet i gennemsnit giver virussen videre til 0,93 andre. Stigningen i antallet af nye tilfælde aftager, så længe denne værdi er under 1,0.

(dpa)


Smittetal er faldet en smule i Slesvig-Holsten

13.11.2020 07:29

Kiel. Smittespredningen i Slesvig-Holsten er faldet en smule. Efter der frem mod torsdag var konstateret 247 nye tilfælde, er der i løbet af 24 timer fundet 192, oplyser delstatens regering fredag morgen.

Rendsborg-Egernførde Amt er fortsat hårdt ramt med 20 nye inficerede. I Slesvig-Flensborg Amt er der seks og i Flensborg Kommune fem.

Nordfrisland har ikke meldt nye tal ind.

I Kiel er 16 nye testet positive.

Smitten spreder sig igen mest lige nord for Hamborg. I Stormarn Amt er der fundet yderligere 39 smittede. I Pinneberg er der opdaget 34.

Siden foråret er 10.903 tilfælde registreret inficeret i delstaten. Omkring 7600 af dem menes at være raske igen.

Ingen nye er døde. I alt har 213 efterhånden mistet livet.

Aktuelt er 119 indlagt.

Flesborg Avis siger godnat og på gensyn


Tyske eksperter opfordrer til tålmodighed

12.11.2020 23:03

Berlin. Vi må klemme balderne sammen et par måneder endnu. Det siger chefen for Robert Koch Instituttet, Lothar Wieler, op til mødet mellem forbundskansler Angela Merkel og delstaternes regeringschefer førstkommende mandag.

Mødets deltagere gør statur over udviklingen under coronaepidemien.

På deres seneste møde blev ministerpræsidenterne og kansleren enige om at lukke ned for det sociale og kulturelle liv i hele Tyskland frem til udgangen af november.

(dpa)


Kåre Mølbak går på pension om få måneder

12.11.2020 16:04

København- Faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI) Kåre Mølbak går på pension 31. januar 2021, oplyser SSI i en pressemeddelelse.

Henrik Ullum, der tiltræder som SSI-direktør til december, overtager Mølbaks opgaver sammen med Tyra Grove Krause, der er afdelingschef for SSI's afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse.


Philip Davali/Ritzau Scanpix


WHO: Ikke grund til panik over muteret virus

12.11.2020 15:19

København. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) siger torsdag, at man indtil videre ikke er så bekymret over, at muteringer som den, der i Danmark har bevæget sig fra mennesker over i mink og tilbage i mennesker igen, vil ødelægge mulighederne for en vaccine

Det skriver Jyllands–Posten.

Ifølge læge Margaret Ann Harris, der er talsperson hos WHO, er der så mange forskellige vacciner på vej, at en virusmutation i danske mink næppe vil ødelægge mulighederne for, at nogle virker.


Københavns Lufthavne vil fyre for anden gang på få måneder

12.11.2020 14:54

Københavns Lufthavn vil finde besparelser svarende til cirka 325 fuldtidsstillinger om året. Det oplyser selskabet i sit regnskab for tredje kvartal.

- Størstedelen af denne besparelse vil dog blive fundet gennem arbejdsfordeling og uddannelsesinitiativer og dermed ikke afskedigelser, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Arbejdsfordeling er en af de tiltag, som regeringen har iværksat for at undgå fyringer under coronakrisen.

Det er anden gang inden for få måneder, at der skal findes besparelser i Københavns Lufthavn.

I august blev det varslet, at 650 stillinger skulle nedlægges på grund af coronakrisen.

Gennem forhandlinger med tillidsfolk endte det dog med, at antallet blev nedbragt til lidt over 500.

Inden fyringsrunden havde lufthavnen omkring 2600 fuldtidsansatte. Det svarer til, at tæt på hver femte er blevet fyret.


Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


34 nye smittede og 27 raskmeldinger i Rendsborg-Egernførde Amt

12.11.2020 14:42

Rendsborg. Der er siden i går blevet registreret 34 nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. Desuden er 27 smittede personer meldt raske igen. 

Dermed er der aktuelt 169 smittede i amtet. 

Siden epidemiens udbud hader været 779 smittede, hvoraf 594 er raske igen. 

Der er registreret et nyt coronarelateret dødsfald i amtet. Dermed har der været 16 dødsfald i amtet siden epidemiens start. 


