RESÜMEE
Die neu gebildete dänische Regierung hat nicht vor, die Kontrollen an der deutsch-dänischen Grenze abzuschaffen. Stattdessen soll geprüft werden, ob die Kontrolle für Pendler flexibler gestaltet werden kann.
Krankenschwester und Grenzpendlerin Sabrina Johansen ärgert sich, dass die Kontrolle in ihrer jetzigen Form fortgesetzt wird.
Auch der SSW-Vorsitzende Christian Dirschauer hatte gehofft, dass die feste Krontrolle abgeschafft wird, sieht es aber als positiv, dass jetzt eine geschmeidigere Abfertigung auf dem Weg sein könnte.
København. Onsdag middag offentliggjorde den nydannede danske regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne deres regeringsgrundlag. Af det over 60 sider lange regeringsgrundlag fremgår det, at Danmark ikke har planer om at afskaffe grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse.
I stedet vil regeringen »bede relevante myndigheder vurdere grænsekontrollen med henblik på at undersøge, om den målrettet kan gøres smidigere for pendlere.«
Punktet er listet som en del af regeringens plan for at skabe et mere trygt og retfærdigt danmark.
Pendler: Find en digital løsning
Udmeldingen kommer ikke som en overraskelse for hjemmesygeplejerske Sabrina Johansen fra den lokale grænsependlergruppe, der dagligt pendler mellem Flensborg og Aabenraa.
- Der er rigtig træls, men desværre det, jeg havde forventet, siger hun og kalder kontrollen spil for galleriet.
- Det er en ren politisk beslutning, at de vil have den kontrol.
Sabrina Johansen vil følge nøje med og holde regering op på, at der skal ske noget hurtigst muligt. - Der skal ske noget nu, ikke om fem år, fastslår hun. Arkivfoto: - Tim Riediger / nordpool
Hun sidder dagligt i kø, når hun krydser grænsen for at komme på arbejde, og i sommer- og ferieperioder gør det hendes transporttid uberegnelig og frustrerende. Hun taler for at finde en løsning, der ikke generer trafikken.
- Bomme og vejbump hører ikke til i 2022. Det må da være muligt at finde en digital løsning. Danmark er digital duks på alle andre punkter. Sæt kameraer og scannere op ved grænsen og kør baglandskontrol i stedet. Det kan danskerne sagtens føle sig meget trygge med, fastslår hun.
Et skridt i den rigtige retning
Også hos SSW ærgrer man sig over, at der ikke er udsigt til, at grænsekontrollen vil blive ophævet lige foreløbig.
- Der er selvfølgelig trist, at der åbenbart fortsat skal være grænsekontrol, og at den ikke bliver afskaffet, siger partiformand Christian Dirschauer.
SSW-formand Christian Dirschauer håber, at det er et første skridt i den rigtige renting, at regeringen nu vil finde en pendlerløsning. Arkivfoto: - Martin Ziemer
Han ser det dog som et lille lyspunkt, at der måske er en pendlerløsning på vej.
- Vi har hele tiden sagt, at hvis Danmark ikke er klar til at afskaffe kontrollen, så skal der en mere smidig løsning til. Så det er positivt, at de tager et første skridt i den retning, siger han, men understreger dog også, at SSW fortsat vil sende et klart signal til Danmark om, at kontrollen bør afskaffes i sin nuværende form.
Læs også: Topmøde i opråb til den kommende regering: Afskaf grænsekontrollen nu
- Og så må vi se på de konkrete tiltag, når de kommer, og vurdere dem derfra, fastslår han.
Henrik Frandsen (M) mener, at grænsekontrollen skal være mere digital og smidig. Arkivfoto: - Martin Ziemer
Også tidligere Tønder-borgmester Henrik Frandsen, der er valgt ind i Folketinget for Moderaterne, mener, det er et skridt i den rigtige retning.
- Det er rigtig positivt for os, der bor i grænselandet. Kontrollen bliver ikke fjernet, nej, men det er dog et skridt i den rigtige retning. Den bliver fjernet i sin nuværende form, siger han og konkluderer:
- Det her er en klar hensigt om at gøre det lettere for os i grænselandet, så vi ved, hvornår vi skal køre hjemmefra om morgenen for at nå på arbejde på den anden side af grænsen.
Pendlere vil med på råd
Ligesom Sabrina Johansen håber han dog også på en mere smidig og digital løsning. Han nævner et »fast track« for pendlere og teknologiske løsninger som muligheder for at gøre kontrollen mere smidig, og så skal baglandskontrollen fortsætte. Men hvorvidt man fortsat vil skulle ned i fart ved grænseovergangen eller ej, vil han ikke gisne om. Jo mere teknologisk, det bliver, desto mere smidigt kan det dog gøres, mener han.
Uanset hvad, så håber Sabrina Johansen, pendlerne vil blive hørt.
- Spørg pendlerne og politiet. Tag os med på råd. Det er vores virkelige verden. Der er os, der sidder i den kø, ikke dem på Christiansborg, understreger hun.
