Fem kom på sygehuset efter voldsomt trafikuheld ved Slesvig

Af hidtil ukendte årsager kolliderede en Audi fredag aften med en dansk indregistreret Honda på A7 mellen Tarp og Skovby. 

Politi og redningstjeneste rykkede talstærkt ud til uheldsstedet. Foto:
Politi og redningstjeneste rykkede talstærkt ud til uheldsstedet. Foto: Herbert Schmidtke

Herbert Schmidtke

redaktion@fla.de

lørdag d. 24. september 2022, kl. 8:40

Skovby. Motorvej A7 blev totalt spærret i sydgående retning mellem Tarp og Skovby (Schuby) efter et uheld fredag aften. Omstændighederne er endnu uklare.

Omkring klokken 19.30 kolliderede en sort Audi og en dansk indregistreret, sølvfarvet Honda CR-V cirka fire kilometer nord for afkørslen mod Skovby. Begge køretøjer blev slynget rundt. Audien stod efterfølgende på tværs af nødsporet og højre kørebane, mens Hondaen havnede ved autoværnet imod kørselsretningen.

Straks efter uheldet tilkaldte vidner redningstjenesten og politiet. Samtlige fem involverede personer blev kørt til nærliggende sygehuse i ambulancer.

Politiet afspærrede motorvejen i sydgående retning og ledte trafikken fra ved udkørslen mod Tarp. Både ved afkørslen og før uheldsstedet opstod der kø.

Begge køretøjer måtte slæbes bort.