Rekordmange får intensiv behandling

12.11.2020 14:35

Berlin. Antallet af coronapatienter i intensiv behandling i Tyskland stiger. 3186 er indlagt på intensive afdelinger. Det oplyser det tyske selskab for intensiv- og akutmedicin torsdag.

Antallet er det højeste under epidemien.

Dagen før var der 59 intensive patienter færre.

Godt halvdelen af de berørte skal have hjælp til at trække vejret.

Cirka 6000 intensive sengepladser er fortsat ledige. Robert Koch Instituttet melder dog om lokale udfordringer, der primært handler om personalemangel, som opstår på grund af coronasmitte eller karantæne blandt ansatte i sundhedssektoren. pg/dpa


Region Syddanmark skærper krav til test ved sygehusbesøg

12.11.2020 14:24

En såkaldt lyntest for coronavirus er ikke godt nok, hvis man skal ind på sygehusene i Region Syddanmark.

Det kan være belejligt at få foretaget en covid-19-test i det private, hvis man vil have kortere ventetid.

En ekspertgruppe nedsat af Det faglige råd for klinisk mikrobiologi har imidlertid vurderet kvaliteten af de test, der udføres i det private. På den baggrund har Region Syddanmark valgt, at når man som patient skal kunne fremvise en negativ test i forbindelse med behandling, undersøgelse eller andet besøg på sygehuset, så skal testen fremover være foretaget i offentligt regi.

Koncerndirektør Kurt Espersen siger:

- Jeg kan godt forstå, at folk gerne vil have et hurtigt svar og derfor får foretaget test i det private. Men vi er simpelthen nødt til at kunne stole på, at resultaterne af testen er korrekt. Ved nogle typer af test, er usikkerheden for stor i selve testen, og ved andre typer er der ikke den fornødne kontrol med analysen. Når man skal ind på et sygehus med mange syge mennesker, så er vi nødt til at vide, at testen er god nok.

Når man har fået en henvisning til test fra en sygehusafdeling eller en praktiserende speciallæge kan man booke en tid på www.coronaprover.dk og få foretaget en test på et af regionens testcentre.

Region Syddanmark har over de seneste måneder åbnet flere testcentre og teststationer, der sammen med regionens testbiler giver bred geografisk mulighed for at blive testet.


Claus Bech/Ritzau Scanpix


Højeste antal indlagte med corona siden 4. maj

12.11.2020 14:05 - opdateret 14:18

København. Det samlede antal indlagte med corona stiger med 23 til 239. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

Antallet af indlagte er det højeste siden 4. maj. Der er 41 nye indlæggelser siden onsdag.

Der er kommet svar på 75.315 prøver det seneste døgn, hvoraf 1011 prøver var positive smittetilfælde. Det svarer til 1,3 procent.

Der er yderligere to personer, der er døde med coronavirus, hvilket bringer det samlede antal af døde med corona op på 755 mennesker.


Fire nye coronatilfælde i Flensborg

12.11.2020 13:57

Flensborg. I løbet af det seneste døgn er der blevet registreret fire nye smittede i Flensborg Kommune. En person er desuden blevet meldt rask igen. 

Dermed er der aktuelt 52 smittede i byen. 

Siden epidemiens udbrud har der været 24 smittede i Flensborg Kommune, hvoraf 209 er raske igen, mens tre personer har mistet livet. 

På nuværende tidspunkt er 301 personer i karantæne. Det er 14 flere end i går. 

Der har været 31 nye smittede per 100.000 indbyggere inden for de seneste syv dage. 


12 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt

12.11.2020 13:52

Slesvig. Siden i går er yderligere 12 personer meldt smittet med coronavirus. Desuden er 13 personer meldt raske igen. 

Dermed er der nu 110 aktuelt smittede i amtet. 

Siden epidemiens udbrud har der været 461 smittede i amtet. Deraf er 345 raske igen, mens seks personer har mistet livet. 

På nuværende tidspunkt er 511 personer i karantæne. Det er 30 færre end i går. 

Der har været 29,3 nye smittede per 100.000 indbyggere i amtet i løbet af syv dage.


25 personer til spinninghold fører til sigtelse

1211.2020 11:39

Viborg. En ejer af et fitnesscenter i Viborg er blevet sigtet for brug på forsamlingsforbuddet. Det skriver TV MidtVest.

Politiet var onsdag eftermiddag på kontrolbesøg i fitnesscentret. Her blev det mødt af 24 deltagere og en instruktør, som var i gang med et spinninghold. Forsamlingsforbuddet tillader kun forsamlinger på ti personer.


