Uddannelsesinstitution vil tiltrække studerende med nyt banner: »Er det I ligestillingens tegn?«

En borger har stillet sig undrende over for uddannelsesinstitutions kommunikation, som ifølge ham er imod ligestillingen. Kommunikationschef for UC Syd er ikke enig. Han mener blot, at billedet viser, hvilke uddannelser vi har i Aabenraa.

UC Syd reklamerer lige nu for de fire uddannelser, som man kan tage i Aabenraa. Og det gør de med tre unge kvinder. Foto: Mette Christine Schulz Foto:
UC Syd reklamerer lige nu for de fire uddannelser, som man kan tage i Aabenraa. Og det gør de med tre unge kvinder. Foto: Mette Christine Schulz Foto: Mette Christine Schulz, JydskeVestkysten
JydskeVestkysten
fredag d. 27. januar 2023, kl. 21.02

Aabenraa. - I ligestillingens navn, eller hvad?

Sådan starter Ole Østergård fra Aabenraa et Facebook-opslag, hvor han deler et billede af UC Syds reklame, der skal tiltrække nye studerende.

På banneret ser man fire uddannelser og tre kvinder. Og uddannelserne er det, som man vil kalde ‘klassiske’ kvindeuddannelser i omsorgsfag.

- Og så reklamerer de med tre kvinder på plakaten for uddannelser, der i den grad har brug for en mere ligelig kønskvotering, udtaler Ole Østergård til JV.

Uddannelserne, der er opremset, er nemlig pædagog, pædagogisk assistent, sygeplejerske og socialrådgiver. For det er det, som man kan uddanne sig til på UC Syds campus i Aabenraa.

Og det er ikke et usandt billede, der tegnes, når man reklamerer for uddannelsen udelukkende med kvindelige studerende, for på sygeplejerskeuddannelsen i Aabenraa er 93 procent af de studerende kvinder. På pædagoguddannelsen er 79,4 procent kvinder og på socialrådgiver er det 88 procent.

Det er altså fag, som der er flest kvinder på.

Kvinde- og mandeuddannelser

Men når man vil reklamere for at tiltrække nye studerende, og man, ifølge kommunikationschefen hos UC Syd, har en mission om at skabe mere lighed mellem kønnene, så er det opsigtsvækkende, at man reklamerer for netop de fire fag med et billede af tre unge kvinder.

Det står for eksempel i modsætning til landets tekniske universitet, DTU, der har flere billeder af kvinder end mænd på forsiden af deres hjemmesiden.

Og her er man lykkedes med at tiltrække det modsatte køn til de tekniske fag, der tidligere var kategoriseret som ‘mandefag’. I alt har de øget tilslutningen af kvindelige studerende med cirka 400 siden 2016.

- I Aabenraa har vi så 4 kvindeuddannelser - eller hvad? spørger Ole Østergård i sit facebookopslag.

Maskiner og teknik som sygeplejerske

Men ifølge kommunikationschef hos UC Syd, Mikkel D-N Andersen, er det ikke sådan, det hænger sammen.

- Banneret i Aabenraa skal udelukkende vise, hvilke uddannelser vi har i Aabenraa, fortæller han.

- Vi prøver altid at gøre det så godt, vi kan. Jeg ved ikke om banneret er med til at generalisere det, men det var det billede, som vi synes passede bedst, fortæller han.

- Vi er rigtig interesserede i at tiltrække mænd og har også tidligere ført kampagner, som er direkte rettet mod mænd, og vi hører, at mange mænd går ind i faget som sygeplejerske, fordi der er maskiner og teknik, som man kan lege med, afslutter han.

Ifølge Mikkel D-N Andersen er UC Syd i gang med at synliggøre deres tilstedeværelse i Aabenraa, og det har de forsøgt med banneret, som skulle være første skridt på vejen til at gøre deres campus mere synligt.