To er kvæstet i ulykke på K90 ved Husby

I første omgang var der mistanke om, at en 58-årig kvinde kunne være klemt inde i sin bil.

Efter sammenstødet blev Golfen slynget rundt og landede på taget i grøften ved siden af vejen.
Efter sammenstødet blev Golfen slynget rundt og landede på taget i grøften ved siden af vejen. Foto: Heiko Thomsen

Heiko Thomsen

redaktion@fla.de

mandag d. 14. november 2022 kl. 8:07

Hyrup/Husby. Tidligt mandag morgen rykkede et stort antal redningsfolk ud til K90 mellem Hyrup (Hürup) og Oksager (Ausacker), hvor to biler var stødt sammen.

Ulykken skete omkring kl. 4.30 i nærheden af Husby. 

Ifølge politiet kom en kvindelig bilist i en rød Volkswagen Golf kørende fra Hyrup og ville dreje til venstre mod Husby. Hun så formodentlig ikke den mandlige bilist, der kom kørende fra Oksager i en Opel. Manden forsøgte at bremse, men kørte alligevel ind i Golfen, der blev slynget rundt og landede på taget i grøften ved siden af vejen. Mandens bil blev voldsomt beskadiget og blev stående i krydset. 

I første omgang var der mistanke om, at den 58-årige kvinde kunne være klemt inde i sin bil. Derfor rykkede udover to ambulancer og et akutlæge også de frivillige brandværn fra Hyrup og Tostrup (Tastrup) ud til ulykkesstedet. 

Begge bilister kunne dog selv forlade deres køretøjer, inden redningsfolkene ankom. De blev begge bragt på hospitalet, men de var heldige og slap lettere kvæstet fra ulykken.

Deres biler måtte slæbes væk. Den ene vejbane på K90 var spærret under arbejdet.