Vesterland. Efter ti uger er politiet ikke kommet nærmere på at opklare en mystisk sag, hvor en 38-årig mandlig håndværker fra Polen den 16. marts blev fundet død i sin VW Passat på en markvej uden for Vesterland på Sild. Bilen var fyldt med ildholdet fra en skumslukker, og liget havde kvæstelser i hovedet og på den ene fod.
Politiet i Flensborg efterforsker dødsfaldet som en mulig drabssag. I indeværende uge har politibetjente fra fastlandet igen afsøgt terrænet uden for Westerland, hvor den døde blev fundet.
- Vi havde håbet på at finde den afdødes mobiltelefon eller bilnøgler. Desværre var gennemsøgningen forgæves, fortæller Sandra Otte, der er pressetalsmand for Flensborg Politikreds til Sylter Rundschau.
Den afdøde polske mand arbejdede gennem syv år som maler på Sild, hvor han boede i Tinnum. Hans hustru og to børn lever fortsat i Polen, hvor den 38-årige også er blevet begravet.
Manden blev den 16. marts om morgenen opdaget af tilfældigt forbipasserende på markvejen. Politiet formoder, at bilen med liget har stået på stedet i nogle dage, inden der blev slået alarm.
