Dramatiske optagelser under bro: Afsnit af populær krimiserie blev filmet i Slesvig

En fuldstændig ødelagt bil, der ligger på siden i en grøft under broen, og politibiler, brandbiler og ambulancer omkring den. Det, der tirsdag morgen i første omgang lignede en alvorlig ulykke, viste sig at være noget helt andet, når man tog et nærmere kig og opdagede de mange filmkameraer.

Tirsdag befandt filmsettet til serien »Unter anderen Umständen« sig under broen bag hotel »Waldschlösschen« i Slesvig. Til højre ses Natalia Wörner, der spiller hovedrollen, kriminalkommissær Jana Winter.
Tirsdag befandt filmsettet til serien »Unter anderen Umständen« sig under broen bag hotel »Waldschlösschen« i Slesvig. Til højre ses Natalia Wörner, der spiller hovedrollen, kriminalkommissær Jana Winter. Foto: Sebastian Iwersen

Sebastian Iwersen, nh

redaktion@fla.de

tirsdag d. 15. november 2022 kl. 13:35

Slesvig. Mens mandagens filmoptagelser til den populære krimiserie »Unter anderen Umständen« ved Wickingeck i Slesvig var mindre spændende for interesserede tilskuere, var tirsdagens optagelsesscener meget mere spektakulære. Her var filmholdet rykket ind under broen Hasselholmer Talbrücke bag hotel »Waldschlösschen«. 

- Aktuelt er vi i gang med optagelserne til det 21. afsnit af serien, fortalte Susanne Priebe, pressetalskvinde for tv-kanalen ZDF. 

Afsnittet har endnu ikke fået et endeligt navn.

- Arbejdstitlen er »Unter den Wolken« (red.: Under skyerne), sagde pressetalskvinden.  

Den ødelagte bil under broen, der blev placeret der ved hjælp af en traktor, spiller åbenbart en større rolle i afsnittet. For her finder kriminalpolitiet i serien en død person. I løbet af efterforskningen viser det sig, at personen allerede er blevet dræbt tidligere.

Mere komplekst bliver det, da kriminalkommissær Jana Winter, spillet af Natalia Wörner, fanger sin søn Leo i at gennemsøge efterforskningsdokumenterne. Han har også allerede skjult for sin mor, at politiet havde taget ham i at prøve stoffer under en fest den nat, hvor mordet skete. 

Ikke alle karakterer i afsnittet er professionelle skuespillere. Tirsdag var seks brandfolk fra det frivillige brandværn i bydelen Frederiksberg med i optagelserne. 


Når man læser »Feuerwehr Schleswig« i det 21. afsnit af »Unter anderen Umständen«, er der ikke tale om rekvisitter, kostumer og professionelle skuespiller. For seks frivillige brandmænd fra Slesvig plus en rigtig brandbil fik lov til at være med i optagelserne. Foto: Sebastian Iwersen

Slesvigerne kan dog ikke vænne sig til at kigge på de spændende filmscener, for allerede tirsdag aften er optagelserne til krimiserien i byen afsluttet. 

Der er endnu ikke fastlagt en dato for, hvornår afsnittet vil kunne ses på tv.