Sønderborg. Atelier X1, Kvickly, LY Copenhagen, Parcellet, Brille Bar, Nanna XL, Optik Hallmann, Ocean.
Rækken af butikker, som enten er lukket inden for de seneste måneder eller har tilkendegivet, at de vil lukke, er lang.
Lukningerne betyder, at der igen er mange tomme butikslokaler i Sønderborg centrum, og citymanager Axel Nielsen lægger ikke skjul på, at han er bekymret.
- Den første prioritet er ikke at fylde de tomme lokaler, den første prioritet er at stoppe blødningen, siger han.
Lige nu er der 12 ledige butikslejemål i Sønderborg by. For tre måneder siden var tallet fem.
- Det er lidt et skridt frem og to tilbage i øjeblikket, og derfor er fokus lige nu på at vendt den udvikling, lyder det fra citymanageren.
Vil puste nyt liv i samarbejde
Axel Nielsen vil genetablere det samarbejde, han tidligere havde med kommunen. Et samarbejde, der havde til formål at hente nye butikker til Sønderborg.
Vores Sønderborg og Sønderborg Kommune gik sammen, fordi antallet af tomme butikslokaler i centrum var bekymrende højt. I 2019 var der 23 tomme lokaler. Det lykkedes at bringe det tal ned på næsten nul.
Senest har børnetøjsbutikken Parcellet på Perlegade meldt ud, at den lukker. Foto: Christian Stokholm, JydskeVestkysten
Selvom der i 2019 var næsten dobbelt så mange tomme lokaler, som der er lige nu, er der en række faretruende signaler i detailbranchen i form af stigende priser og en generelt udfordret privatøkonomi. Og det smitter af på de handlende.
- Det er da mega-træls med en situation som den lige nu. Men det er en udvikling, som vi skal have vendt, og som jeg tror på kan vendes, siger Axel Nielsen, der udover et samarbejde med kommunen er klar til at fiske et andet værktøj op fra skuffen.
- Vi har tidligere haft held med at række ud til udlejerne af butikslokaler i byen med det formål at få reduceret huslejerne i hvert fald i en periode, så det kunne hjælpe nye butikker i gang på den måde. Samtidig kunne udlejerne så få liv i deres lokaler. Det kunne vi også sagtens kigge på igen, siger Axel Nielsen.
Nødvendigt med fornyet fokus
Udover at få liv på de tomme kvadratmeter går han efter at få især specialbutikker med spændende produkter til at slå sig ned i Sønderborg.
På den måde kan byen nemlig tilbyde det rette mix af forskellige forretninger, der kan tiltrække en bred kundeskare.
- Det er ikke så meget konceptbutikkerne, jeg tænker på her, for de søger typisk mod Borgen. Jeg kunne da personligt godt ønske mig, at vi fik en frugt- og grønthandel og en slagter til byen, men de tomme lejemål, vi har passer ikke umiddelbart perfekt den den type forretninger, siger Axel Nielsen.
I den kommende tid vil han derfor prioritere dels at holde på dem, der er. Men samtidig også kigge mere langsigtet på at få nye butikker til de ledige lejemål i byen.
- Det er ikke noget, der har været så meget fokus på de senere år, fordi det simpelthen ikke har været nødvendigt. Men nu er situationen en anden, og så må vi forholde os til det.