Svært at genstarte minkproduktion

12.11.2020 10:07

København. Det vil blive svært at genstarte den danske minkbranche, selv hvis det skulle vise sig muligt at bevare 56.000 avlsdyr. Det vurderer seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare– og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

Han siger til Ritzau, at det vil tage op til ti år at komme i nærheden af det nuværende niveau. Fordi det kræver store investeringer og tålmodighed, før man kan producere og sælge skind igen.


Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


Knap 22.000 nye er smittet i Tyskland

12.11.2020 07:27

Berlin. I løbet af 24 timer er der fundet 21.866 nye tilfælde af smitte med coronavirus i Tyskland. Det oplyser Robert Koch Instituttet torsdag morgen. Det er knap 3400 tilfælde flere end onsdag. Sammenlignet med torsdag i sidste uge er der tale om en svag stigning.

Sidste torsdag var der 19 990 nye smittede. Rekorden blev sat lørdag med 23.399 registrerede infektioner.

Hidtil har Robert Koch Instituttet fået indberettet i alt 727.553 smittetilfælde under epidemien.

På et døgn har 215 smittede mistet livet. Hermed har der siden foråret været i alt 11.982 dødsfald. Onsdag var der 261 døde.

Robert Koch Instituttet skønner, at rundt regnet 467,800 smittede er raske igen.

Kontakttallet ligger på 0,89, så hver smittet i gennemsnit giver virus videre til 0,89 andre. Stigningen i antallet af nye tilfælde er faldende, så længe denne værdi er under 1,0.

(dpa)


Fem cooronapatienter er døde i Slesvig-Holsten

12.11.2020 07:12

Kiel. Smittetrykket er uændret højt i Slesvig-Holsten. I denne omgang er 247 nye testet positive på 24 timer, oplyser regeringen i Kiel torsdag morgen.

I samme tidsrum har der været fem nye dødsfald. Fire har mistet livet i Segeberg Amt i den sydlige del af forbundslandet, mens en enkelt er død i Lauenburg Amt i det sydøstlige Slesvig-Holsten.

I Rendsborg-Egernførde Amt er der et voldsomt udbrud med 29 tilfælde. I Slesvig-Flensborg Amt er der 15, mens yderligere 11 er smittet i Nordfrisland.

I Flensborg er der fundet otte nye inficerede.

Kiel har konstateret 27 smittede.

I denne omgang er smittespredningen nogenlunde ligeligt for delt i hele forbundslandet med undtagelse af Pinneberg lige nord for Hamborg, hvor ikke mindre end 47 er testet positive.

Efterhånden har 10.711 haft coronavirus siden foråret. Omkring 7400 af dem menes dog at være raske igen.

For øjeblikket er 113 coronapatienter indlagt.


Flensborg Avis siger godnat og på gensyn


Demonstranter så stort på coronaregler

11.11.2020 22:50

Hamborg. Omkring 650 deltagere demonstrerede onsdag mod coronareglerne i det centrale Hamborg. Påbuddene om at bære mundbind og holde afstand blev overtrådt gentagne gange oplyser politiet.

I alt har 46 demonstranter nu udsigt til bøder.

Fire gange formanede politiet over højtalere demonstranterne om at holde afstand og bære mundbind. Da det ikke hjalp, skred betjentene til sigtelser.

En overgang varslede politiet, at forsamlingen ville blive opløst. Det skete dog ikke.

(dpa)


Ingen smittede mink i Nordjylland efter midnat

11.11.2020 15:21

I Nordjylland er aflivningen af smittede minkfarme sandsynligvis overstået onsdag aften, siger stabschef i Fødevarestyrelsen, Karsten Aagaard, til Nordjyske.

Der kan være en enkelt farm eller to tilbage, men ikke mere end det, siger han. De aflivede mink er fra smittede farme og farme mindre end 7,8 kilometer væk fra en smittet farm.

/ritzau/


SSI vil teste coronavaccine på Hvidovre Hospital i 2021

11.11.2020 15:03

København. En coronavaccine udviklet af Statens Serum Institut (SSI) er klar til at blive testet på mennesker, og hvis alt går efter planen, kommer det til at ske i 2021 på Hvidovre Hospital. 

Det fortæller Anders Fomsgaard, chefvirolog, professor og overlæge på SSI, der leder vaccinearbejdet.

