Skovlund. Beredskabet giver ikke op i deres søgen efter en beboer fra et plejehjem i Skovlund, der har været forsvundet siden fredag aften. Men den 81-årige synes at være forsvundet fra jordens overflade.
Læs mere: Politiet beder om hjælp til at finde 81-årig mand, der er forsvundet fra plejehjem i Skovlund
Allerede mandag havde brandvæsenet med 40 beredskabsfolk finkæmmet områderne bag byens skolecenter i retning af B199 og nordpå, desuden sejlede de ud på på Mühlenstrom og Mühlenteich med en båd.
- I dag har vi haft fem af politiets lighunde på stedet, oplyser Benno Gasa, leder af brandvæsenet i Skovlund. Ifølge Gasa gennemsøgte de et stort område af byen.
- Om morgenen var de i området mellem plejehjemmet og svømmehallen i retning af Meden (Meyn), hvor vi også gennemsøgte i mandags, sagde han. Om eftermiddagen blev også det sydlige område af Mühlenstrom og dammen ved kroen gennemsøgt. Onsdag mobiliserede brandvæsenet også yderligere ti beredskabsmedarbejdere, som gennemsøgte de mulige områder til fods.
- Desuden havde vi igen droner fra Skovbøl (Schobüll) og Langstofts frivillige brandvæsener på stedet, forklarer Benno Gasa.
Politiet har offentliggjort et billede af den savnede pensionist.
Den fjerde eftersøgningsaktion siden mandens forsvinden gav dog ikke noget resultat. Selv om hele området blev gennemsøgt flere gange af brandvæsenet, hundene og dronerne forblev pensionisten fortsat forsvundet.
- Vi har virkelig prøvet alt - det er frustrerende, indrømmer brandchef Gasa.
Ifølge ham vil yderligere eftersøgninger nu blive besluttet af kriminalpolitiet.
