Tidligere muslingefabrik i Dagebøl brændt ned

Dagebøl. Natten til mandag gik en tidligere muslingefabrik i Dagebøl op i flammer. Der var så kraftig røgudvikling, at røgen kunne ses helt fra Vyk på Før. 

Brandfolkene var nødt til at slukke branden udefra, da bygningen var tæt på at styrte sammen. Her var stigevognen en vigtig hjælp. Foto:
Brandfolkene var nødt til at slukke branden udefra, da bygningen var tæt på at styrte sammen. Her var stigevognen en vigtig hjælp. Foto: Sebastian Iwersen

Beboere i området såvel som på øerne og halligerne blev opfordret til at holde døre og vinduer lukket.

Vidner havde set branden i den forladte fabrik omkring klokken 22. Da brandfolkene ankom kort tid efter, havde branden allerede spredt sig til store dele af bygningen. 

 - Da vi ankom, stod hallen allerede i lys lue. Og branden havde også spredt sig til andre dele af bygningen, sagde vicebrandchef i Sydtønder Amt, Lutz Boysen. 

Der blev tilkaldt brandfolk fra brandvæsenerne i Dagebüll-Fahretoft-Waygaard, Galmsbüll, Emmelsbüll, Ockholm og Niebüll-Deezbüll. Samtidig sendte vagtcentralen i Harreslev en advarsel ud via deres alarm-app, der opfordrede beboere både i det omkringliggende område såvel som på øerne og halligerne til at holde sig indendøre og holde vinduer og døre lukket. 

 - I starten blev røgen blæst ud over havet, forklarede Lutz Boysen. 

Den massive røgudvikling kunne sågar ses tydeligt på Før. 


Det var svært at komme til gløderne udefra. Foto: Sebastian Iwersen

Slukningsarbejdet viste sig desuden at være yderst kompliceret, da flere dele af bygningen var faretruende tæt på at styrte sammen. Derfor kunne de godt 80 brandfolk kun forsøge at slukke branden udefra. Dermed var det også svært at slukke gløderne. 

 - Vi måtte skære metalpladerne på bygningens facade op for at kunne komme til at slukke branden inde i bygningen, sagde Lutz Boysen. 

Brandvæsenet fra Niebüll-Deezbüll havde desuden en stigevogn, der gjorde det muligt at forsøge at slukke branden oppefra. 

For at have nok vand til slukningsarbejdet måtte de pumpe vand fra sluserne på den anden side af diget. 

Den ene hal brændte helt ud, mens en anden, større hal blev stærkt beskadiget. En tredje, mindre hal blev forskånet for flammerne. 

Det er fortsat uklart, hvordan branden brød ud. Kriminalpolitiet efterforsker sagen.

ma 27 jun, 12:43
Sebastian Iwersen, mab
red@fla.de