“Hvaae skal vi være sammen eller ej?” 20 år efter holdt de cirkusbryllup

Normalt bliver man ikke gift på en mandag, men brylluppet mellem Jimmy Enoch og Melanie Kaselowsky var på mange måder også utraditionelt. På 20-års dagen for deres første kys blev brylluppet fejret med gæster fra udlandet, cirkusmusik på orgel og en stor fest i telt.

Alle gæsterne havde taget fri til den store dag på trods af, at den faldt på en mandag. Men det passede også med de fleste af dem, der til dagligt arbejder inden for underholdningsbranchen, hvor weekenderne oftest er arbejdsdage. Foto:
Alle gæsterne havde taget fri til den store dag på trods af, at den faldt på en mandag. Men det passede også med de fleste af dem, der til dagligt arbejder inden for underholdningsbranchen, hvor weekenderne oftest er arbejdsdage. Foto: Jacob Schultz
JyskeVestkysten
tirsdag d. 21. marts 2023, kl. 9.59

Mølby: Det er de færreste, der vælger at blive gift på en mandag i midten af marts, der i Danmark ikke ligefrem er kendt for at producere de flotteste solskinsdage.

Men den 20. marts er en meget speciel dato for Jimmy Enoch og Melanie Kaselowsky, og derfor kunne de grå skyer over Oksenvad Kirke nemt tilsidesættes som en bagatel.

Et kys var tegn nok

Den 20. marts 2003 var nemlig den dag, hvor Jimmy Enoch endelig fik spurgt Melanie: “Hvaae skal vi være sammen eller ej?”


- Hun sagde ikke noget, hun kyssede mig bare. Det var tegn nok. Og nu står vi her præcis 20 år efter, siger Jimmy Enoch.

Dengang var Melanie cirkusartist i Cirkus Dannebrog tilhørende Enoch-familien. Allerede i 2001 blev han forelsket i hende, så det var egentlig et spørgsmål, som Jimmy længe havde haft lyst til at spørge hende.

- Da de var rundt omkring på arrangementer, rejste jeg med og jagtede hende, for jeg skulle bare have fat i hende. Hun har bare en fantastisk charme, fortæller Jimmy Enoch.

Ridderen på cyklen

Det var også derfor, at præsten Samuel Skadkær-Munch i sin tale sagde: “Ridderen på cyklen fik endelig indhentet prinsessen på elefanten.”

Både Jimmy Enoch og Melanie Kaselowsky har nemlig hver deres baggrund inden for cirkus. Jimmy har i mange år optrådt som cykelartist, mens Melanie har været cirkusartist og er datter af Bernhard Kaselowsky, der især er kendt for at have haft cirkuselefanten Ramboline.


Isabella Enoch (tv.) driver sammen med Bernhard Kaselowsky Cirkus Trapez. Til højre ses Agnete Louise Enoch. Foto: - Jacob Schultz

Eftersom kirken var fyldt med danske som internationale cirkusfamilier var stemningen også tilsvarende showbusiness. Efter de første salmer var sunget, og præsten havde givet sin tale, var det tid til at sige ja til hinanden.

Cirkussang på orgel

“Og så må I kysse hinanden”, lød det fra præsten, og det blev mødt med en højlydt jubel, pift og klapsalve, der nemt kunne høres udenfor kirkens tykke mure. Parret gik herefter ud af kirken til cirkussangen Salto Mortale, der i dagens anledning blev spillet på orgel.

Hvad dagen herefter skulle bringe var især Jimmy Enoch ukendt.

- Jeg tror, de kommer til at tage fusen på mig. Det er jo showbiz-folk, så mon ikke, der kommer til at ske et eller andet.


Kareten var en overraskelse for brudeparret. Foto:  - Jacob Schultz

Og den første overraskelse bød sig også, så snart han og Melanie trådte ud foran kirken. Her stod et firspand og ventede på det nygifte par. De steg ombord på kareten, og så travede de fire heste ellers afsted til en tilsvarende jubel og klapsalve mod festen.

Tur i velkendt bil

Da kareten stoppede inde på pladsen foran den store Cirkus Dannebrog-hal, blev de fire hestekræfter erstattet af de mange flere, der ligger under hjelmen på den sorte Chevrolet Belair, der holdt og ventede med en påmonteret tyl-sløjfe.


Før de kunne komme ind til festen, skulle brudeparret ud og køre i denne sorte Chevrolet, der har tilhørt Jimmy Enochs bedstefar. Foto:  - Jacob Schultz

Den gamle amerikanerbil har tilhørt Jimmys bedstefar Haddy Enoch, der døde i 2009. Derfor var bilen et velmødt syn.

- Det var egentlig mit ønske lige at få en tur i bedstefars gamle bil. Den står snorlige, for den har vi foræret til min lastvognsmekaniker Palle. Der vidste vi, at den ville være i gode hænder, siger Jimmy Enoch.

Tid til fest

Efter en kort køretur var det tid til fest, der foregik i et telt, der var opstillet i Cirkus Dannebrogs hal i Mølby. Herinde var der ud over en masse pynt opstillet en scene, hvor der i løbet af dagen ville være diverse indslag og optrædener.

- Vi holder festen her, fordi familien har boet her på matriklen, siden jeg var fem år gammel. Og Cirkus Dannebrog har altid været her i byen. Så jeg har længe haft en drøm om at skulle giftes og holde festen i et telt. Det betyder meget for os, siger Jimmy Enoch


Nu deler parret efternavnet Enoch. Foto:  - Jacob Schultz

Festen var sat til at vare til den lyse morgen, og herefter var det egentlig bare tilbage til arbejdet for Jimmy og Melanie - nu begge med efternavnet Enoch. En bryllupsrejse er der foreløbigt ikke tid til, fortæller Jimmy Enoch.

- Om to dage skal vi på rejse med Flying Superkids i Sydtyskland, så vi når det simpelthen ikke. The show must go on.