I første fase vil vaccinen bliver testet på frivillige, raske personer. Vaccinen med navnet Covaxix har vist lovende resultater i de indledende udviklings- og testfaser.

/ritzau/


Tekniske problemer forsinkede opfølgende minkbrev

11.11.2020 14:35

København. Brevet fra Fødevarestyrelsen til minkavlerne fredag blev sendt uden Mogens Jensens viden, forklarer fødevareministeren på samråd. Han kendte dermed ikke til indholdet.

– Brevet bliver sendt ud fra myndighederne for at sikre, at minkavlerne ved, hvordan de skal forholde sig til nedslagtningen. Så er stridspunktet, om der i brevet er tale om et "påbud" eller en "opfordring", siger han.

Mogens Jensen forklarer desuden, at han fik det opfølgende brev til minkavlerne til gennemsyn mandag i denne uge. Han godkendte brevet, men "på grund af tekniske problemer" blev det først udsendt til minkavlerne tirsdag morgen.

/ritzau/


Prien holder fast i fysisk undervisning

11.11.2020 14:30

Kiel. Slesvig-Holstens undervisningsminister Karin Prien (CDU) vil holde fast i den fysiske undervisning på delstatens skoler trods den delvise nedlukning. 

- Kohorte-princippet og vores hygiejnekoncepter fungerer, sagde hun onsdag i Kiel. 

I de fleste tilfælde berører det kun få elever, når der er coronasmitte på skolerne, mener hun. 

- Det er meget sjældent, at vi har større smitteudbrud på vores skoler, sagde Karin Prien. 

Hun nævner dog Husum som et sted, hvor der har været større smitteudbrud på skoler. Her er flere skoler stadig lukket. Det er dog ifølge Prien et særtilfælde, ligesom på en skole i Elmshorn. 

Karin Prien kan for tiden ikke se en grund til at revidere skolekonceptet for tiden. 

- I Slesvig-Holsten har vi de næstlaveste smittetal i Tyskland, understregede hun. 

Ved idrætsundervisning skal man ifølge undervisningsministeren dog forhindre typiske smitte-situationer i omklædningsrummene, mener Karin Prien. Idræt på skolerne skal desuden helst foregå udenfor. Hun nævner atletik og bordtennis som eksempler. 

Ifølge undervisningsministeriet er fem ud af 950 i Slesvig-Holsten lukket for tiden. Tirsdag var 198 kohorte ramt af indskrænkninger i den fysiske undervisning. I alt er der 18.000 skoleklasser, 363.000 elever og 28.000 lærere i delstaten. 

(dpa)


Foto: Monika Skolimowska/zb/dpa


Merz ikke i karantæne mere

11.11.2020 14:18 

Berlin/Düsseldorf. CDU-formandskandidat Friedrich Merz har for anden gang fået gennemført en corona-lyntest, der var negativ. Derfor er han ikke længere i karantæne. Det meddeler han på det sociale medie Twitter. 

Merz fylder 65 år i dag. 

- En god fødselsdagsgave, skriver han på Twitter. 

Friedrich Merz var gået i karantæne for en sikkerheds skyld efter at have deltaget i et partimøde i Sachsen, hvor også regionaludviklingsminister Thomas Schmidt (CDU), der efterfølgende testede positivt for corona, havde deltaget. 

(dpa)


36 udenlandske corona-patienter på tyske hospitaler

11.11.2020 14:12

Berlin. Siden coronaens anden bølge startede, er 36 corona-patienter fra nabolandene blevet flyttet til tyske hospitaler. 

Det er 25 personer fra Belgien og tre fra Nederlandene, der er på hospitaler i Nordrhein-Westfalen, og otte personer fra den franske region Grand Est, der er på hospitaler i Saarland. 

(dpa)


Antal indlagte coronapatienter i Danmark stiger til 216

11.11.2020 14:03

København. Der er onsdag 216 indlagte coronapatienter på landets hospitaler, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut. Det er en stigning fra 211 tirsdag.

Af dem er 40 på intensiv, mens 22 har brug for respirator.

Der er 994 nye smittetilfælde, mens der er sket tre dødsfald det seneste døgn. Der er foretaget hele 77.523 prøver.

/ritzau/


Ekspertgruppe: Lyntest skal kun være et supplement

11.11.2020 13:35

København. En lyntest for coronavirus, også kaldet en antigen-test, skal kun ses som supplement til normale PCR-test. Det konstaterer en ekspertgruppe ifølge Statens Serum Institut.

