31-årig blev stukket ned og dræbt af lastbil ved Skovby
En 33-årig mand er varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, efter hans 31-årige hustru døde under grufulde omstændigheder på motorvej A7 ved Skovby.

Flensborg/Skovby. En 33-årig mand blev søndag varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling efter et grundlovsforhør ved retten i Flensborg. Manden er sigtet for at have kvæstet sin 31-årige hustru livsfarligt med flere knivstik, da parret var på vej i sydgående retning på motorvej A7.
Kort før afkørslen mod Skovby (Schuby) kørte bilen ind i nødsporet. Den 31-årige kvinde blev efterfølgende ramt af adskillige knivstik i halsen, nakken og ryggen. Politiet formoder, at den hårdt kvæstede kvinde herefter blev ramt af en lastbil og kørt over.
Ifølge en motorsagkyndig har lastbilchaufføren muligvis slet ikke opdaget påkørslen. Den egentlige dødsårsag var således kvæstelserne, kvinden pådrog sig ved mødet med det ukendte køretøj og ikke knivstikkene.
Politiet beder indtrængende vidner om at melde sig, hvis de kender noget til, hvad der skete på motorvejen ved Skovby omkring klokken seks lørdag morgen.
Parret var kørende i en sølvfarvet Suzuki Liana med nummerplader fra Berlin. Politiet efterlyser også det køretøj, der tilsyneladende ramte kvinden. Vidner skal kontakte politiets drabsafdeling på telefon: 0461-4840.
Oprindelig troede politiet, at de rykkede ud til et trafikuheld. Den skrækkelige sandhed gik først op for betjentene, da de nåede frem til stedet.
Motorvej A7 var lørdag spærret i flere timer frem til aftentimerne i sydgående retning ved Skovby, mens teknikere ledte efter spor i området.
Tragedie
pg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce