Havareret lastbil blokerede A7 ved Skovby i timevis

A7 var komplet spærret i timevis næsten frem til midnat, efter en lastbil torsdag aften kørte galt mellem Skovby og Tarp.

Politiet afspærrede motorvejen totalt i nordgående retning. Foto:
Politiet afspærrede motorvejen totalt i nordgående retning. Foto: Sebastian Iwersen


redaktion@fla.de

fredag d. 18. november 2022 kl. 7:49

Skovby. En forulykket lastbil udløste torsdag aften en timelang komplet spærring af motorvej A7 i nordgående retning mellem Skovby (Schuby) og Tarp. Af hidtil ukendte årsager mistede chaufføren herredømmet over det tonstunge køretøj.

Ifølge politiet skete uheldet kort efter klokken 21 omkring tre kilometer nord for afkørslen mod Skovby. Lastvognen ramte autoværnet i motorvejens midte og stod efterfølgende på tværs af vejen. Det tunge køretøj med sin last på cirka ti ton karton blokerede samtlige kørebaner inklusive nødsporet.

Det frivillige brandværn fra Skovby blev tilkaldt, fordi der var frygt for, at der kunne løbe brændstof ud af lastbilens tank.

Heldigvis holdt tanken. Ifølge alarmcentralen havde chaufføren held i uheld og kom ikke til skade.

Politiet afspærrede motorvejen totalt, fordi lastbilen blokerede samtlige kørebaner. Hurtigt opstod der en lang kø, der strakte sig helt tilbage til afkørslen mod Skovby.

Bilisterne i køen måtte væbne sig med tålmodighed, fordi der var behov for tungt materiel til at bjærge lastbilen. Bjærgningsfirmaet måtte køre mod kørselsretningen fra tilkørslen ved Tarp for at nå frem til uheldsstedet.

Med en stor kranbil og et spil kunne der igen skabes fri passage. Lastbilen blev først rettet op og derefter slæbt ud til siden. Så kunne politiet atter åbne for trafikken på et af motorvejens spor omkring klokken 23.40. Den stærkt beskadigede lastbil blev herefter slæbt bort.

Endnu er det uvist, hvorfor chaufføren pludselig mistede herredømmet over køretøjet.