Ifølge ekspertgruppen er lyntest nemlig langt mindre følsomme end PCR-test. Derfor mener gruppen, at man kun bør bruge lyntest, hvis tidsfaktor og logistik ikke gør det muligt at bruge en PCR-test.

/ritzau/


Minister: Aflivning var fælles regeringsbeslutning

11.11.2020 13:31

København. Regeringen har i "en fælles regeringsbeslutning" afgjort, at alle mink skulle aflives, siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

Han peger dermed ikke på sig selv eller på statsminister Mette Frederiksen (S) som hovedansvarlig for beslutningen, der siden har vist sig at være ulovlig.

– Regeringen har truffet beslutningen som en fælles regeringsbeslutning, siger Jensen.

/ritzau/


Mette F. om manglende lovhjemmel: En klar fejl

11.11.2020 13:26

København. Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver på Facebook om nedslåning af alle mink i Danmark og manglende lovhjemmel til at slå mink ned uden for smittezoner.

– Det viser sig efterfølgende, at der ikke var den nødvendige lovhjemmel til at aflive alle de mink, som ikke var smittede og ikke befandt sig i smittezonerne. Det er en klar fejl. Det kan slet ikke diskuteres, lyder det.

/ritzau/


Jensen gentager: Vidste ikke der manglede lovhjemmel

11.11.2020 13:25

København. Fødevareminister Mogens Jensen (S) gentager, at han ikke var bekendt med den manglende lovhjemmel sidste onsdag, men at han først blev det i weekenden.

Det sker, selv om Fødevarestyrelsen ifølge medier godt vidste det.

/ritzau/


Over 2,8 millioner mink er nu aflivet

11.11.2020 13:25

København. Klokken 13 gik et samråd med fødevareminister Mogens Jensen (S) i gang, hvor han skal svare på spørgsmål om håndtering af coronasmitte blandt mink og om minkbranchens fremtid.

Det er Miljø- og Fødevareudvalget, der har kaldt ministeren i samråd.

Der er aflivet mere end 2,8 millioner mink på nuværende tidspunkt, oplyser fødevareministeren. Der er cirka 15 millioner mink i Danmark.

– Der er stærke og ubehagelige billeder, som har været fremme fra nogle af aflivningerne. Det gør et stort indtryk, også på mig, at forholdene nogle steder ikke er i orden.

– For en operation af den her størrelse kan der opstå fejl og uheld. Det skal begrænses, dyrene skal behandles forsvarligt, også selv om det skal gå hurtigt, siger han.

/ritzau/


Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix


Syv nye smittede i Flensborg

11.11.2020 13:20

Flensborg. Inden for de seneste 24 timer er der blevet registreret syv nye smittetilfælde i Flensborg Kommune. Desuden er der tre nye raskmeldte. Dermed er der aktuelt 49 smittede. 

Siden epidemiens udbrud har der været 260 smittede i Flensborg Kommune, hvoraf 208 er raske igen. Tre personer har mistet livet. 

På nuværende tispunkt er 287 personer i karantæne. Det er 82 flere end i går. 

Der har været 24 nye smittede per 100.000 indbyggere inden for syv dage.


Merkel: Gør brug af råderum for besøg på plejehjem

11.11.2020 13:04

Berlin. Kansler Angela Merkel (CDU) mener, at man heller ikke under coronapandemien bør lade plejekrævende mennesker alene. Ifølge hende er det vigtigt at »udnytte råderum for sociale kontakter og besøg«. Det siger hun i en videobesked, der er blevet sendt onsdag i anledning af den tyske plejedag. 

De plejekrævendes sundhed har første prioritet, men beskyttelse alene kan ikke være det eneste svar, for især ældre lider af ensomhed, og plejekrævende mennesker har ud over beskyttelse også brug for især omsorg, siger hun. 

Merkel takker desuden plejepersonalet for dets indsats. 

(dpa)


Region H har brugt millioner på bevogtning af værnemidler

11.11.2020 12:46

København. Hovedstaden er den region i Danmark, der har brugt flest penge på vagter til at passe på regionens værnemidler under coronapandemien, viser tal, som Radio4 har fået fra de fem regioner.

Region Hovedstaden har brugt 15 millioner kroner på vagter til tyverier på Herlev Hospital og Rigshospitalet. I alt har der været tyverier og indbrud på mindst 17 danske hospitalet, sygehuse og plejehjem siden udbruddets begyndelse.

