Tre kom til skade da bus røg i grøften mellem Brodersby og Olpenæs

Bus røg i grøften, fordi den skred ud på den smattede vejbane. To slap med knubs, mens en kvindelig passager kom alvorligere til skade.

Køretøjet nåede aldrig frem til busstationen i Kappel, der ellers var målet. Foto:
Køretøjet nåede aldrig frem til busstationen i Kappel, der ellers var målet. Foto: Jasper Hentschel

Jasper Hentschel

redaktion@fla.de

mandag d. 26. september 2022, kl. 13:18

Kappel. Et busuheld betyder, at landevejen mellem Brodersby og Olpenæs (Olpenitz) aktuelt er spærret. Tre mennesker kom til skade i forbindelse med uheldet, der indtraf omkring klokken 11.25.

Busrute 711 var undervejs mod Kappel med fem passagerer og chaufføren ombord. Ud for en biogasanlæg skred bussen pludselig ud på den smattede vej i et venstresving og havnede i grøften i højre side. Lykkeligvis væltede det tonstunge køretøj ikke, men tippede dog delvist til siden og lænede sig op af et træ.
To passagerer samt chaufføren kom til skade. Derfor blev tre ambulancer, en akutlæge samt de frivillige brandværn fra Olpenæs og Melby (Mehlby) sendt til stedet.

Chaufføren og den ene passager slap med knubs, men blev dog for en sikkerheds skyld kørt på skadestuen. En kvindelig passager kom dog alvorligere til skade og måtte bjærges ud af bussen af redningsmandskabet. Hun blev bragt på hospitalet, efter akutlægen havde ydet førstehjælp.

Arbejdet blev vanskeliggjort af, at siden med bussens indgangsdør befandt sig nede i grøften.

For at få den forulykkede bus tilbage på vejen, er det nødvendigt med assistance fra en bjærgningstjeneste
Landevej er derfor formentlig spærret i flere timer.