Brandfolk fik travlt: Lastbil lækkede 500 liter diesel ud på parkeringsplads

En lastbilchauffør overså og påkørte mandag en betonbarriere, der flåede køretøjets brændstoftank op. 500 liter diesel løb ud på område ved Slesviggade i Flensborg.

Med store mængde kemikalier forsøgte brandfolkene at binde så meget diesel som mulig, inden den sivede ned i undergrunden. Foto:
Med store mængde kemikalier forsøgte brandfolkene at binde så meget diesel som mulig, inden den sivede ned i undergrunden. Foto: Sebastian Iwersen


redaktion@fla.de

mandag d. 28. november 2022 kl. 15:03

Flensborg. Flensborgs kommunale brandvæsen fik en omfattende opgave med at rydde op efter en lastbil, der mandag ved middagstid lækkede flere hundrede liter diesel i Slesviggade. En del af brændstoffet sivede ned i jorden.

Omkring klokken 11.40 ville føreren af en transport med entreprenørmaskiner køre ind på en byggeplads via en restaurants parkeringsplads, men overså åbenbart en betonbarriere mellem to grunde. Lastbilen ramte barrieren. Ulykkeligvis blev lastbilens brændstoftank så kraftigt beskadiget, at de 500 liter diesel hurtigt løb ud.

Vi stillede straks et kar under tanken og kunne pumpe diesel op fra parkeringspladsen.

Karsten Andresen, det kommunale brandvæsen.

- Chaufføren reagerede prompte. Efter eget udsagn forsøgte han med det samme at standse udslippet med et bindemiddel og tilkaldte brandvæsnet, fortæller Karsten Andresen fra det kommunale brandværn.
Brandfolkene rykkede ud til stedet med tre køretøjer.

- Vi stillede straks et kar under tanken og kunne pumpe diesel op fra parkeringspladsen. Fra parkeringspladsen løb brændstoffet mellem nogle parkerede biler og havde kurs mod et grønt område, beretter Karsten Andresen.

Efter hans skøn lykkedes det at bjærge omkring 200 liter diesel. De resterende 300 liter er formentlig sivet ned mellem fugerne på områdets flisebelægning.

For at fjerne så meget diesel som mulig fordelte brandfolkene store mængde bindemiddel på arealet, hvor der også blev bredt specielle fleece-måtter ud.

På grund af det store udslip blev der også slået alarm til teknisk forvaltning og miljømyndighederne. Olien kunne dog ikke slippe ud i kloaknettet, fordi der ikke var afløb i nærheden.

Endnu er det uvist, om jorden under restaurantens parkeringsplads skal udskiftes.

Brandvæsnet afspærrede parkeringspladsen omkring lastbilen. Denne kan ikke længere køre ved egen kraft, men må slæbes bort.