/ritzau/


Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix


Spahn åben for udvidet mundbindskrav på skoler

11.11.2020 12:44

Berlin. Sundhedsminister Jens Spahn (CDU) er åben over for et udvidet krav om mundbind på skoler for at begrænse smitte med coronavirus. Man bør gøre alt for at kunne holde skoler og daginstitutioner åbne, sagde han onsdag i tv-udsendelsen »Frühstart« på RTL og ntv. 

Spahn er klar over, at det ikke er rart at bære mundbind i undervisningen. 

Alternativet er i mange regioner, at skolerne lukker. Og jeg er meget sikker på, at hvis valget står imellem at bære mundbind eller slet ikke at gå i skole, så er det bedre at bære mundbind, sagde han. 

Tysklands undervisningsminister Anja Karliczek (CDU) har foreslået et krav om mundbind i undervisningen, der også gælder på grundskoler, altså i de små klasser. Indtil videre er grundskoler undtaget i reglen om mundbindskrav i undervisningen, der gælder i mange delstater. 

(dpa)


Seruminstituttet lancerer ny corona-hjemmeside

11.11.2020 12:32

København. Statens Serum Institut (SSI) har samlet al information om coronavirus på en ny hjemmeside, skriver instituttet i en pressemeddelelse.

– Målet med den nye hjemmeside er at give brugerne et bedre overblik over de mange forskellige områder, som SSI beskæftiger sig med og kommunikerer om i relation til covid-19, lyder det.

/ritzau/


Regioner træder til og hjælper Nordjylland

11.11.2020 12:31

Thisted. Syv nordjyske kommuner er underlagt skrappe restriktioner på grund af virusmutation i mink, som er smittet til mennesker.

Region Hovedstaden har allerede sendt testpersonale til Nordjylland for at hjælpe med at teste, så coronasmitten kan blive opsporet og inddæmmet.

Også Region Syddanmark er trådt til og har sendt en håndfuld testbiler til Nordjylland.

/ritzau/


Der er fortsat lange ventetider på testsvar i Danmark

11.11.2020 12:29

København. En ny opgørelse viser, at ventetiderne på at få svar på coronatest var alt for lange i sidste uge, fordi det stigende antal test presser Testcenter Danmark, skriver DR.

Regeringens målsætning er, at mindst 80 procent skal have svar senest dagen efter, at testen er taget. Men det tal har været helt nede på 47 procent forrige tirsdag.

Der foretages også mange test på hospitalerne, og her viser seneste tal fra 2. november, at der ikke var problemer med ventetid.

/ritzau/


23 nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt

11.11.2020 11:56

Rendsborg. Siden i går formiddag er der registreret 23 nye coronasmittede Rendsborg-Egernførde Amt. Desuden er der 17 nye raskmeldte. 

Dermed er der aktuelt 162 smittede i amtet. 

Siden epidemiens udbrud har der været 745 smittede i amtet, hvoraf 567 er raske igen. 

Eftersom der har været et nyt coronarelateret dødsfald i amtet, som vi skrev i morges, har der været i alt 15 coronarelaterede dødsfald i Rendsborg-Egernførde Amt. 


Butikker opfordres til at udvide åbningstider

11.11.2020 11:40

København. Mange butikker holder både Black Friday, julehandel og januarudsalg, men coronasmitten skal bremses, og derfor er erhvervsminister Simon Kollerup (S) og erhvervslivet klar med ni opfordringer.

– Det er vigtigt, så vi kan holde så meget af dansk erhvervsliv i gang på en forsvarlig måde, og så både kunder og medarbejdere kan føle sig trygge, når der skal handles nedsat elektronikudstyr eller juleand, siger Kollerup i en pressemeddelelse.

Læs de ni anbefalinger her.

- Ingen kø- og slagtilbud som for eksempel time- og dagstilbud.

- Udvid åbningstiden hvis muligt, så kunderne kan handle på flere tidspunkter i døgnet.

- Brug online salgskanaler hvis muligt, heriblandt også "klik og hent", så kunderne nemt kan hente bestilte varer i butikken uden at være der i lang tid.

- Forlæng byttefristerne. Så undgår man trængsel i dagene efter jul, hvor mange holder fri.

- Ingen "sociale" tema– eller juleaktiviteter, som gør, at mange stimler sammen i butikken.

