Advarsel før festival: »Det er ikke sjovt for nogen, hvis det starter med en bøde«

Arrangør sender kraftig opfordring til deltagerne i årets Danmarks Hurtigste Bil.

Inde på Padborg Parks afspærrede område er der fri leg under Danmarks Hurtigste Bil. Foto:
Inde på Padborg Parks afspærrede område er der fri leg under Danmarks Hurtigste Bil. Foto: Morten Alstrup
JyskeVestkysten
torsdag d. 25. maj 2023, kl. 10.47

Padborg: Danmarks Hurtigste Bil er arrangementet, hvor der bliver givet gas under kontrollerede forhold. Siden 2016 har bilglade danskere en gang årligt mødtes på Padborg Park, hvor de dels på racerbanen dels på den nærliggende flyveplads har moret sig med alt muligt motoriseret på to, tre, fire eller endnu flere hjul.

Der er langt hen ad vejen dømt fri leg, men arrangørerne bag Danmarks Hurtigste Bil (DHB) har en kraftig opfordring til deltagerne.

- Hjælp os til at få en god og sjov bilfest. Inde på festivalpladsen skal vi more os, kigge på og beundre alverdens sjove og anderledes køretøjer, men sørg nu for, at vi alle får en god start på vores bilfestival, siger Tom Pedersen, der er indehaver af Padborg Park I/S, som arrangerer DHB, i en pressemeddelelse.

- Har du en sjov bil, og er du bare det mindste i tvivl om, at den kan klare at møde synsmanden i den lokale synshal, så lad enten bilen blive hjemme, eller læs den på en trailer og transportér den til DHB. Selve DHB foregår jo på et lukket, afspærret areal, hvor arrangementets regler gælder, men på tilkørselsvejene til Padborg Park gælder færdselsloven, og det er den, politiet håndhæver. Det er ikke sjovt for nogen, hvis bilfestivalen starter med en bøde, en synsindkaldelse eller et par klippede nummerplader, fortsætter han.

Masser af plads til trailere

Tom Pedersen gør også opmærksom på, at hvis man påtænker at tage sin bil med på trailer, så er der masser af plads til opbevaring af trailer på trailerholdepladsen, når man har læsset bilen af inde på området, og det er ganske gratis at parkere traileren over weekenden.


Der vil være masser af forskellige aktiviteter, når Danmarks Hurtigste Bil skydes i gang. Foto: - Morten Alstrup

DHB strækker sig over tre dage. Fredag den 26. maj bliver portene til området slået op. Fra morgenstunden er det deltagerne, som kan komme ind, men fra 12.00 åbnes der også for publikum.

Fredag er der ingen kørende aktiviteter, men udstillergaden, beachområdet og madboderne åbner, mens FairGirls kaster sig over carwash på brænderpladsen, inden Italo Brothers og en række andre kunstnere om aftenen giver den gas på scenen i partyområdet.

Lørdag den 27. og 28. maj bliver festlighederne suppleret med kørende aktiviteter. Det er accelerationskonkurrencen over 201-meter – det som DHB – Danmarks Hurtigste Bil – egentlig startede med – og driftingkonkurrencerne på selve racerbanen.

Lørdag den 27. om aftenen er der igen masser af fest med blandt andet Ude Af Kontrol, ligesom der også er stort brændershow på brænderpladsen.

Tidligere på ugen oplyste politiet, at ordensmagten vil være i området hele weekenden for at sørge for trafiksikkerheden.

- Vi gennemfører kontroller for at sikre, at der ikke er køretøjer i området, der kan være til fare i trafikken, ligesom vi også vil gennemføre hastighedskontroller, sagde politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.