To blev kvæstet i sammenstød mellem autocamper og to biler

Landevejen L12 var spærret i begge retninger ved Vanderup efter et alvorligt sammenstød mellem en autocamper og to biler.

Autocamperen endte på hovedet som følge af sammenstødet. Foto:
Autocamperen endte på hovedet som følge af sammenstødet. Foto: Sebastian Iwersen
redaktion@fla.de
fredag d. 26. maj 2023, kl. 16.28

Vanderup. Vejbanen var oversået med vragstumper efter et sammensød mellem en personbil og en campingbus på L12 mellem Vanderup og Store Vi fredag eftermiddag. En tredje bil endte med at blive involveret i uheldet.

Tre personer kom lettere til skade.

Ifølge politiets foreløbige oplysninger var et ægtepar omkring klokken 14.30 undervejs mod Flensborg i deres campingbus fulgt af en VW
Tiguan.

En VW Passat endte af foreløbig ukendte årsager i den forkerte vejbane og ramte campingbussens venstre side.

Autocamperens mandlige fører mistede herredømmet over køretøjet, der kørte i grøften og landede på taget.

Campingbussen blev totalskadet, og dele af karosseriet samt bussens inventar blev slynget op på vejen.
Efter 50 meter kørte VW Passaten ligeledes i grøften og ramte den VW Tiguan, der kørte bag campingbussen.

I første omgang lød meldingen på, at der var fastklemte. De frivillige brandværn fra Store Vi, Skovbøl (Schobüll), Vanderup og Hanved rykkede ud til stedet. Også adskillige ambulancer, en akutlæge samt en redningshelikopter blev sendt til stedet.

Lykkeligvis lykkes det at få de involverede ud af de forulykkede køretøjer uden komplikationer. De tre personer blev kørt på hospitalet, men slap tilsyneladende med knubs.

Efter uheldet var L12 spærret i begge retninger. De forulykkede køretøjer måtte slæbes bort.