- Vær opmærksom på, at der kun er det tilladte antal kunder i butikken.

- Butikkerne skal sikre, at kunderne holder afstand – både inde og ude.

- Håndspritten skal stå et synligt sted, så alle kan se den.

- Reklamer, annoncer og sociale medier kan bruges til at informere kunderne.

Kilde: Erhvervsministeriets anbefalinger.

/ritzau/


Københavns Lufthavn mistede mange gæster i oktober

11.11.2020 11:35

København. Københavns Lufthavn er hårdt ramt af rejserestriktioner og orange rejsevejledninger.

I oktober fortsatte trafikken således på et markant reduceret niveau, og kun 394.270 passager gik igennem terminalerne. Det er et fald på 85,5 procent i forhold til de 2,7 millioner, der normalt passerer gennem lufthavnen i en oktober måned.

Samtidig er kun omkring 30 procent af flysæderne besat mod normalt 70-75 procent.

/ritzau/


Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix


To danske børnehaver i karantæne i Slesvig-Flensborg Amt

11.11.2020 11:31

Slesvig. Slesvig-Flensborg Amt meddeler, at der nu er coronasmitte i både Bustrupdam Børnehave i Slesvig og Harreslev Børnehave. I hver institution er ét barn smittet. 

Børn og medarbejdere i Harreslev Børnehave har allerede været i karantæne siden weekenden og bliver testet for coronavirus. 

I Bustrupdam Børnehave er nu også alle 33 børn og syv medarbejdere i karantæne og skal testes. 

Smittetal for amtet:

Der er siden i går registreret seks nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt. Desuden er der 22 nye raskmeldte. 

Aktuelt er der 111 smittede i amtet. 

Siden epidemiens udbrud har der været 449 smittede i Slesvig-Flensborg Amt. 332 af dem er raske igen, mens seks personer har mistet livet. 

På nuværende tidspunkt er 541 personer i karantæne. Det er 274 færre end i går. 

Der har været 30,8 nye smittede per 100.000 indbyggere i amtet i løbet af syv dage.


SSI får knap 19 milllioner til vaccinetest

11.11.2020 11:24

København. Statens Serum Institut (SSI) har udviklet et bud på en coronavaccine, og den har i den indledende udviklings- og testfase vist lovende resultater og er nu klar til at blive testet i mennesker.

Folketingets finansudvalg har derfor bevilget 18,8 millioner kroner, som Statens Serum Institut får til at forberede de kommende kliniske testfaser, lyder det fra Sundheds–og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

/ritzau/


Medier: Styrelse vidste aflivning af alle mink var ulovlig

11.11.2020 10:30

København. Fødevarestyrelsen har siden juni i år vidst, at det er ulovligt at aflive alle mink i Danmark, skriver Politiken, som sammen med mediet Nordtinget har fået indblik i dokumenter om sagen.

Tim Petersen, som er souschef i Fødevarestyrelsen, advarede 11. juni i et såkaldt presseberedskab til Sundhedsstyrelsen om, at man ikke havde et "sikkert retligt grundlag" for at aflive mink i Danmark, skriver Politiken.

Regeringen besluttede i sidste uge, at alle mink i Danmark skulle aflives.

/ritzau/


Udvalg vil have uvildig undersøgelse af minkinstruks

11.11.2020 10:05

København- Folketingets udvalg for forretningsorden vil have regeringens ulovlige instruks om at aflive alle mink undersøgt, skriver Venstres Karsten Lauritzen på Twitter.

Det skal være en uvildig undersøgelse, og et særligt udvalg skal beslutte formen.

/ritzau/


Heunicke går i selvisolation og skal testes

11.11.2020 10:02

København. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) går i selvisolation og vil lade sig teste. 

Det skyldes, at en person i ministerens husstand er smittet med coronavirus, oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

/ritzau/


Spahn ser positiv udvikling i smittetallene

11.11.2020 09:55

Berlin. Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) ser tegn på en positiv tendens i corona-smitten i Tyskland. Smittetallenes dynamik har »aftaget tydeligt« inden for de seneste dage, sagde Spahn onsdag i tv-udsendelsen »Frühstart« på RTL og ntv. 

- Smittetallene stiger stadig, men de stiger ikke længere så hurtigt. Det er i første omgang opløftende, men det er ikke nok endnu, sagde han. 

Det er endnu for tidligt at sige, at tendensen er vendt, lyder det fra Spahn. 

