Oversø-marchen aflyst for andet år i træk - se billeder fra de seneste år her

Normalt trækker Oversø-marchen flere hundrede deltagere til fra både Danmark, Tyskland og endda Østrig. Igen i år har arrangørerne med stor ærgrelse været nødt til at aflyse marchen grundet coronapandemien. 

Slaget ved Sankelmark blev usædvanligt blodigt. 53 danske soldater blev dræbt, og 157 blev såret. På østrigsk side faldt 95 mand, og 311 soldater blev såret.  Arkivfoto:
Slaget ved Sankelmark blev usædvanligt blodigt. 53 danske soldater blev dræbt, og 157 blev såret. På østrigsk side faldt 95 mand, og 311 soldater blev såret. Arkivfoto: Lars Salomonsen/BorderPress.dk

Oversø. Das Stammkomitee von 1864 e.V., der står for arrangementet af den traditionelle Oversø-march hvert år den 6. februar, har måttet træffe den triste beslutning, at den planlagte vandring i år må aflyses på grund af de aktuelle corona-regler.

Medlemmerne af komiteen med formand Johannes Petersen i spidsen beklager aflysningen meget. For mange af de trofaste deltagere er vandreturen ud til mindesmærkerne for ofrene for slaget ved Sankelmark den 5. februar 1864 en vigtig begivenhed. 


Formand i Sydslesvigsk Forening Gitte Hougaard-Werner og generalsekretær Jens A. Christiansen lagde sidste år en krans ved det tyske mindesmærke for slaget i Sankelmark. Arkivfoto:  SSF/Rasmus Meyer

Marchen blev også aflyst sidste år. Dog besøgte repræsentanter fra Sydslesvigsk Forening (SSF), Stammkomitee von 1864, Bundeswehr og desuden også den tilsynsførende med krigergravene i Sydslesvig Horst Schneider på skift de tre mindesmærker i Bilskov og lagde kranse.


Marchen blev senest afholdt i en almindelig udgave i februar 2020, hvor flere hundrede deltog. Arkivfoto: Lars Salomonsen/BorderPress.dk

Der er ellers tradition for, at flere hundrede mennesker deltager i Oversø-marchen, hvor deltagerne sammen går de otte kilometer fra Flensborg til mindesmærkerne i Bilskov, hvor der normalt lægges kranse og holdes taler for at ære og mindes de faldne.


I 2019 fandt Oversø-marchen sted for 155. gang. Hornblæser Ole Svensson fra Greve var en af dem, der deltog klædt som dansk soldat fra 1864. Arkivfoto: Lars Salomonsen/BorderPress.dk

 I Bilskov er der et dansk, preussisk og østrigsk mindesmærke. Slaget blev usædvanlig blodigt, fordi hærførerne i både den danske og i den østrigsk-preussiske hær besluttede, at det skulle afgøres mand-til-mand. 53 danske soldater blev dræbt, og 157 blev såret. På østrigsk side faldt 95 mand, og 311 soldater blev såret.    


I 2017 fandt Oversø-marchen sted i snevejr. Arkivfoto: Lars Salomonsen/BorderPress.dk

5 jan 2022, 8:52
mab