Stor eftersøgning: 82-årig mand er forsvundet fra plejehjem i Skovlund

Fredag aften vendte en 82-årig mand ikke tilbage til sit plejehjem i Skovlund efter en gåtur. Frivillige brandfolk og hundepatruljer leder efter den forsvundne, ligesom der er sendt droner i luften.

Samtlige brandværn i Skovlund og omegn er alarmeret. Foto:
Samtlige brandværn i Skovlund og omegn er alarmeret. Foto: Heiko Thomsen

Heiko Thomsen

redaktion@fla.de

lørdag d. 5. november 2022 kl. 10:59

Skovlund. For anden gang i løbet af seks uger er brandværn og andre hjælpeorganisationer sat ind i en stor eftersøgning, fordi en beboer på et plejehjem i Skovlund er forsvundet.

Stella Vitalis Seniorenzentren driver stedet og fortæller, at en 82-årig, mandlig beboer fredag aften ikke vendte hjem til plejecentret “Haus am Mühlenstrom” på Buchauweg efter en spadseretur.

Kort tid senere blev det frivillige brandværn i Skovlund alarmeret for at lede efter den kun let påklædte mand.

- Vi ledte frem til klokken 2.30 natten til lørdag, fortæller Benno Gasa, der er brandchef i Skovlund.

På grund af mørket blev eftersøgningen så indstillet.

Vi appellerer til alle om at lede efter den forsvundne på deres grunde, og desuden kigge efter i skure, garager, carporter og kælderskakter. Man skal sætte den gule genbrugstønde synligt ude på gaden, når man selv har gennemsøgt sin grund. 

Brandchef Benno Gasa, Skovlund.

Men lørdag hylede sirenerne atter i Skovlund Amtdistrikt. Også kollegerne i Hørup, Meden (Meyn), Valsbøl og Nørre Haksted blev alarmeret sammen med brandfolkene fra Skovlund.

Desuden blev der rekvireret droner fra de frivillige brandværn Skobøl (Schobüll) og Langstoft ved Nibøl, så man kunne lede efter den forsvundne med varmesøgende kameraer fra luften.

Dronerne var ligeledes i aktion fredag aften.

Også patruljer med redningshunde fra Johanniter-saniteterne blev tilkaldt.

- Vi indleder eftersøgningen direkte ved plejehjemmet og arbejder så ud i området, forklarer Benno Gasa.

Borgerne kan hjælpe

Også alle de omliggende, private arealer bliver gennemsøgt. I den forbindelse kan beboerne i Skovlund hjælpe.

- Vi appellerer til alle om at lede efter den forsvundne på deres grunde, og desuden kigge efter i skure, garager, carporte og kælderskakter. Man skal sætte den gule genbrugstønde synligt ude på gaden, når man selv har gennemsøgt sin grund. Så ved vi, at der er blevet ledt, hvilket sparer os for meget arbejde, siger Benno Gasa.

Kvinde døde

Søgeaktionen bliver fortsat dagen igennem, og redningsfolkene håber at finde den savnede i live. Men det haster, fordi den cirka 180 centimeter høje 82-årige kun er iført bukser, langærmet t-shirt og en strikjakke i forbindelse med encifrede nattetemperaturer.

Har man set den forsvundne, skal man kontakte politiet på telefon 110.

Allerede den 26. september forsvandt en kvinde fra samme plejehjem. Hun blev nogle dage senere fundet livløs på en grund i nærheden.