Spahn var positiv over for et forslag fra Nordrhein Westfalens ministerpræsident, Armin Laschet (CDU) om at starte juleferien to dage tidligere for at undgå, at folk er sammen med mange mennesker lige inden jul. 

- Det er helt sikkert en del af debatten, sagde Jens Spahn, der mener, at det er vigtigt for forældre, børn og lærere at kunne planlægge.  

- Det ville være muligt med sådan et tiltag, sagde han. 

Sundhedsministeren ser dog ingen mulighed for større julefester. 

(dpa)


 Foto: Wolfgang Kumm/dpa


Undersøgelser tyder på teknisk fejl bag tabte mink

11.11.2020 09:29

Nordenskov/Tistrup. Tirsdag aften blev der igen tabt aflivede mink under en transport. Nu er foreløbige undersøgelse blevet foretaget, og de tyder ifølge Sydjyllands Politi på en teknisk fejl.

/ritzau/


Eksperter: Cluster 5-variant lader ikke til at udfordre vaccine

11.11.2020 09:21

København. Flere eksperter mener ifølge DR ikke, at coronamutationen cluster 5 udgør en risiko for en mulig kommende vaccine.

Det var ellers en del af begrundelsen for nedlukningen af syv nordjyske kommuner.

Blandt eksperterne er Jens Lundgren (på billedet), professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Rigshospitalet, og Søren Riis Paludan, professor i virologi på Aarhus Universitet. Deres vurdering baserer sig på en ny rapport fra Statens Serum Institut, som blev udgivet tirsdag.

/ritzau/


Viceborgmester afviser at have smittet hel DF-gruppe

11.11.2020 09:20

Aabenraa. Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Aabenraa er ramt af coronavirus, skriver JydskeVestkysten.

Fire medlemmer er testet positive, hvilket ifølge avisen skete, efter viceborgmesteren Ejler Schütt deltog i to møder i sidste uge, hvor han var utilpas.

Selv afviser viceborgmesteren, at han skulle have bragt smitten videre til sine partifæller.

 /ritzau/


Godt 18.000 nye er smittet i Tyskland

11.11.2020 07.18

Berlin. 18.487 nye tilfælde af coronavirus i Tyskland er blevet indberettet på et døgn. Det skriver Robert Koch Instituttet onsdag morgen.

I forhold til sidste onsdag er der tale om en stigning. Dengang var der 17.214 nye smittede. Rekorden blev sat lørdag med 23.399 konstaterede tilfælde.

Siden epidemiens begyndelse er i alt 705.687 testet positive.

261 smittede er registreret døde i løbet af 24 timer. Samlet har der nu været 11.767 dødsfald. Frem mod tirsdag mistede 154 livet.

Robert Koch Instituttet skønner, at rundt regnet 454.800 inficerede er kommet sig igen.

Kontakttallet lå tirsdag aften på 0,92. Dermed giver hver smittet i gennemsnit virussen videre til 0,92 andre. Så længe værdien er under 1,0, falder antallet af nye tilfælde.

(dpa)


Smittet er død i Rendsborg-Egernførde Amt

11.11.2020 06:59

Rendsborg. En coronapatient har mistet livet i Rensborg-Egernførde Amt i løbet af 24 timer. Det oplyser den slesvig-holstenske regering onsdag morgen.

I alt har der været tre dødsfald. De to øvrige har fundet sted i Segeberg og Pinneberg amter i den sydlige del af forbundslandet. Samlet har 208 smittede nu mistet livet.

252 nye er testet positive på et døgn. Efter nogle voldsomme dage er smittespredningen taget lidt af i Nordfrisland, hvor der i denne omgang er ti nye tilfælde, mens der er 14 i Rendsborg-Egernførde Amt.

Flensborg Kommune melder om to nye smittede, mens der er seks i Slesvig-Flensborg Amt.

I Kiel er der 19.

Igen breder coronavirus sig først og fremmest i den sydlige og centrale del af forbundslandet. Lübeck sætter rekord. Her er 56 nye testet positive, mens der er henholdsvis 37 og 36 nye i Stormarn og Pinneberg amter.

Siden foråret er der fundet 10.464 smittede i Slesvig-Holsten. Robert Koch Instituttet vurderer, at 7200 af dem er raske igen.

116 smittede er indlagt for øjeblikket.


Her kan du se livebloggen fra den 10. november.

11 nov 2020, 9:22