Sensationel Wegner-stol skal bo i Tønder: - Jeg har altid talt om den “skide” stol

Der findes kun to af dem. Og nu er den ene kommet til Tønder - det kommende Wegner-museum erhverver et klenodie til noget over en kvart million.

Så lille er den - forstudiet til det, som endte som stolen med det prosaiske navn, pp 250. Hans J. Wegner kaldte den selv spøgefuldt for Jakkens Hvile - et ordspil på sangerindepavillonen, Bakkens Hvile, på Dyrehavsbakken. Siden er det nærmest blevet stolens officielle navn. Forstudiet er fremstillet i 1951, og ifølge projektleder, Anne Blond, kan arkitekten sagtens selv have været med i den egentlige fremstilling. Foto:
Så lille er den - forstudiet til det, som endte som stolen med det prosaiske navn, pp 250. Hans J. Wegner kaldte den selv spøgefuldt for Jakkens Hvile - et ordspil på sangerindepavillonen, Bakkens Hvile, på Dyrehavsbakken. Siden er det nærmest blevet stolens officielle navn. Forstudiet er fremstillet i 1951, og ifølge projektleder, Anne Blond, kan arkitekten sagtens selv have været med i den egentlige fremstilling. Foto: Thorsten Reinholt
JyskeVestkysten
mandag d. 27. marts 2023, kl. 9.01

Tønder: Det er ikke hver dag, man køber en stol med et hammerslag på over en over en kvart million kroner. Men det er heller ikke hver dag, at den ene af kun to stole, der nogensinde er fremstillet, havner i Tønder. Foreningen til etablering af et museum for Hans J. Wegners møbelkunst har nemlig erhvervet sig et såkaldt forstudie til en af Hans J. Wegners mest særprægede stole - den, der i daglig tale kaldes Jakkens Hvile.

Og den nyindkøbte sjældenhed vækker mere end begejstring hos foreningens projektleder, Anne Blond, som fulgte med under auktionen, som fandt sted hos Bruun Rasmussen i København.

- Jamen, det var en mærkelig følelse. Det var en mærkelig følelse at sidde der og bide negle. På den ene side sætter man næsen op efter noget - på den anden side forbereder man sig også på, at man ikke får den, fortæller Anne Blond, som fulgte buddene via telefon. Og som endte med et hammerslag på 280.00 kroner på auktionen i begyndelsen af marts.


Sådan ser forstudiet ud - det ene af kun to eksisterende eksemplarer i verden - til den stol, der to år senere i sin endelige form, blev til Wegners Jakkens Hvile. Stolen, der er købt til Tønder er af egetræ, mens det eneste andet eksemplar er fremstillet i teak. Hvor teak-udgaven befinder sig, vides ikke - til gengæld ved man, at Tønder-udgaven, har været i arkitekt Steen Eiler Rasmussens familie-eje op til salget. Foto: - Thorsten Reinholt

Hvor kommer pengene fra?

Men det endte lykkeligt - og stolen endte i Tønder, hvor den formentlig vil indgå i samlingen på et måske kommende Wegner-museum. Men hvor kommer pengene fra til en stol, der med hammerslagsgebyr endte på langt over 300.000 kroner, når man er et museum, som endnu kun er i den indledende planlægningsfase?

- Foreningen har jo nogle kontakter til både private og til erhverv, som er rigtig interesserede i et kommende Museum Wegner, og som også er interesseret i, at vi får nogle gode ting til huse. Så jeg sendte en forsigtig føler ud for at høre om dette her kunne være noget. Og når man havde den rette argumentation i orden - for dette her er et rigtig godt møbel - så lykkedes det, fortæller Anne Blond, som har lovet donorerne anonymitet.

Så I havde simpelthen en check med til auktion?

- Ja, det havde vi, siger Anne Blond, som ikke ønsker at fortælle, hvor meget “loft”, der var på, men at prisen inklusive salær, lå under det, der var at gøre med.


Og her er det endelige resultat af Hans J. Wegners anstrengelser. Jakkens Hvile, som den ser ud i dag og som stadig kan købes. Som det ses, adskiller den sig markant  - eller gør den? - fra den stol, som nu kommer til at indgå  i det måske kommende Wegner-museums samling. Tak til Møbelhuset 2 i Tønder. Foto:  - Thorsten Reinholt

Kan stadig købes

Den stol, som nu skal have bopæl i Tønder, er altså et forstudie eller en skitse til den endelige udgave af Jakkens Hvile, som Hans J. Wegner tegnede færdig i 1953, og som stadig kan købes - til cirka en fjerdedel af hammerslaget på nyerhvervelsen. Ifølge Anne Blond, var han ikke selv specielt tilfreds med det, man kan kalde første udkast.

- Den blev lavet, og så blev den udstillet. Og så er der en historie om, at Kong Frederik 9. kommer hen og siger, at han gerne vil eje et eksemplar. Men Wegner er lidt småutilfreds med den - jeg tror, at han føler, at den ser for klumpedumpet ud. Og efter et par år finder han frem til den trebenede model, som er den, der kommer i produktion, fortæller projektleder Anne Blond, som selv mener, at den endelige stol er langt mere elegant end skitsen.


Der er plads til mere end jakken på Jakkens Hvile. Under sædet - hvor man kan lægge sine bukser til hvile - er der en kasse, som er beregnet til tegnebog, m.v. Foto:  - Thorsten Reinholt

Nærmest lykkelig

Selvom hun er nærmest lykkelig over at have fået den kommende museumsgenstand i sin varetægt.

- Man gør sig jo alle mulige tanker - hvad gør vi nu, hvor skal den opbevares, og hvor er det fedt, det her. Og nej, hvor er det dejligt, at den blev i Danmark, og hvor er det dejligt, at vi i fremtiden kan vise denne her - for som jeg skrev i pressemeddelelsen: Jeg har altid talt om den “skide” stol uden nogensinde at have set den i virkeligheden.

Måske vil det i løbet af de kommende år blive muligt for alle, at se den “skide” stol i virkeligheden.